Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
To lange borde er dækket op med foldede servietter og tændte stearinlys. Smørrebrødet er hentet, og Helga Olesen, der er en af arrangørerne, sidder klar til at tage imod betaling. Ude ved indgangen står Jytte Laursen og Inger Kruse klar til at hilse på kvinderne, der denne gang har meldt sig til Damesalonen i Billund Centeret i Billund. Det har ikke færre end 70 af byens kvinder gjort, og de strømmer nu ind i lokalet og hurtigt fylder pladserne omkring bordene.
Nogle kender hinanden, andre gør ikke. Men man fornemmer, at snakken går rimelig gnidningsfrit uanset hvad.
– Vi har ramt noget, som kvinderne synes om. Det er der ingen tvivl om, siger en anden af arrangørerne, Helga Christensen, tilfreds.
Læs også: Lattermusklerne trænes bedst i fællesskab
Damesalonen inviterede første gang til samvær for et halvt år siden, og lige siden har det samlet 70 kvinder hver måned. Det er endda så populært, at nogle står på venteliste hver gang.
Konceptet er ret simpelt: Tre stykker smørrebrød, et par sange fra den blå ”Højskolesangbog” og så masser af snak i halvanden time.
– Vi synes jo, at det er helt fantastisk, at kvinderne har taget så godt imod det her tilbud. Jeg tror, at det skyldes det uforpligtende i det. Man er ikke bundet til noget fast, man kan komme alene, og udgangspunktet er ens for alle. Man skal bare snakke med sidemanden, forklarer Helga.
Dog opfordres kvinderne til at sætte sig blandt nogle, de ikke kender i forvejen.
Læs også: Vi strikker sognet sammen
– I begyndelsen var der nogle, der optog pladser til hinanden, så de kunne sidde sammen, men det vil vi helst ikke have, for der skal være plads til alle, og det skal ikke være svært at komme, fordi man er alene, understreger Helga, der til gengæld ikke blander sig i samtaleemnerne.
– Jeg aner ikke, hvad de taler om, men snakket bliver der, for det er svært at få ørenlyd, griner Helga.