Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Jørgens blå øjne blev liiidt vandige, da de tre dommere i ”X Factor” efter tur gav ham deres ja ved den første audition. Men der var nærmest højvande i øjenkrogene, da Jørgen så årets første udsendelse hjemme i sin egen stue og opdagede, hvordan tv-folkene havde krydsklippet mellem hans optræden og barnebarnet August, der stod ude i kulissen.
”Jeg elsker dig, morfar,” lød det hele to gange fra 6-årige August, og der har næppe været et eneste damemenneske i hele seerskaren, som ikke også tudede med.
For de blå øjne og charmesmilet er i den grad gået i arv til familiens yngste. Og så vidste seerne endda ikke, at det langtfra er en selvfølge, at August stod der og fik alles hjerter til at banke. For han er hjertebarn og måtte igennem en stor operation, allerede mens hans var baby.
Jørgen har skrevet sange i omtrent 50 år, og de seneste årtier har hans tekster næsten udelukkende handlet om familien.
Læs også: Sofie Linde lader sig ikke påvirke
Ved auditionen fik seerne en sang, der handler om August, der som tumling var på ferie på Peloponnes i Grækenland og blev meget begejstret for små vindmøller, der med Jørgens ord ”stod på pinde for ham”.
– Ligesom vi gør, siger Jørgen og nikker over mod sin kone, Anna-Lise Aaen, som han har holdt i hånden i 37 år.
Faktisk fremførte Jørgen også en sang, han har skrevet til Anna-Lise, ved auditionen, men den blev klippet ud af den færdige udsendelse. Og når Jørgen inden længe stiller op til ”Five chair challenge”, er det med en sang, der er skrevet til Augusts mor, Jørgen og Anna-Lises ældste datter, Mette. Hun er hjertebarn som August og tillige døv.
– Jeg skrev sangen, da Mette var trekvart år og sad derhjemme på stuegulvet hos mine forældre i Hirtshals. Jeg kaldte den for ”Sangfuglen”, og det er jo et pudsigt navn på en sang til en døv pige, men dengang vidste vi ikke, at hun var døv. Det fandt vi først ud af, da hun var halvandet år gammel, siger Jørgen.
– Jeg har jo aldrig hørt musikken, men har alligevel en meget fin fornemmelse af den. Jeg har læst teksten, og jeg har set far synge den så mange gange, at jeg sagtens kan mærke på ham, hvad han vil med den, siger Mette, 34.
Læs også: Oh Land: Det gælder om at være frygtløs
Døvheden til trods har Mette klaret sig ualmindelig flot og arbejder i dag som ergoterapeut i Døvblindehuset i Nærum. Anna-Lise og Jørgens yngste datter, Pi, er netop færdiguddannet som jurist og optræder også med sin musik.
Mette var halvvejs i sin graviditet, da hun fik at vide, at August også var hjertebarn, men det var først, da han var fire uger gammel, at alle fik vished for, at han ikke var døv.
I dag er han tosproget – han taler tegnsprog med Mette, og talesprog med resten af familien. Når han altså ikke lige bruger musikken som sprog sammen med morfar.
– Det siges, at børnebørn er livets dessert. Men så er det altså en meget næringsrig dessert helt uden tomme kalorier, smiler Jørgen, der hver tirsdag cykler med August til Susannes Musikbiks, et musikhold på Østerbro.
– Den med ”efterårets farver”, som jeg sang i fjernsynet, har jeg lært i Susannes Musikbiks, fortæller August.
– Det vidunderlige er jo, at jeg ikke skal forsørge August, jeg skal bare være der for ham, siger Jørgen.