Mine bolsjer hjælper andre

Der dufter af lakrids og citron hos Annika og hendes mor og far, Dorthe og Henrik Hinrichsen, i Løjt Kirkeby ved Aabenraa. Sådan dufter der næsten altid, for Annika elsker at bage, men allermest elsker hun at lave bolsjer, og hun er altid lige i gang med en større eller mindre produktion.

Andre ville have spist det meste af lageret undervejs, men ikke Annika. En gang imellem sutter hun lidt på et bolsje, men hun spiser ingenting. Som i ingenting overhovedet. Annika har en mavesygdom, der betyder, at hver gang hun spiser, kaster hun op. Derfor får hun flydende ernæring om natten, når hun sover.

Læs også om Freja

Det er ikke sådan, hun havde forestillet sig sit teenageliv, men det er sådan, det blev. Netop fordi hun selv er syg, fik hun idéen til at gøre noget for andre syge.

Det er tredje år i træk, hun har sat blus under bolsjegryden og lavet bolsjer, der bliver solgt til fordel for Knæk Cancer. Det første år var veninden Josefine med i bolsjeproduktionen, men nu laver Annika bolsjerne alene.

På de tre år har bolsjerne givet 153.107 kr. i indtægt, som alle er blevet sendt videre til Knæk Cancer og dermed til forskning i kræft.

Men lige nu er det familien, der skal have bolsjer, og selvfølgelig er det Annika, der står for det – hun har jo båden tiden og evnerne.

Tid har hun desværre rigtig meget af. Hun er 16 år og bestod sin 9.-klasseseksamen i sommer. Nu skal hun vente et år, før hun er gammel nok til at komme i gang med at læse hf på fjernstudier, for Annika kan ikke bare gå i skole mange timer hver dag. Det har hun ikke kræfter til på grund af sygdommen.

Det vokser hun fra

Annika har en kronisk sygdom, der hedder gastroparese. Det vil sige, at hendes mave- og tarmsystem ikke fungerer ordentligt. Desværre tog det rigtig lang tid, inden hun fik en diagnose, så derfor har hun haft en besværlig barndom. Det er og bliver aldrig sjovt at være "hende den syge pige", og Annika har altid hadet det. Heldigvis har hun en mor og far og fire søskende, der altid har gjort alt, hvad de kunne for deres lille sarte Annika.

Hun har været syg, i hvert fald siden hun var syv år, da hun begyndte at kaste op. Det var ikke, fordi hun havde ondt i maven eller havde spist for meget. Det skete bare, voldsomt og pludseligt. Hun blev undersøgt flere gange, men lægerne kunne ikke se nogen grund til, at barnet kastede op.

Annikas forældre spurgte, om det måske kunne være refluks. Det kendte de, fra dengang Annika som baby gylpede. Det viste sig, at de havde ret, men lægerne beroligede dem med, at pigen nok ville vokse sig fra det.

Men det gjorde Annika ikke.

Som tiden gik, fik hun mavepine og kvalme hver dag, og som regel kastede hun også op. Hun havde for meget mavesyre, viste det sig. I perioder gik det fint, i andre perioder kastede hun op, hver gang hun spiste noget.

Selv om Annika elskede at gå i skole og være sammen med veninderne, var det ikke altid, hun kunne klare det. Hun blev mere og mere træt, og det blev en kamp at følge med i skolen.

Endelig en diagnose

I 2015, da Annika var 12 år, blev det rigtig slemt – og så blev hendes mor, Dorthe, også syg.

– Jeg har været indlagt mange gange for at blive undersøgt, så man kunne finde ud af, hvad jeg fejlede, men uden held. Rigtig mange har også sagt, at jeg "bare" havde en spiseforstyrrelse, for det er jo ikke normalt, at jeg altid kaster al mad op igen. Derfor var det faktisk rart, da lægerne i 2015 fandt ud af, at jeg havde pylorusstenose, siger Annika.

– Det betyder, at maveporten (pylerus), der skal føre maden videre fra maven til tarmen, ikke fungerer, som den skal, fordi den er forsnævret. Derfor blev jeg operereret, men desværre var resultaterne ikke gode. Sygdommen videreudviklede sig til gastroparese, der er en kronisk sygdom. Det betyder, at muskulaturen i maven er lammet, og min tarm er også meget langsom. Derfor kan maveindholdet ikke komme videre ud i tarmsystemet, og så kaster man det op igen. Så forsøgte lægerne at operere på det; faktisk har jeg været indlagt på hospitalet 9-12 gange siden 1015, men foreløbig uden resultat.

