Rosa har KOL: Jeg bli’r så glad i låget, når jeg synger

Tit kan det være svært at høre, hvad hun siger. Især de lange sætninger. Som har hun ikke tilstrækkelig luft til de mange ord.

Det er da også lige præcis det, der er galt. Rosa Kirk i Greve syd for København har KOL – tidligere kaldet ”rygerlunger”. Altså svært ved at styre vejrtrækningen – og jævnligt åndenød. Paradoksalt nok lægger man ikke mærke til det, når hun synger. Hvad 73-årige Rosa faktisk gør hver anden fredag eftermiddag henne i kommunens borgerhus. Side om side med 70-80 andre med samme åndedrætsproblem. I KOL-koret, hvis imponerende repertoire strækker sig fra salmebogen over ”Giro 413”-favoritter til tidens musical-hits.

– Jeg ved godt, at det ikke gør mig rask. Har du først fået KOL, følger sygdommen dig resten af livet, men jeg får det bedre. Ikke bare, mens vi synger. Resten af dagen føles det, som om jeg trækker vejret mere ubesværet, siger Rosa, men indrømmer, at alt som regel er tilbage ved ”det gamle” dagen efter.

Læs også: Majbritt har KOL, men øver sig i at tænke positivt

KOL fra cigaretterne

Det er otte år siden, Rosa – enkefrue i godt 30 år – skoddede den sidste af sine daglige 15-20 Grøn Look. Tilmed ikke engang efter et helt voksenliv som ryger.

– Jeg var 36 år, da jeg tændte den første cigaret. Min mand og jeg var begyndt at campere. Og når vi hyggede os med de øvrige campister, bølgede røgen gennem forteltene. Alle røg jo dengang – langt de fleste i hvert fald. Så jeg sagde til mig selv, at enten begyndte jeg at ryge, eller også holdt vi os for os selv i vores egen campingvogn.

Og nikotinen vandt. Ægteparret var trods alt rejst ud for at træffe andre mennesker. Så fra det øjeblik var hun fast kunde hos den lokale tobakshandler.

– Det var jo, før alt og alle advarede mod rygningens farer, siger Rosa, der i de år var hjemmegående.

– Det kaldte man os jo, selv om jeg passede regnskaberne og holdt styr på alle papirer i min mands lille autoværksted. Og opdrog vore to døtre, ler hun, mens hun denne februar-fredag sammen med et par af de andre ”sangere” fylder termokanderne i borgerhusets lille køkken.

Se også: Mormor til linedance: Benene vil ikke det, jeg vil

Noget var galt

– Vi skal da have smurt stemmebåndene med en kaffetår og et stykke lagkage i pausen. Det er jo ikke kun sangen, vi er fælles om. Ikke fordi vi snakker KOL hvert andet øjeblik, men på en eller anden måde hjælper det at møde mennesker, der døjer med det samme, og som ved, hvad man går igennem, kender frygten for, at det bliver værre med tiden, og hvordan man tager tilløb, hver gang man skal udendørs. Især hvis der er regnbyger eller gråvejr i luften.

Det var også på den måde, Rosa opdagede, at noget var grueligt galt. At hun ikke længere kunne gå langt uden at blive forpustet, men måtte stoppe op og vende næsen hjemad. På en af de dage besluttede hun at søge læge. Og her efterlod en såkaldt pusteprøve ingen tvivl:

– KOL, lød diagnosen. Og omgående medicinsk behandling. Den hjælper da også. I hvert fald holder den sygdommen nede i de dele af lungerne, der ikke er angrebet, sige Rosa, der i selv samme øjeblik for stedse lagde cigaretpakken fra sig.

Ikke en tone i livet

– Det var nu ikke første gang, jeg holdt op. Det har jeg gjort masser af gange. Men du ved, så sker der lige noget og… ja, så bilder man sig ind, at en smøg nok vil hjælpe.

Denne gang var det dog alvor. End ikke de to gange, Rosa fik nye hofter, var hun ved at ”falde i”. Og selv om hun et par gange har fået lungebetændelse – formentlig på grund af det fugtige klima og for megen aircondition – har hun forsøgt at bilde sig selv ind, at sygdommen så måske alligevel ikke skyldes de grønne Look. Navnlig ikke, efter at hun var blevet en del af KOL-koret, som hun første gang hørte om under genoptræningen efter en af sine hofteoperationer.

– Her kom jeg til at gå ved siden af Carsten Brøsch, der er initiativtager til koret. Og selv om jeg påstod, at jeg ikke havde en tone i livet, fik han mig overtalt. ”Det er der heller ingen af os andre, der har,” grinede Carsten, der selv er hårdt ramt af KOL og fortalte, hvordan det er lægefagligt bevist, at sang presser patienten til at trække vejret effektivt og målrettet og dermed lærer os at anvende vor begrænsede lungekapacitet bedst muligt.

Læs også: De danser med Parkinsons: Vi bliver ikke raske - men gladere

Livsglæde

Så skønt musik aldrig havde været Rosas store interesse – hun har aldrig været til en koncert, men højst lyttet til go’ gammeldags pop i radioen – dristede hun sig for fire år siden ind i borgerhusets sanglokale. Og sang til sin egen forbløffelse lystigt med, da Ulrik Skat Sørensen – uddannet i musikvidenskab og souschef på Den Musiske Skole i Greve, der styrer alt det praktiske i forbindelse med KOL-koret – slog an på flyglet.

– Jeg var begejstret. Det er ikke for meget sagt, at jeg tog hjem som et helt anderledes menneske. Jeg var simpelthen ”glad i låget”, som man siger. Hvor jeg fik luften fra, anede jeg ikke – ikke dengang i det mindste, fortæller Rosa, der dog snart skulle opdage, at livsglæde gør næsten lige så megen gavn som den receptpligtige medicin fra apoteket.

– Men spørg mig ikke, om vi synger i mol eller dur, beder Rosa. Hvad der vel egentlig også kan være hip som hap.

Hovedsagen er, at det dur!