Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Direktøren for det hele hedder Snyd. Han har fire ben og en pels så blød.
Det kan godt være, at de ansatte på Plejecenter Solbakken i Ringsted tror, de har en kommunal chef med månedsløn og risiko for mavesår, men de tager fejl. Den rigtige direktør på centret er hunden Snyd. Han kan noget, de tobenede ansatte ikke kan.
Snyd kan gå ind og få to mennesker til at holde fred, en anden til at stå op af sin seng, og et tredje menneske får han til at huske, hvordan det var at elske nogen og passe på et andet levende væsen.
Alt det kan Snyd, der er en bomuldshund på 7 år. Han tripper ind ad døren så godt som hver dag sammen med sin bofælle, Lisbeth. I Snyds verden er han ikke ejet af nogen. Det er snarere omvendt, for lige så lille, han er, lige så stor er hans selvtillid.
Beboerne her på centret er demente. Nogle har ikke længere et sprog, de fleste kan ikke huske, hvem de er, eller hvorfor de er her, men de kan alle elske en lille hund, og netop derfor er Snyd indstillet til at modtage Demensprisen 2019.
Det har han været en gang før, men dengang måtte han ikke få den, fordi han er en hund og ikke et menneske. At han ikke måtte få prisen, er Snyd egentlig ligeglad med, men alle hans mennesker synes, han er den, der gør livet en lille smule bedre hver dag, så nu prøver de igen at indstille ham til den fornemme pris.
Læs også: Plejehjem har campingvogn i baghaven
Erik Lynggaard træder ind ad døren hver dag klokken 10.23. Ikke et minut før eller et minut senere. Han kommer, fordi hans kone, Gudrun, bor her. Hun har boet her de seneste tre år, fordi hun har Alzheimers.
Erik må stadig se væk, når han skal fortælle, at Gudrun bor her, fordi han ikke længere kunne klare at passe hende hjemme. Sådan var det ikke meningen, det skulle være, når man har været gift i 55 år, men sådan er virkeligheden desværre for de to.
Erik synes stadig, at Gudrun er det smukkeste og sødeste, der er sket ham her i livet. Gudrun genkender stadig sin mand, og han forstår hende stadig, selv om hun har glemt sit sprog.
De er hver sit sted i livet, men de har én stor fælles glæde sammen: hunden Snyd.
Erik giver sin kone et knus og pakker omhyggeligt frisk frugt ud, som han har skåret i mundrette bidder hjemmefra. Stykke for stykke giver han hende det på en gaffel, så hun ikke behøver at fedte sine fingre til.
I en anden plasticpose er der en frikadelle, der er skåret lige så omhyggeligt ud. Den er til Snyd, der både kan give pote, snurre rundt om sig selv og ligge død. Faktisk er han så dygtig, at Buster Larsens Kvik i ”Matador” kunne have lært en hel del her.
Læs også: Lones mand er dement: Jeg lever for de gode øjeblikke
Snyd kan mere end hundekunster. Han er nøje udvalgt til sit job på demensafdelingen. Det var sosu-assistent Pia Hansen, som anskaffede ham for fem år siden, da han var en ung hund på 1 år. Og hun havde en plan med ham.
− Vores demente beboere er så dårlige, at de ikke længere kan forholde sig til tøjsæler eller dukker, der kan sige lyde, som man ellers bruger på mange afdelinger for demente. De kan til gengæld forholde sig til en lille hund, der opsøger dem og lægger sig tæt ind til dem, så de mærker varmen.
− Vi har haft beboere, som kom op at skændes. Når vi så lagde Snyd i den enes arme, stoppede de konflikten og tog sig så af hunden. Vi har haft en kvinde her, som ikke mere ville stå op. Men når Snyd kom ind til hende og nussede hende i ansigtet, så stod hun op.
