Da det nuværende ægtepar Susan Væver Iversen og Kim Dane – der på sin dåbsattest også bærer efternavnet Iversen – i maj 1998 var konkurrenter i Se og Hørs Amatør Grand Prix, kiggede de på et tidspunkt hinanden dybt i øjnene og prøvede hver især at komme i tanker om, hvor de havde mødt hinanden før.
– Efter en kort snak havde vi sporet os ind på, at vi hele to gange tidligere havde medvirket i ugebladets sangdyst samtidig. Det ene år spillede jeg endda med i backingbandet, fortæller Kim, der i dag er 57 år.
Og der skulle ikke gå lang tid, før skæbnen bragte dem i mere jævnlig kontakt med hinanden.
– Få uger senere skulle jeg spille til et privat arrangement på Fyn, og her mødte min sangerinde op beruset. Jeg fyrede hende på stedet, men nu havde jeg en kalender fyldt med musikjobs og ingen sangerinde. Jeg spurgte derfor Susan, om hun kunne overtage tjansen, husker Kim.
Susan, der oprindelig er døbt Margit, og som dengang optrådte under kunstnernavnet Margit fra Fyn, takkede ja til tilbuddet.
– Herefter havde jeg 14 dage til at lære hele repertoiret inden vores første job sammen. Og jobbene eskalerede i antal i tiden, der fulgte, husker 62-årige Susan.
Parret kaldte sig dengang The Country Danes, fordi repertoiret mest bestod af country. Den dag i dag bruger de i øvrigt stadig bandnavnet, når det er countrymusik, publikum skal have. Men også på andre planer kom de to musikalske sjæle i hastig fart tættere på hinanden.
– Hver aften, når jeg kørte fra Klovborg i Midtjylland, hvor jeg boede på det tidspunkt, til Ikast, hvor jeg havde fast nattearbejde på garnspinderiet Danspin, ringede jeg til Susan, og vi fik en lang hyggesnak. I august 1999 var det kommet så vidt med os, at jeg flyttede ind til Susan i hendes daværende rækkehus i Odense-forstaden Næsby, siger Kim.
Susan og Kim bor i dag i sønderjyske Skærbæk. De har været lovformeligt gift siden april 2001, og de har adopteret hinandens børn. Nemlig Susans sønner, Mads og Jacob på 31 og 33 år, og Kims drenge, Mike og Kris på 22 og 23.
– Jeg husker, da vi fortalte Mads og Jacob, at vi var kærester. Jacob kiggede først på mig og derefter på sin mor, og så spurgte han: ”Hvornår skal I så giftes?” Vores respektive familier har i øvrigt været fantastiske og har taget imod den anden parts børn, som var de deres eget kød og blod, fortæller Kim.
Musikalsk var der hyppigt bud efter parret i både Danmark og Tyskland, og børnene var ofte med dem på job.
– De hyggede sig og havde det sjovt. Jacob skrev indtil flere skoleopgaver om familiens oplevelser på landevejene. Og den dag i dag giver både han, Kris og Mads ind imellem en hånd ved arrangementerne, siger Kim.
Selv om det er glæden ved musik og et liv som aktive musikere, der fra begyndelsen og frem til i dag har knyttet Kim og Susan tæt sammen, er de begge rent faktisk førtidspensionister. For Susans vedkommende fik hendes helbred et alvorligt knæk allerede inden deres første møde.
– I 1997 blev jeg færdiguddannet som pædagog i Odense. Og på min første arbejdsdag var jeg så uheldig at blive påkørt af en bil. Det resulterede i piske-smæld. Desuden fik jeg en skade på hjernestammen, som betød, at min hukommelse blev mærkbart ringere, fortæller Susan.
Musik og teater havde præget hendes liv, siden hun som 20-årig blev elev på Fame-skolen i Odense. Efterfølgende havde hun udfoldet sig i både Frøbjerg Festspil og Nyborg Voldspil, men ulykken satte en brat stopper for aktiviteter, der krævede omfattende udenadslære.
– Jeg fik tilkendt pension i 2003, og her taler vi vel at mærke mellemste pension efter den gamle ordning, som er mere fordelagtig end den, Kim er på.
Hendes ægtemands sygdomshistorie er lidt anderledes:
– Da vi i 1999 flyttede sammen, var jeg sygemeldt på grund af svejselunger. Det tog mig dog 16 år at få lidelsen anerkendt som en arbejdsskade. Med andre ord modtog jeg ikke en rød øre helt frem til 2015, men vi klarede os fint med den indtægt, vi fik for vores spillejobs, fortæller Kim.
Susans navneskift var foranlediget af parrets livlige, musikalske aktivitet syd for grænsen.
– Tyskerne havde bøvl med at udtale Margit rigtigt. Og da jeg hed Susanne til mellemnavn, og min far altid havde kaldt mig ”Susen”, var det oplagt at tage fornavnet Susan, forklarer hun.
Kim og Susan optræder nu om stunder i tre forskellige inkarnationer: Som The Country Danes, som dansktopduoen Kim & Susan og endelig i trioen Susan & Nørderne med 29-årige Martin Hørløck som musikalsk medspiller.
– I 2008 rykkede vi fra Fyn til Jylland, da vi fandt et dejligt hus med en stor grund i Borg ved Bredebro. Og en dag i 2015, da vi sad og snakkede med Flemming Jordt, der bestyrer Bredebro Idrætscenter, foreslog jeg ham, at vi arrangerede et stort schlagerparty i hallen. Flemming var vild med idéen og stillede hallen til rådighed for os uden beregning, fortæller Kim.
Det blev startskuddet til den succes, der i dag er kendt som Bredebro Dansktop Show. En række af den folkelige musiks populære udøvere stiller hvert år op for det symbolske beløb af 500 kroner til transportudgifter. Og de gør det hjertens gerne. Showet har nemlig et velgørende formål.
– Én tredjedel af overskuddet går til hallen, en anden går til idrætsforeningen, mens den sidste tredjedel går til de danske julemærkehjem, som jo i disse år i den grad kan bruge pengene, fortæller Kim om showet, der siden 2018 har været en del af Tønder Kulturuge og efter to års ufrivillig coronapause nu vender tilbage 7. oktober.
– I 2019 havde vi fuldt hus med 500 mennesker i hallen, og vi kunne efterfølgende bidrage med 13.000 kroner til Julemærkefonden. I år går billetsalget så forrygende, at vi regner med at kunne strække hallens kapacitet yderligere, så vi ender på en udsolgt sal med 500 tilskuere plus musikere og frivillige. Som arrangører tjener vi selvsagt heller ikke selv en krone på showet, men vi får en kold øl bagefter, mens vi nyder resultatet af vores arbejde. Bredebro Dansktop Show er blevet en del af vores liv, og vi er allerede ved at planlægge næste års show.