Rikkes farmor var kurér under 2. Verdenskrig

Ebbas storebror, Aksel, døde for tre år siden. Han var 97 år, og Ebba lægger ikke skjul på, at det var svært for hende. Men hun var med til bisættelsen, og hun fik sagt tak til ham.

– Min kærlige, herlige storebror. Ingen har haft så god en bror, siger hun.

Nu er hun selv blevet 97 år og sidder ved det runde spisebord i sin stue på et plejehjem i Langå. Der er kaffe i koppen, smørkrans på fadet, og fotoalbummet med minder ligger på bordet.

Ebba har nemlig sagt ja til at fortælle om en tid, der i årevis ikke var et samtaleemne i familien, men som først blev det, da Aksel nogle år før sin død ville tale om det. Så ville Ebba også.

– Lige efter krigen sagde Aksel til os, at vi ikke skulle tale mere om modstandsbevægelsen. Vi havde fået jaget tyskerne ud, Danmark var blevet frit, og nu skulle vi videre. Det respekterede jeg, siger Ebba Hjortshøj Rasmussen.

Men sandheden er, at det langt fra var så nemt at komme videre efter de fem besættelsesår, hvor Aksel i 1943 blev bedt om være leder af en ny modstandsgruppe, A/S-gruppen, i Randers og Ebba om at være kurér.

– Jeg har haft mange urolige nætter i årene efter. Det har altid været den samme drøm. Jeg løber ned ad gaden med tyskerne lige i hælene. Så løber jeg ind i en gård og smækker porten i, genfortæller Ebba.

Det var Aksel, der pegede på sin dengang 16-årige lillesøster, da A/S-gruppen skulle have en kurér. Han sagde, at hvis der var nogen, der kunne holde sin mund, var det Ebba, og hun stillede sig velvilligt til rådighed.

– Jeg tænkte ikke så meget over at være bange. Det var noget, der skulle gøres, for vi kunne ikke fordrage tyskerne, siger Ebba.

Gruppen modtog våben og lavede sabotage af fabrikker og jernbaner. Selve aktionerne var Ebba ikke med til, men hun skulle rundt med beskeder til modstandsfolkene, finde logi til sabotører og smugle våben.

– Jeg lyttede efter særmeldinger over BBC London. Aksels kaldenavn var Lukas, og når det blev sagt, vidste jeg, at der ville blive kastet våben ned i Kvotrup Hede om aftenen. Så tog jeg til bal på restaurant Jylland og dansede med sabotørerne. Der gik ry om mig at jeg var utrolig glad for de unge mænd. Men jeg var jo nødt til at danse kinddans med dem, så jeg kunne hviske beskederne videre i deres ører, smiler Ebba.

Hun har fortalt historierne mange gange efterhånden. I begyndelsen til barnebarnet Rikke, siden blandt andet under foredrag på skoler, i foreninger og menigheder.

– Hver gang vi har været ude til et foredrag, er farmor begyndt på samme måde og endt på nøjagtig samme måde. Hvis det ikke er sandt, så kan man ikke huske det. Det er den bitre sandhed, der skal fortælles videre, inden det er for sent, siger Rikke Hjortshøj Christensen.

Hun er et af Ebbas 13 børnebørn, og hun har altid interesseret sig for historien om 2. Verdenskrig. Så hun har spurgt og spurgt sin farmor, der har fortalt mere og mere – til Ebbas tre sønners overraskelse. For hun har aldrig nævnt krigen, da de var børn, heller ikke til Rikkes farfar, da han levede.

– Aksel ville ikke have det, og så blev det sådan, svarer hun bestemt.

Ebba er den sidste overlevende fra modstandsgruppen, og hendes førstehåndsfortælling er blevet til et evigt minde i form af kortfilmen ”En dans for livet”.

Med interview af Ebba blandet med en række erindringer, der er rekonstrueret af skuespil, skildrer den søskendeparrets kamp imod tyskerne under krigen. Kortfilmen blev vist på DR2 den 20. september og kan ses online på DR TV (link fjernet).