Det var i hele den periode, hvor Annika blev indlagt flere gange på Odense Universitetshospital til undersøgelser og operationer, at Dorthe fandt en knude i sit ene bryst. Hun slog det hen, for hun havde ikke tid til at tænke på det.

Læs også om Randi der fik kræft

Hendes hverdag bestod i at passe arbejdet som rengøringsassistent og sørge for, at Annika kom igennem dagene i skolen og på sygehuset. Der var ikke tid til andet, sagde hun til sig selv, men til sidst gik hun heldigvis til lægen. Hun havde desværre brystkræft.

Så den november måned i 2015 lå mor og datter på hver sit hospital: Annika blev opereret i maven den 23. november. Dorthe blev opereret den 26. november, hvor hun fik knuden fjernet, og bagefter kom hun i kemo- og strålebehandling.

Den jul var det meget lidt sjovt at være familien Hinrichsen, men samtidig styrkede sygdommen hele familien.

Annikas far og hendes ældre søskende støttede og hjalp, og mor og datter var fast besluttede på, at det her var noget, der bare skulle overstås.

Annika drømte om at slippe for kvalme og opkastninger. Hun drømte om at klare sin 9.-klasseseksamen og komme ud i verden.

Dorthes drøm og håb var at overleve kræften, og bagefter besluttede hun sig for at lægge kræfterne der, hvor der var brug for hende: hjemme hos familien og især hos Annika, for den sidste operation havde desværre heller ikke gjort Annika rask.

En god idé

– Jeg har altid mere eller mindre ondt i maven og kvalme, og jeg kaster stadig tit op, men det er blevet den måde, jeg bare lever på. Det vigtigste har altid været, at jeg gerne vil være som alle de andre, og det prøver jeg så på at være, siger Annika.

Men helt som alle andre bliver hun nok ikke – heldigvis.

En dag i fysiktimen fik hun og hendes veninde Josefine en fantastisk idé, syntes de selv. Inspireret af snak om kemi og underlige substanser fandt de på, at de da kunne lave bolsjer og sælge dem til fordel for Knæk Cancer-kampagnen, så der kunne blive råd til, at lægerne kunne forske endnu mere i kræft, og hvordan man kunne helbrede de syge. Det blev begyndelsen på "Josefine og Annikas bolsjer".

– Da pigerne kom hjem og spurgte, om de måtte lave bolsjer i vores køkken, og fortalte, at pengene, de tjente på det, ”skulle gå til Knæk Cancer”, var jeg tæt på at græde. Jeg var så stolt af dem, siger Dorthe.

Pigerne fortalte om deres projekt, og der kom mange sponsorer, der gerne ville støtte deres bolsjeforretning. En forretning kom med sukkeret, en anden med forskellige smage, flere private donerede penge, og så gik de to unge piger i gang.

Det blev en kanonsucces.

Jeg vil bare hjælpe

I år har Annika lavet bolsjerne sammen med sin mor. Det er tredje gang, der bliver lavet bolsjer hjemme i køkkenet i Løjt Kirkeby, og på tre år har de givet 153.107 kr. til Knæk Cancer.

Det er stadig Annika, der laver bolsjerne, mens mor tager imod bestillinger, pakker de søde sager ind og sørger for, de kommer ud til kunderne.

Som Annika står der og maser med bolsjerne, syner hun ikke af meget. Hun er spinkel, og hun har ikke ét gram fedt på kroppen, for hun spiser stadig ikke – men når hun laver noget med sine hænder, er hun glad.

– Jeg har tit syntes, at det var min "skyld", at det hele skulle dreje sig om mig her i familien. Der er så mange ting, jeg ikke kan være med til, eller også skal jeg pludselig indlægges, så det er tit mig, der skal tages hensyn til. Det kan jeg godt blive lidt træt af, og derfor vil jeg gerne betale det tilbage med at give noget videre til andre, der også er syge. Det er vel bare sådan, at jeg gerne vil hjælpe, når nu jeg selv er blevet hjulpet så meget, siger Annika.