Olsen Banden overgiver sig aldrig

Onsdag, 1. august 2012
af Redaktion
Egon bliver moderne forretningsmand i denne uges filmperle, hvor Olsen Banden bl.a. må et smut til Bruxelles, mens Yvonne mest af alt er optaget af det barnebarn, der er lige på trapperne. Filmen kan tilkøbes fra d. 30. juli
Foto: Nordisk Film
Foto: Nordisk Film

De tider, hvor folk gemte penge af vejen i Franz Jäger-pengeskabe, er definitivt forbi. Det må Egon sande efter et fejlslagent kup i begyndelsen af "Olsen Banden overgiver sig aldrig", som kan købes med Familie Journal i denne uge. I fængslet tager han imidlertid et kursus i moderne management, hvilket åbner hans øjne for helt nye måder at blive millionær på.

Veltilrettelagt aktion mod Magasin
Efter sin løsladelse kaster han og banden sig således ud i en veltilrettelagt aktion, der skal gøre Egon til ejer af Magasin du Nord. Mestertyven er nemlig blevet bestilt til at fremskaffe de hemmelige, usminkede og katastrofale regnskaber fra det firma, der ejer bl.a. Magasin, og som belønning er han blevet lovet aktiemajoriteten i det fornemme, gamle stormagasin.

SÅDAN FÅR DU FILMEN

Fra mandag den 30. juli til og med søndag den 5. august kan du tilkøbe "Olsen Banden overgiver sig aldrig'" med Familie Journal.
Dvd'erne koster 43 kr. stykket, når de købes sammen med bladet. Den samlede pris for blad og dvd er dermed 72,95 kr

Egon som gudfar
Det er noget, der passer Yvonne. Hun og Kjeld skal nemlig være bedsteforældre, og som ejer af et slaraffenland, der forhandler alt i babyudstyr, tøj og andre fornødenheder, er Egon i hendes øjne den perfekte gudfar for den lille ny. Men ak, bandelederen bliver atter narret af den skumle finansmand, Bang-Johansen (Bjørn Watt Boolsen) og hans højre hånd, Hallandsen (Peter Steen). Og det hele viser sig at være en del af en endnu større, international plan.

Masser af grin og fantasifulde påfund
Olsen Banden-fans vil huske filmen som den med den fjernstyrede legobil. Den, hvor Kjelds æske med flødeskumskager bliver mistænkt for at være en bombe. Den, hvor banden stjæler en kampvogn og ankommer til EF-topmøde i den. Den, hvor Bøffen (Ove Verner Hansen) forsøger at tage livet af Egon med en ladning dynamit i en grusgrav. Og ikke mindst den med Vera Gebuhr i en forrygende morsom rolle som fordrukken ministerfrue med rengøringsvanvid. Kort sagt en film med alle de grin og fantasifulde påfund, man forventer af en film om Danmarks populæreste forbryderbande.