Mikala og Morten udlever deres drøm i et tiny house

Solen står højt på himlen og kaster sit lys på træhuset, den lille familie bor i. Vi er i Lejre, og når man ser ud over det bjergtagende gamle istidslandskab, forstår man godt, at de har slået sig ned her.

Familien bor i et hus på blot 23 kvadratmeter, et såkaldt tiny house. En boform og livsstil, hvis popularitet er vokset betragteligt de seneste år og handler om at bo småt og bæredygtigt. Og det unge par har da også bygget huset udelukkende af genbrugs- og biomaterialer.

De flyttede ind i maj efter et års byggeri, og omtrent samtidig kom deres søn til verden. Men hvordan er det at bo tre personer på så få kvadratmeter? Det har Familie Journal besøgt dem for at finde ud af.

Småt, men godt

Før de flyttede ind i huset, boede Mikala Helwigh Kamper på 30 år og Morten Risom Nielsen på 32 år sammen i et kollektiv i København. Kollektivet bestod af 11 personer i en 400 kvadratmeter stor lejlighed. Her boede de i tre år og havde 18 kvadratmeter at gøre godt med på deres eget værelse. Så tilvænningen har måske ikke været så stor.

Mikala er lærer og friluftsvejleder, og Morten er ingeniør og arbejder med at udvikle bæredygtige byggematerialer af affald. De drømte om at bo mere bæredygtigt og samtidig komme ud af byen og tættere på naturen. Derfor faldt valget på et tiny house, fortæller de.

Og 23 kvadratmeter lyder måske ikke af meget, men indretningen imponerer.

Foran huset har parret bygget et hyggeligt orangeri, som leder op til hoveddøren. Når man går ind ad den, står man straks over for spisebordet med siddepladser til seks personer.

Til venstre ligger stuen, der er hævet en smule og er indrettet med en hjørnesofa og et sofabord – og så er der lavet et kaffehjørne bestående af to ølkasser sat oven på hinanden. Øverst står en espressomaskine.

Til højre ligger køkkenet, der er udstyret med ovn, komfur og skabsplads. Køleskabet står under trappen, som leder op til hemsen, hvor der er plads til, at de alle tre kan sove.

Går man forbi køkkenet, er der lavet plads til opbevaring, og her står parrets eneste Ikea-skab. Og så er der badeværelset, som er ved at blive lavet.

Samvær i hjemmet

Parret har gjort sig mange overvejelser om, hvordan de skulle indrette sig.

– Og vi har været nødt til at gå på kompromis. Det er man, når man har så få kvadratmeter at gøre godt med, fortæller Mikala.

Det betyder blandt andet, at Morten skal dukke sig, når han bevæger sig fra stuen til køkkenet. Det skal han, fordi de har valgt, at de skal kunne sidde oprejst i hemsen. Derfor er der højere til loftet deroppe og lavere nedenunder, fortæller de.

Og har Mikala sin mødregruppe på besøg, skal Morten finde ud af, hvor han vil opholde sig.

– Han kan for eksempel sætte sig ud i udestuen, og det kan selvfølgelig være mere eller mindre belejligt til tider. Men så får han da også hilst på mødregruppen, når han skal ind og have noget at drikke eller lignende, og det er jo også meget hyggeligt, smiler Mikala, og Morten nikker.

– Noget af det bedste er jo også, at vi altid er sammen, når vi er hjemme. Det er meget vigtigt for mig, siger Mikala og fortsætter:

– Når vi er her, sidder vi ikke i to forskellige rum, som vi måske ville i en større bolig. Jeg kan for eksempel sidde i sofaen og amme Roa, mens Morten kan arbejde. Og så er han ikke mere end 10 skridt væk, og vi kan høre hinanden og tale sammen. Roa og jeg kan også ligge på hemsen om morgenen og vågne stille og roligt, mens Morten står op, og vi kan høre ham pusle lidt rundt hernede. Det er dejligt.

Noget andet, de sætter pris på ved at bo, som de gør, er naturen. Det er de enige om.

– Når vi åbner døren, er vi midt i naturen. Det er fantastisk, siger Morten.

– Oppe fra sengen kan vi se stjernehimlen hver nat, fortsætter Mikala.

– Jeg har for eksempel lært, at Karlsvognen altid er lige dér, smiler Morten, peger og tilføjer, at uglen også tit kommer forbi ude foran vinduet i stuen. Den sætter sig gerne på en pind i jorden, som efterhånden er blevet dens faste plads.

Bæredygtighed

Det er vigtigt for det unge par at bo så bæredygtigt som muligt. Derfor har de selv bygget træhuset i nedbrydelige materialer. Heldigvis arbejder Morten med bæredygtighed til daglig, og Mikala forstår at håndtere en sømpistol.

– Vi har været heldige, at vi har kunnet bygge det meste selv inden for et års tid. Vi har fået nogle håndværkere til at lave vand og strøm, og vores venner og familie har været rigtig søde til at give en hånd med. Det har nok også motiveret vores forældre, at de vidste, Roa var på vej. Så der skulle være et hjem til barnebarnet, smiler Morten og tilføjer:

– Vores familie synes helt sikkert, vi har været skøre til tider, men de var med på idéen, og det betyder meget.

En anden ting, der betyder meget, er friheden. For ved at bo på den her måde har de færre månedlige udgifter, fortæller de.

Det betyder, at får de lyst til at tage et halvt år ud af kalenderen for at sejle i deres sejlbåd, kan de gøre det. Og er der senere brug for, at en af dem går hjemme for at passe Roa, er der også mulighed for det.

Melder andre drømme sig på banen, er de også lettere at gå til, når de bor, som de gør, fortæller Mikala og Morten, der også håber på at inspirere andre til at overveje tiny house som boform.

– Vi har gjort os mange overvejelser om, hvorvidt vi skulle bo i et tiny house. Men vi er blevet tilfredse med resultatet. Lige nu bor vi i et hjem, der passer til vores behov. Men ændrer de sig, så ændrer vi vores hjem, fortæller Mikala.

Selv om de ikke ved, hvad fremtiden bringer, er de indtil videre glade for at bo, som de gør.

Og åbner de døren, er naturen lige dér.

– Jeg synes, det er så hyggeligt at bo på den her måde. Jeg elsker, at vi bare kan gå ud og være udenfor om sommeren, og jeg glæder mig også til, at vinteren kommer, smiler Mikala.

Da Familie Journal møder parret i den lune del af efteråret, ser familien frem til den første vinter i det nye hus. Og mon ikke det også bliver hyggeligt at sidde i sofaen under tæpperne og drikke kaffe med udsigt til det bakkede istidslandskab.