Heri fortæller Ebba blandt andet om, hvordan familien tog del i modstanden mod tyskerne. Det hændte, at der kom jøder og kommunister hjem i lejligheden i Nygade, og så beordrede moderen, at de syv børn ikke spiste alle frikadellerne.

– Så fik de mad og lov at sove på divanen, inden de skulle videre til Sverige næste dag, siger Ebba.

Underboens søn

Hendes far var sømand og sjældent hjemme, men når han var hjemme på orlov, delte han illegale blade ud. En dag, han var hjemme i lejligheden, hørtes støvletramp i opgangen efterfulgt af et hårdt bank på fordøren.

– Så vidste vi godt, hvem det var. ”Öffnet die Tür” kommanderede de, og så måtte vi jo lukke op. De rodede alting igennem. Jeg sad i stuen, da en Gestapomand sagde: ”Børge Videbæk”. Så var jeg klar over, at det var ham, der havde angivet os. Min mor plejede ikke at se så nervøs ud, men det var hun, kunne jeg se. For det viste sig, at vi havde glemt at fjerne nogle sprængblyanter i uret på væggen. Det var heldigt, at de ikke var klar over, at det kunne åbnes, siger Ebba.

Tyskerne tog Ebbas far med, og moderen var ængstelig for, at han ville hidse sig op og gøre modstand. Ebba turde ikke gå ned i gården for at se, om faderen lå dernede, men det gjorde Ebbas tre år yngre bror, der hurtigt kom tilbage og kunne berolige dem med, at faderen ikke var se.

Det var i februar 1945, og dermed kort før tyskerne kapitulerede, så faderen nåede ikke at blive sendt videre end til arresten i Aarhus.

Børge Videbæk var underboens ældste søn, og han indrømmede, at han havde angivet Ebbas far, fordi han manglede 100 kroner. Ebbas far og Aksel tilgav ham for det.

– Men det gjorde jeg aldrig, siger Ebba bestemt.

Den 4. maj om aftenen var hun i Rådhusteateret med en veninde og midt under filmen blev lyset pludselig tændt, og så lød det: Danmark er frit.

– Der var ingen, der brokkede sig over, at filmen var slukket. Det var bare med at komme ud på gaden. Jeg løb hjem og klippede alle mors blomster af og bandt en buket. Så løb jeg ned og hang den på Niels Ebbesens statue på Rådhuspladsen. Vi sang og skrålede til langt ud på natten, siger Ebba, der alligevel mødte ind hos slagtermesteren næste morgen, hvor hun var ansat.

– Han sagde til mig, at jeg da ikke skulle være mødt ind. Jeg skulle gå ud til alle de andre frihedskæmpere, der var derude. Så svarede jeg, at havde der været så mange frihedskæmpere, som der nu gik rundt derude, havde vi fået jaget tyskerne ud noget før.

Ebba ryster på hovedet. Hun har sine meninger nu som dengang. Hun gjorde, hvad der skulle gøres. Ikke fordi hun var mere modig end andre.

– Jeg synes, vi skylder dem, der døde under krigen, fordi de gjorde modstand, en stor tak. Tak fordi de kæmpede for Danmarks frihed. Det skal vi aldrig glemme.

Vil du læse mere om besættelsestiden?

Kirsten Thorup har et langt og populært forfatterskab bag sig, og hendes roman ”Indtil vanvid, indtil døden” om kvinden Harriet i efteråret 1942 tog anmelderne med storm i 2020.

Nu er den selvstændige efterfølger ”Mørket bag dig” netop udkommet, og det er den perfekte julegave til alle dem med hang til stor litteratur fra øverste hylde.

Her følger man igen Harriet, men nu i januar 1943 i København. Hendes mand er død på Østfronten i krig for tyskerne, og Harriet forsøger febrilsk at bygge en tilværelse for sig selv og sine to sønner, da en anden mand dukker op i hendes liv.

Det bliver et skæbnesvangert møde, der udfordrer Harriets livssyn. Hun må træffe et skelsættende valg, men mere skal ikke siges her, for ”Mørket bag dig” er en bog af den slags, der skal opleves!

Lige nu kan du spare 20% på bogen i forhold til forlagets pris. Se tilbuddet her.