Min mor gav afkald på mig

Der er wienerbrød på bordet, roser i haven, og billederne fra guldbrylluppet er sat på plads i fotoalbummet. Ulla Ravn i Brørup elsker sin mand, Kjeld, og så elsker hun også at se "Sporløs" i fjernsynet. Det gør hun, fordi det skyldes en tilfældighed, at hun har fået et liv i Danmark.

Hun blev født af en 14-årig polsk pige, Halina Zielenska, der var på flugt fra et sønderskudt Polen. Krigen var næsten slut, det var foråret 1945, men det betød ikke, at der blev fred. Polakkerne var bange, for nu kom russerne.

Halina og hendes familie havde overlevet krigen, men Halinas forældre ønskede at give deres børn en bedre fremtid, så Halina, hendes bror og en svoger blev sendt mod nord, hvor der ikke var krig. De fulgte flygtningestrømmen fra Karpaterbjergene i syd gennem et hærget Polen og op gennem et sønderbombet Tyskland, og en dag endte de i Holsted i Jylland.

Efter 2. verdenskrig var der en overgang 244.000 tyske flygtninge i Danmark. Dertil kom 6.000 flygtninge fra de baltiske lande. Der blev oprettet flygtningelejre mange steder i Danmark, og i Holsted blev den gamle ungdomsskole indrettet til flygtningeherberg.

Læs også Puks svar til en mormor

Halina og hendes bror kunne være forsvundet i mængden, men en sygeplejerske i Holsted, Mette Marie Nikolajsen, fik øje på den unge pige og så, at pigen var gravid. De kunne ikke tale sammen, men alligevel blev der knyttet et bånd mellem de to: Den danske Mette Marie, der var ugift og levede for sit arbejde som sygeplejerske, og Halina, den lille forskræmte pige, der slet ikke var gammel nok til at være gravid.

Mette Marie havde et stort hjerte, så hun tog Halina i pleje hjemme hos sig selv. Halinas bror kom i pleje hos Mette Maries bror og svigerinde, Anna og Viggo Nikolajsen, der boede på en gård i Hovborg. Svogeren, som var voksen, blev boende i flygtningelejren.

Forlod sit barn

Halinas barn blev født på Brørup Sygehus 28. november 1945. Det var en stor og fin pige. Halina var katolik, og den katolske præst kom og hjemmedøbte barnet, der fik navnet Ulieska Zelenskaja.

– Den pige var mig. Jeg var nok ikke et ønskebarn, for det var jo ikke med vilje, at min mor var blevet gravid. I mange år vidste jeg heller ikke, hvem min far var, fortæller Ulla Ravn.

Mette Marie lærte Halina dansk hver aften efter arbejdstid. Hun opfattede nærmest den unge pige som det barn, hun aldrig selv havde fået. Men nu havde Halina fået et barn, og hvad skulle der ske med det?

– Da min mormor i Polen havde fået besked om, at Halina havde født en datter, ønskede hun, at Halina rejste tilbage med barnet. Men hvad var der at vende tilbage til i Polen? Befolkningen sultede, og husene var sønderbombede, fortæller Ulla videre.

Mette Marie talte længe med Halina, og hun talte også med sin egen familie om, hvordan de bedst muligt kunne hjælpe den unge pige.

Læs også om adoptivbarnet Sofie

Flygtningene kunne ikke blive i Danmark, så i april 1946 forlod Halina sit lille barn og rejste tilbage til Polen sammen med sin bror.

Mette Marie ville gerne have adopteret den lille pige, men Halinas familie mente, at et barn burde have både en far og en mor. Derfor talte Mette Marie med sin bror og hans kone om Halinas datter. De kunne ikke få børn og ville hellere end gerne adoptere Ulieska.

Men det ville mormor i Polen ikke give tilladelse til, så pigen blev anbragt på børneafdelingen på den katolske Skt. Hedvigs Klinik i Kolding. Det uønskede barn var pludselig blevet et barn, som flere gerne ville have, men hvad tænkte Halina mon?

– Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke forestille mig, hvor svært det har været at forlade sit barn for evigt. Jeg fordømmer hende ikke og har aldrig gjort det, men jeg ved, det var svært, siger Ulla.

Mor skulle være glad

Den lille Ulieska kom aldrig til Polen. Da hun var næsten et år, gav hendes mormor tilladelse til, at Anna og Viggo Nikolajsen kunne adoptere hende.

Ulieska blev til Ulla, da hun flyttede ud til gården i Hovborg. For hendes adoptivforældre var det en stor sorg, at de ikke selv kunne få børn. Nu fik de så lille Ulla, og hun blev meningen med deres liv.

