Sabine til penneveninde gennem 60 år: Du er min største gave

Sabine Hennig havde gået og undret sig over, at Lis, hendes danske penneveninde gennem 60 år, på det seneste havde ringet langt hyppigere end normalt, og da Sabines datter, Bea, samtidig fortalte hende, at der ventede hende en overraskelse på hendes 71-års fødselsdag, begyndte hun så småt at lægge to og to sammen.

Læs også: Dabske Ethel og norske Astrid har været penneveninder i 75 år

Penneveninder fra skoletiden

– Men jeg kunne alligevel ikke få tingene til stemme inde i mit dumme hoved, siger Sabine her på selve dagen, den sidste og pænt solrige onsdag i februar, hvor Lis pludselig står på den lille plads foran familien Hennigs gæstgiveri i Sacro, en lille landsby 150 km sydøst for Berlin.

– Jeg kom jo ikke til din runde fødseldag i 2018, fordi der både var sne og storm. Men i år kommer jeg, siger Lis og giver Sabine et kæmpe kram.

– Oohh, du bist mein schönstes Geschenk, kommer det uforbeholdent fra den alligevel overraskede fødselar.

Lis Andersen, 73 år, og Sabine Hennig har været penneveninder, siden de var henholdsvis 13 og 10 år, men i den første halvdel af deres imponerende lange pennevenskab satte det kommunistiske DDR strenge begrænsninger for, hvad sådanne to småtøser måtte skrive til hinanden, og hvor ofte de kunne ses.

Kun to år efter, at de skrev deres første breve, blev ”Der Antifaschistischer Schutzwall” opført. Herhjemme er den kendt som Berlinmuren, der stod som en jernvæg – og en skamstøtte – imellem de to tyske lande indtil 1989.

Læs også: 85-årige Karen elsker at rejse

Mødtes kun tre gange

Pigtråd, jernarmeret beton og nyfigne, medlæsende øjne fik heldigvis ikke held til at stoppe det spirende venskab.

Hvad der var startet på papir med omhyggeligt prentede, tyske gloser, voksede sig over år langt ud over pennevenskabet og blev til det tætteste, man kan forestille sig, når man nu ikke er biologisk beslægtet.

– Lis er min tante, vi er jo familie, siger Bea med stor selvfølgelighed.

Lis og Sabine så blot hinanden sølle tre gange i løbet af de første 30 år, men efter murens fald har de helt opgivet at holde styr på, hvor mange gange de har mødtes. Det afgøres altid af antallet af konfirmationer, runde fødselsdage og andre gode påskud for at ses. For de seneste 30 år har der gudskelov kun været 600 kilometer imellem dem og ingen pigtråd til at skille dem ad.

Ved de tre første møder var det Lis og hendes mand, som måtte rejse sydpå, men så snart Lis hørte, at muren var faldet, sendte hun besked til Sacro: ”Kom, kom, kom til Danmark – så hurtigt I kan!”

Læs også: Gudrun og Gunnar fik et helt fodboldhold

Lis’ yndlingsret

– Åh, du er virkelig min bedste gave, gentager Sabine, nu hvor vi har fået os placeret med kaffekopper midt i Gasthaus Sacros restaurant.

Og Sabine indrømmer, at hun stadig sitrer over hele kroppen af bare spænding over det uventede besøg. Nu går det også op for hende, hvorfor døtrene Bea og Claudia har haft så travlt med at få hende til frisør og få hende til at rydde lidt op i lejligheden oven på gæstgiveriet de seneste dage. For de to søstre har naturligvis vidst alt om Lis’ hemmelige planer.

– Du plejer jo aldrig at være den, der tager telefonen, men hver gang jeg ringede for at aftale nærmere med Bea, var det alligevel dig, der tog telefonen, siger Lis og ler højt. Til sidst lykkedes det at få aftalen i hus med Bea, som også straks deklamerede, at hun naturligvis ville lave ”Rinderouladen mit Rotkohl” til fødselsdagsmiddagen.

– Det har været min yndlingsret alle de år, jeg er kommet her. Det svarer lidt til vores benløse fugle, men de bruger et større stykke oksekød, og så består fyldet også af sennep og syltede agurker, fortæller Lis og ser ud, som om hun næsten ikke kan vente til middagen.

