Søren solgte ploven og sparede tid og penge

Der er ingen risiko for ubudne gæster på Knudstrupgård lidt uden for Sorø i Vestsjælland. De to labradorer, Vilma og Alma, giver højlydt hals, når man svinger ind ad lindealléen og videre gennem porten til gården fra 1842.

En kat flygter over gårdspladsen, mens støjen får landmand Søren Ilsøe til at dukke frem fra en af længerne iført headset og en kasket med teksten ”Make soil great again”. Netop budskabet om at gøre jorden god igen er blevet Ilsøes mission.

Mennesker har pløjet jorden i henved 6.000 år, men i år 2000 stoppede Søren Ilsøe.

– Jeg solgte min plov og har ikke pløjet siden. De første år brugte jeg harve, og i 2011 skiftede jeg til direkte såning. Min såmaskine er så skånsom over for jorden, at jeg er nødt til at notere, hvilke marker jeg har kørt på, for ellers kan jeg ikke se det, siger den 63-årige landmand.

Han forklarer, at en plov ødelægger den biologiske mangfoldighed, når den skærer sig igennem jorden. Ploven dræber op imod to tredjedele af alle regn-ormene, billerne, edderkopperne og de mange andre dyr, der ellers er med til at gøre jorden levende. Det er nyttedyr, der blandt andet bekæmper ukrudt, så landmanden kan mindske sit forbrug af ukrudtsmidler.

– Jeg har ikke brugt insektmidler i 12 år. Forleden ringede en nabo og spurgte, om jeg også havde lus i hveden. Jeg tjekkede for en sikkerheds skyld, men nej, der er ingen lus her på gården. Alle edderkopperne og billerne tager dem, smiler Søren.

Søren trådte sine barnesko i forpagterboligen til Knudstrupgård. Siden flyttede han fra gården og uddannede sig til planteavlskonsulent, men da gården i 1996 blev sat til salg, var han en af mange, som bød.

– Jeg var heldig at få gården og begyndte med traditionel drift, men jeg har altid interesseret mig for at udvikle jordbruget. For eksempel samler jeg ikke halmen op efter høst og presser den til halmballer, sådan som mange andre landmænd gør. I stedet har jeg altid efterladt halmen på jorden, fortæller han og viser vej til en af sine marker.

Fra landevejen går vi ind på en bygmark, hvor rester af halmen fra sidste års høst endnu ligger mellem planterne.

– Mange kender de store bare marker om efteråret, når der er blevet pløjet efter høst. Men på Knudstrupgård er jorden dækket af planter eller afgrøde-rester hele året. Dermed lagrer jorden kulstof i stedet for at udlede den, og på den måde mindsker vi CO2-udslippet til luften.

Søren stikker en spade i jorden og vender jordknolden om. Selv om vejret har været tørt længe, er der tydelige spor af regnorme på op til 30 centimers længde.

– Når jorden er så tør som nu, graver regnormene sig dybere ned, men deres gange bevares og er med til at give jorden en sund struktur, så den kan optage nedbør og holde på fugten, siger han og peger på en ”tunnel” i jordknolden gravet af en regnorm.

Dyrelivet i jorden fremmer desuden dyrelivet over jorden. I luften er der både viber og lærker, selv om de to fuglearter ellers er på tilbagegang på landsplan herhjemme.

To harer springer i rasende fart hen over marken og lidt efter følger et dådyr, mens Alma og Vilma springer kåde omkring.

Sparer tid og penge

Vejr og økonomi er gerne to sikre emner i selskab med en landmand, og det slår heller ikke fejl i tilfældet med Søren Ilsøe. Vejret er han utilfreds med efter ugers tørke, men økonomien er han anderledes positiv overfor:

– Jeg sparer op imod 600.000 kroner om året, fordi jeg ikke pløjer. Det er penge, som jeg ellers skulle betale til maskiner, reparationer, brændstof og så videre.

Han har mindsket sit forbrug af diesel med 15.000 liter om året, og i en tid med høje energipriser er det en stor post for mange landmænd. Et lavere dieselforbrug betyder også et mindre klimaaftryk, hvilket ligger Søren meget på sinde.

Og så er der tidsforbruget, påpeger hans hustru, Minna Ilsøe:

– Søren er meget mindre i marken, fordi han ikke skal køre så meget, som dengang han pløjede. På den måde sparer han mange timer om året og behøver ikke en medhjælper, siger hun.

Tiden bliver dog sjældent brugt under parasollen ved de hvidmalede borde og bænke i haven med lavendler og rododendron.

– Jeg skal minimum 200 kilometer fra gården for at kunne slappe af og lade være med at tænke på alt det, der skal laves og forbedres. Man bliver aldrig færdig et sted som vores, smiler Søren med et blik til sin hustru, der nikker samstemmende.

Hokuspokus?

Sørens arbejde med jorden på Knudstrupgård vækker opsigt. Studerende og forskere samt andre landmænd kommer jævnligt på besøg for med egne øjne at se forandringen.

– Landmænd er optaget af at finde ud af, hvad der er hokuspokus, og hvad der virker. Det er naturligt at være skeptisk. Jeg var også selv overrasket, da jeg droppede pløjningen, og det viste sig, at mit udbytte ikke gik ned.

Søren mener, at de fine udbytter fra markerne hænger sammen med, at planterne har det bedre i et bæredygtigt dyrkningssystem som hans.

– Men vi har brug for mere forskning for at kunne dokumentere effekterne og især langtidseffekterne.

En studerende fra Københavns Universitet brugte i tre år Knudstrupgård som afsæt for en ph.d.-afhandling, men Søren og ligesindede håber på flere bevillinger til forskning.

– Store virksomheder som Carlsberg, Arla og Nestlé er meget interesserede i udviklingen og opmuntrer landmænd til regenerativt jordbrug som mit, så jeg er ikke i tvivl om, at vi er på rette vej, siger han.

Størst interesse oplever han fra unge landmænd, og det glæder ham.

– Landbruget står over for kæmpe forandringer de kommende år, mener Søren, der ikke selv har pensionsplaner.

– Vores to døtre er uddannet inden for sundhedsvæsenet, så det bliver måske snarere en nevø, der overtager, når den tid kommer, men det haster ikke.