− Snyd rammer noget i de her mennesker, som har glemt så meget. En gammel husmor husker pludselig, at hunden da skal have mad, en gammel mand husker pludselig, at hunden da skal lukkes ud i haven. Snyd er dagens store glæde for de mennesker, som bor her, fastslår Pia.
Man må dog aldrig glemme, at Snyd har sin egen vilje. Faktisk boede han kun kort tid hos Pia, før han flyttede hjemmefra.
Læs også: Ole flyttede på plejehjem: Fire af ugens syv nætter sover Margit hos ham
− Jeg bor i et rækkehus, og han gøede helt vildt, hver gang nogen gik forbi, og det var virkelig irriterende. Når jeg skulle noget, passede min kollega Lisbeth Petersen ham, og det var han vældig tilfreds med. Han var faktisk så tilfreds, at han somme tider gik hen til hendes bil og hoppede ind der, når vi havde fri.
- Så fik han lov til at køre med hende hjem og blive der natten over. Det skete flere og flere gange, for han var åbenbart vældig godt tilfreds med Lisbeths boligforhold, fortæller Pia.
Det var måske ikke så mærkeligt. For Lisbeth bor i et hus i en skov. Her må han sidde i alle møblerne og sove under dynen. Lisbeth var alene, kæresten boede et andet sted, men det vigtigste var, at Lisbeth havde haft hund før. Den blev 16 år, inden den døde, og Lisbeth manglede klart en hund. Det syntes Snyd i hvert fald.
− Jeg spurgte min kæreste, hvad han ville sige til, at jeg overtog Snyd. Det havde han ikke noget imod, faktisk laver han mørbradbøf til Snyd, hver gang han er hos mig, og som han siger: ”De 16 år går hurtigt.” Så ja, nu bor Snyd hos mig, siger Lisbeth − og forstår slet ikke, at det er hende, som bor hos Snyd. Men pyt, hvad betyder det, når de alligevel tager på arbejde sammen hver dag.
Når Snyd er på plejecentret, tør Gudrun godt få ordnet sine fødder, og når Snyd ligger tæt op ad hende, føles det som dengang, børnene var små, og hun var midtpunktet i nogens liv.
Læs også: Ulla og Peter er kærester - Peters kone bor på plejehjem
Nu er børnene store, de har deres egne liv og deres egne familier. Gudrun er 80 år, og hun kan ikke længere huske, hvem hun er, men hun er glad. Når hun sidder sammen med Erik og nusser den lille hund, så er alt sammen, som det skal være.
Klokken 11.53 kysser Erik sin kone, klapper Snyd og formaner ham at passe godt på Gudrun, og så kører han hjem til huset, hvor de engang var to. Der får han en sildemad og en snaps og bagefter en lur til fjernsynet.
Efter en lang dag med frikadeller, hundekunstner, kram og knus er det på tide, at direktøren tager hjem. Her leger han med naboens hund, ruller sig i græsset og lægger sig til rette i Lisbeths seng. Der er en ny dag igen i morgen. Snyd kan sove de retfærdiges søvn.
Han er til glæde for de mennesker, som ikke mere kan huske, hvad kærlighed og omsorg er, men det er jo netop det, der er hans job: at give menneskene omsorg, for Snyd elsker alle − næsten. Faktisk kan han ikke fordrage pedellen på plejecentret, selv om hun er flink. Sådan er det med direktører. De er ikke altid til at forstå, men de bedste er svære at undvære. Og Snyd er en af de bedste.
Om Demensprisen:
Demensprisen 2019 gives til en medarbejder på demensområdet, som har gjort en ganske særlig indsats for de demente.
Hunden Snyd og dens mennesker, som du kan læse om her, er en af kandidaterne.
Hvis du kender en medarbejder, som har gjort noget ganske særligt for de demente, kan du indstille vedkommende til prisen, der er på 10.000 kr. til vinderen og 50.000 kr. til arbejdspladsen. Et skema skal inden 1. maj udfyldes på demensprisen.dk.