Seks råd fra Heino Hansen: Sådan håndterer du andres sorg

For standup-komikeren Heino Hansen er hans livs værste jul snart overstået. For et halvt år siden døde hans mor, Anni Hansen, kun 61 år gammel, og i månederne derefter har den 32-årige komiker fra Næstved noteret sig, hvor svært det er for os danskere at være pårørende til en pårørende i sorg.

I en status-opdatering på Facebook, der i den grad har påkaldt sig danskernes opmærksomhed, kalder Heino det ligefrem for en kunst.

- Når mine egne venner har mistet en nær, har jeg ikke selv været den bedste til at håndtere det, det ved jeg nu. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvordan jeg skulle have gjort, så derfor vil jeg skrive åbent om mit forløb - så andre måske kan få glæde af det, skriver han.

Han forsikrer, at det ENESTE, man kan gøre forkert, er ikke at gøre noget.

Læs også: Sådan kom Kirsten videre efter tabet af sin mand

Det varmer midt i sorgen

- Folk er så bange for at få sagt eller gjort noget forkert, men jeg tror virkelig, at jeg taler på mange pårørendes vegne, når jeg siger: Vi vil gerne tale om det, vi vil gerne modtage én ekstra sms, vi vil gerne ringes til. Måske svarer vi ikke, men beskeden, opkaldet, krammet eller kaffe-invitationen er i allerhøjeste grad noteret - og det varmer mere, end I nogensinde forestiller jer.
Hellere en klodset formulering eller gerning end at gøre den pårørende til et spøgelse på gangen, der ikke må snakkes direkte til.

Heino Hansen har opstillet seks råd til , hvordan en pårørende til en pårørende kan håndtere den rolle, og med hans tillladelse gengiver vi dem her (i let redigeret form). At dømme efter de tusindvis af tilkendegivelser, han har fået på Facebook og de mange delinger, der er foretaget, har han ramt direkte ind i danskernes hjerter:

Læs også: Derfor skal du dele din sorg med andre

De seks råd

1:

Den første måned er man i en form for chok-mode, så der er sorg-bearbejdningen ikke gået i gang. Der er det vigtigt at ringe, skrive, møde op - ALT, hvad du overhovedet overskuer. Stil ikke for mange spørgsmål, bare snak, lyt, vær der.

2:

Gør noget. Et eller andet. Selv efter flere måneder. Sætningen: "Du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre" er helt sikkert velment, men den har sjældent den store effekt (sms'en er DEJLIG at få - men hvis du vil hjælpe med noget konkret, så tag action). Skal en person der er nede i et hul, kunne uddelegere opgaver til andre? Man ved ikke, hvad man skal bede om, så tag en beslutning - og gør det.
Skriv hellere "Jeg kommer forbi om en time, og jeg har en pizza med" end "Du må altså sige til hvis jeg en dag skal komme forbi med en pizza".
Man siger ikke til, men man ville blive glad for besøget.

3:

Når en person mister en nær, er personen pårørende til et offer, personen er ikke et offer. Så undgå at behandle pårørende som ofre, f.eks. hvis din ven/kollega/studiemakker mister en nær. Så hurtigt som muligt skal du behandle personen, som du plejede at gøre. Stille de samme krav. MEN - husk nu at være opmærksom på, hvorfor tingene måske ikke altid bliver eksekveret på samme måde som de plejer.
Man vil ikke tales efter munden, og man vil ikke have mere ret, end man plejer at have. Man vil mærke, at tingene er, som de plejede at være.

Undgå så vidt muligt at lade en person, der gennemgår en sorg om at være alene med større opgaver. Følg op på det oftere, end du normalt ville, så man ikke føler sig alene med det. Man er slet ikke ude af stand til at arbejde, man er bare mere sårbar, ISÆR når man er alene med sine tanker.

4:

Tænk gerne over, hvordan du vil spørge ind. "Hvordan går det" er nemlig et KÆMPEspørgsmål, når man er ødelagt indeni. Hvor skal man starte? Find evt et mere specifikt område at spørge ind til. Eksempelvis: "Har du kunnet mærke det i dit forhold, at du kæmper med sorg? Og hvordan er udviklingen med det?"
Så har man noget specifikt og målbart man kan svare på, og dermed få sig selv til at tænke over.
Man prøver jo også selv at blive klogere på det hele - og der hjælper den slags samtaler.

5:

Når en tragisk oplevelse er kommet på afstand, er det helt naturligt, at man italesætter den mindre, både som pårørende, og som pårørende til pårørende.
Men gør det gerne en gang imellem, selv hvis det til sidst er med et års mellemrum.

Nu er jeg ikke selv kommet så langt endnu, men jeg vil gerne lægge hovedet på blokken: Hvis nogen sætter sig ned om 5 år og spørger: Det der med din mor i 2016, hvordan med det.. Hvor tit tænker du på hende i dag? - så vil det stadig varme ligeså meget.

6:

Giv valgmuligheder, fremfor at give et ja/nej-valg. Så i stedet for at skrive "skal vi ses?", så kan du skrive "Vi skal ses. Hvad har du mest brug for? At snakke, en tur i byen eller bare at chille til en serie?"

Heino slutter sin opdatering med et sidste godt råd:

Sorg kan overtales og gennemleves til at gå til ro, men den hader at blive ignoreret.
Savnet vil altid være der, men sorgen er en grim én, der skal væk - og det er et fællesprojekt i vennekredsen, familien, på arbejdspladsen og i sportsklubben -
husk det.