Sådan forberedte Vicki Berlin sig til rollen som Hilda

”Under stjernerne på himlen”, der har biografpremiere 20. marts, er den barske og rørende fortælling om en af dansk populærmusiks største personligheder, Tommy Seebach, og hans kamp for at forblive på toppen og opretholde sit familieliv. Anders Matthesen og Neel Rønholt spiller hitmageren og hans hustru Karen, og i deres omgangskreds møder vi Caspar Phillipson og Vicki Berlin som Keld og Hilda Heick og Anders Juul som Ivan Pedersen. Kasper Gaardsøe har instrueret.

Hvordan reagerede du, da du fik tilbudt rollen som Hilda?

– Da Kasper Gaardsøe ringede mig op angående rollen, understregede han nærmest undskyldende, at det bare var en lille rolle. Men jeg var ligeglad, om den var lille eller stor. Jeg var stolt over at skulle spille Hilda. Jeg har mødt hende og Keld ved flere lejligheder, og de er i mine øjne de skønneste, varmeste og reneste mennesker med de bedste værdier. Dem kan man kun have den største respekt for. Derfor gik jeg også til opgaven med stor alvor og så blandt andet videoer på YouTube for at lære, hvordan hun bevægede sig. Der er jo også det særlige ved situationen, at Hilda stadig lever i bedste velgående. Så jeg ringede hende op, og vi fik en snak om de glade Melodi Grand Prix-år og hendes forhold til Tommy. Det var det mindste, jeg kunne gøre. Hun skulle under ingen omstændigheder sidde i biografen og føle, at vi havde ramt helt skævt i forhold til virkeligheden.

Hvem inspirerer dig?

– Min mor er en fantastisk inspiration for mig. Jeg mistede min far for ikke så længe siden, og min mor har med stor styrke tacklet overgangen fra tosomhed til en tilværelse på egne ben. Hun har rykket sine egne grænser og sagt til sig selv, at det var nødvendigt at se nogle mennesker og kaste sig ud i nye ting. Og hun er beviset på, at det aldrig er for sent at komme ud af sin skal og overvinde sin frygt. Men hun har også inspireret mig mere direkte. Jeg har aldrig gerne har villet lære tegnsprog og dermed blive bedre til at tale med folk, der ikke kan høre. Men det var først, da min mor og min mand tog fat på at lære grønlandsk, at jeg omsider fik taget mig sammen til at tilmelde mig et tegnsprogkursus.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– I kraft af mine daglige gåture med vores to ruhårede gravhunde er jeg kommet i kontakt med Susse, som er en ældre dame, der bor i området. Hun er enke efter en billedkunstner, og en dag spurgte hun, om jeg ville med hende hjem og se nogle af hendes mands skulpturer. De var sindssygt udtryksfulde og forestillede både mennesker i alle former og mere symbolske opstillinger af ting. Jeg fik mig dermed en oplevelse, jeg ikke selv havde opsøgt, og som kom helt bag på mig. Og oveni har jeg fået en god veninde i Susse.

Hvornår har du sidst grædt?

– Jeg var både rørt og grådlabil, da jeg for nylig så en dokumentar om børn, der var forsvundet i junglen i Columbia. Jeg har i det hele taget haft alt for let til tårer, siden jeg mistede min far. Sorgen sidder permanent i mig og bare det at overvære, at et barn får skældud og bliver ked af det, er nok til at kalde tårer frem.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Her må jeg nævne to ting. Den første var, da jeg vandt Årets Dirch i 2011. Den pris havde jeg hele livet drømt om at få. Den anden var at få rollen som Paula i filmen ”Triangle of Sadness” i 2020. På det tidspunkt var jeg havnet i kassen for humor og satire og fik kun tilbudt den type opgaver. Så det var en befrielse at gå til casting hos en udenlandsk instruktør, der intet kendte til mig, og score en stor rolle i en stor film udelukkende på basis af mit skuespil.