Læs også: Slægtsforskning er din private danmarkshistorie

Hjælper hinanden

I dag forhindrer Sabines nedslidte helbred hende i at svinge kødgryderne, så Bea, som også bor på Gasthaus Sacro med mand og børn, har taget over. Claudia, som er sygeplejerske, og lillebroren Immanuel bor også tæt på, for det er en familie, der holder sammen og passer på hinanden. Sabine mistede sin mand, Michael, for over 20 år siden, og Lis blev enke i 2003.

To år efter fandt hun sammen med sin daværende kollega på skadestuen på Bispebjerg Hospital, Henrik. Lis arbejdede som sygeplejerskesekretær, Henrik som afdelingslæge. Begge ægtemænd er gledet naturligt ind i det østtysk-danske venskab.

– Min første mand, Jørn, havde ofte møder i Berlin, og jeg husker specielt et år til karnevalet, hvor begge Sabines svigersønner var syge. Kroen skulle bespise flere hundrede mennesker tre weekender i træk, så Jørn tog til Sacro efter sine møder i Berlin og stod i baren, og den sidste weekend var jeg også hernede og skrælle kartofler og hjælpe til, mindes Lis.

Hendes nuværende mand har også hænderne skruet rigtigt på, så han reparerer gerne køkkenskuffer og den slags, når de er på besøg. I 1993 blev Lis’ yngste, Annemette, konfirmeret i Sacro sammen med Sabines yngste, Immanuel, og nogle år efter kom Annemette i huset hos Bea og Claudia for at hjælpe med børnepasning.

Så de to familiers historier snor sig ind mellem hinanden som en velrullet rinderroulade, og hurtigt går snakken om fortid, nutid og fremtid.

Læs også: Juul mistede sin mor

Det første møde

– Det her foto er fra vores allerførste møde i 1967, siger Lis og peger på et af de første billeder i et medbragt fotoalbum.

– Året før var jeg blevet gift med Jørn, og vi planlagde en tur til Sacro. Det var ikke helt let, for Sabines familie var ikke medlem af kommunistpartiet. Vi kunne ikke søge besøgsvisum, men kun et 24-timers eller 1-uges turistvisum, hvor staten bestemte, hvilket hotel vi skulle bo på.

Og det var ikke det billigste. Vi måtte nøjes med 24 timer, men vi nåede meget på det døgn, og det blev en fantastisk oplevelse. Også selv om turen gennem DDR med kontrol på kontrol var en prøvelse.

– Mit tyske var ikke så godt endnu, men snakken gik alligevel, da vi kom frem, for der var meget, vi gerne ville vide om hinanden. Noget, som vi kun havde fortalt en lille smule om i brevene, fordi vi vidste, at Stasi læste med. Telefon havde de ikke hernede, men den ville jo også være blevet aflyttet, fortæller Lis.

Seks år efter fulgte et nyt 24-timers besøg, og i 1981 mødtes de to familier i Østberlin. Endelig i Danmark Og så omsider, helt præcis den 20. februar 1990, blot 3½ måned efter murens fald, kunne de to familier mødes frit på dansk jord.

Kom til Danmark

– Det var meget bevægende at mødes i Danmark, det havde vi aldrig troet skulle ske. De blev hos os en uge, hvor vi travede København tynd, fortæller Lis, som dengang boede med sin familie i Vanløse. Hun mindes, at Sabine og hendes mand var meget overvældede over butikkernes enorme udvalg, men selv har Sabine i dag ikke så nemt ved at sætte ord på oplevelsen.

– Jeg husker bare, at alt fra Vesten var vidunderligt og af en langt bedre kvalitet end det, vi kunne få, siger Sabine. Hun er oprindeligt uddannet dameskrædder, og derfor forstod hun også at værdsætte det baby- og børnetøj, som Lis gennem årene fik sendt ind bag jerntæppet.

– Min ældste, Lene, er fem måneder ældre end Sabines Claudia. Så snart Lene var vokset ud af tøjet, sendte jeg det herned, siger Lis. – Og når Claudia var vokset ud af det, gik det hele byen rundt til de andre babyer, mindes Sabine.

I dag er hun den, der får gaver, for Lis har selvfølgelig taget et par pakker med til dagens fødselar. – Quittentee, siger Lis og lægger en pakke af Sabines yndlingskvædete på bordet, og lidt efter har Sabine pakket yderligere to gaver op: et smukt forsølvet hjerte og en skytsengel.

– Nu kan skytsenglen passe på dig hernede, og jeg har en magen til, der passer på mig derhjemme, lyder fra fra den ene veninde til den anden som start på en dejlig dag i hinandens selskab.