– Jeg fik en dejlig barndom. Jeg fulgte min far overalt i staldene og på markerne. Min mor havde det, man dengang kaldte "dårlige nerver". Måske havde hun ønsket sig en lille pige, der legede roligt med sin dukke og holdt af at sidde inde, men sådan en pige var jeg ikke.

– Da jeg var 11-12 år, fik jeg at vide, at jeg var adopteret, men det var ikke noget, jeg skulle spørge nærmere ind til, kunne jeg mærke. Mor blev ked af det, og så spurgte man bare ikke. Jeg ville jo gerne have, at min mor var glad, husker Ulla.

Hun vidste heller ikke, at hendes biologiske mor, Halina, skrev sammen med hendes faster, sygeplejersken Mette Marie. Halina fortalte om sit eget liv og spurgte altid, hvordan det gik med hendes lille datter, og Mette Marie svarede, at det gik godt.

– Jeg havde det godt hjemme, men jeg var ikke glad for at gå i skole. Det viste sig, at jeg havde en bygningsfejl, så jeg stort set ikke kunne se noget på tavlen. Oveni var jeg ordblind, så det gik ikke godt med at læse. Til gengæld var jeg god og hurtig til regning, fortæller Ulla.

– Min mor passede på mig. Jeg følte selv, at jeg aldrig måtte noget som helst, og det blev kun værre, i takt med at jeg blev ældre. Derfor kom jeg hurtigt hjemmefra, da jeg mødte Kjeld. Vi blev forlovet på min 18-års fødselsdag, og jeg følte mig fri. Nu skulle jeg leve mit eget liv, siger Ulla og ser på den mand, der har fulgt hende i over 50 år.

Det første møde

Ulla og Kjeld fik tre børn sammen, de arbejdede med dambrug, og Ulla arbejdede på lige fod med sin mand. Hun havde det bedst, når hun havde noget praktisk at arbejde med, for sådan var hun. Af og til spekulerede hun på, hvordan hendes biologiske mor mon var.

– Jeg anede jo ikke, at min faster og min biologiske mor havde skrevet sammen i alle årene. Min mor havde ofte spurgt, om hun måtte komme på besøg, men hver gang havde hun fået nej. Det ville ikke være godt for min adoptivmor, der jo havde dårlige nerver. Min mor i Polen vidste, at jeg var godt gift og havde fået tre børn, og så måtte det være nok, mente min faster.

Men sådan gik det alligevel ikke. Polakkerne kunne i mange år ikke forlade deres land uden at have fået tilladelse, men da det kommunistiske regime faldt fra hinanden, blev det nemmere, og så skete det endelig.

I 1985, 40 år efter at Halina havde forladt sin datter og Danmark, kom hun tilbage. På Ullas fødselsdag stod hun på Centralhotellet i Holsted, parat til at møde den datter, hun havde tænkt på i så mange år.

– Hun græd, da hun så mig efter næsten 40 år. Jeg forstår godt, at hun ikke havde noget valg. Hun gjorde det bedste for mig, da hun gav afkald på mig. Det er hende, der har betalt den største pris, siger Ulla.

Halina og Ulla har siden mødt hinanden mange gange. Nogle år efter, at Halina kom tilbage til Polen, blev hun gift og fik yderligere to døtre, så Ulla har en hel polsk familie.

– Der vil altid være spørgsmål, jeg aldrig får svar på. Mine danske forældre er døde for mange år siden, og selv om min biologiske mor og jeg kan tale sammen på tysk, er der meget, hun ikke kan eller vil fortælle mig. Hun bliver ked af det, og hvorfor skulle jeg så forfølge en gammel historie?

– Jeg betragter hende nærmest som en slags storesøster. Hun er næsten 90 år nu og bliver passet i sit hjem af sine døtre og resten af familien. Vi har tit været på besøg i Polen, og vi har en rigtig god kontakt med dem alle sammen, siger Ulla.

– Både min biologiske mor, min faster og mine adoptivforældre har gjort det bedste, de kunne gøre for mig dengang. Jeg er selv mor og mormor, så jeg ved, det har været et meget svært valg, som min mor, Halina, traf dengang, og jeg skylder hende stor tak for, at hun gjorde det.

– Og først for kort tid siden fandt jeg ud af, hvem min biologiske far er: Det er Halinas svoger. Derfor kan jeg sagtes leve med, at der er så meget, jeg aldrig får svar på, for nogle gange er det bedst at lade fortiden være, netop fordi det kan gøre utrolig ondt at grave sandheden frem, siger Ulla.