Sussie efter kræft og tabet af sin ene søn: Man skal altid kæmpe og se fremad

Hvor meget modgang kan et menneske egentlig klare?

Det spørgsmål dukker automatisk op under en lang snak med en kvinde, som må siges at have været mere udfordret af skæbnen end de fleste. Sussie Appelgrens prøvelser startede i en tidlig alder.

– Jeg var 14 år, første gang jeg blev syg af kræft, fortæller hun, som nu er 53 år. – Min mor og far var skilt, og min mor var ikke særlig nærværende, så jeg fik ikke at vide, hvad jeg fejlede. Først da jeg blev indlagt på hospitalet, og den gamle dame ved siden af mig havde en paryk hængende på en arkitektlampe ved sengen, fik jeg mistanke og spurgte, om det var kræft, jeg havde.

Det var det – Sussie havde lymfekræft og måtte gennemgå en meget barsk behandling.

Læs også: Lisbeth Østergaard: Blomkål kan gemmes i mange retter

Kunne i få børn

– Jeg fik kemo i store doser og strålebehandling, og min milt blev fjernet. Efterfølgende skulle jeg fortsætte kemobehandlingen, og jeg måtte tage alene afsted hver gang. Når jeg tænker tilbage, var det jo en form for omsorgssvigt. Man vil da aldrig sende en 14-årig alene til kemobehandling… Heldigvis havde jeg min trefarvede colliehund, som var min terapeut. Vi gik lange ture til zoologisk have, hvor vi gik rundt og kiggede på dyrene.

Sussie overlevede sygdommen, men fik at vide, at hun ikke ville kunne få børn.

– Det betød nu ikke så meget for mig. Bare jeg var rask! Men seks år senere fik jeg meningitis og lå i respirator i 14 dage, hvor man var bekymret for, om jeg fik en hjerneskade. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og jeg kom ud af respiratoren juleaften.

Satte livet på pause for kærlighed

Det havde været umuligt for Sussie at passe skole og uddannelse, så efter at hun havde mødt sin første ægtemand, Peter, og stik mod lægernes forudsigelse på få år fik sine to sønner, Mikkel og Magnus, gik hun i gang med at tage en hf-eksamen og søgte derefter ind på håndarbejdsseminariet.

– Men Peter, som er i flyvevåbnet, blev udstationeret tre år på en international base i Belgien, så jeg lagde min uddannelse på hylden, da vi flyttede derned.

I Belgien fik Sussie konstateret celleforandringer i underlivet og tog i 1996 hjem og fik foretaget et keglesnit.

Brev til Puk Elgår: Min mand kontrollerer mig

Forladt af manden

– I 1998 kom vi tilbage til Danmark, og jeg skulle året efter gennem en stor rygopretning, da der var senskader efter de krasse kemobehandlinger, jeg fik som barn. To dage før operationen valgte Peter så at rejse fra os, mens børnene sov, og da de vågnede næste morgen og spurgte efter far, måtte jeg fortælle dem, hvad der var sket.

Sussies operation blev udsat, da man vurderede, at hun nu befandt sig i en livskrise.

– Drengene, som på det tidspunkt var 8 og 6 år, og jeg klarede os. Vi fik solgt vores rækkehus og flyttede hjem til min mor nogle måneder, inden vi lejede et andet rækkehus. Efter et lille år fik jeg så min rygoperation og skulle ligge ned et halvt år, men heldigvis har jeg fire søskende, og jeg fik jeg stor hjælp af min familie.

Læs også: Johnni sagde farvel til narkoen - og goddag til lykken

Kærlighed og dyr

Nu havde skæbnen åbenbart for en tid takseret Sussies trængsler til at være opbrugte, for i 2004 lod den kærligheden krydse hendes vej.

– Jeg var ude for at købe en konfirmationsgave til Mikkel, da jeg spottede Thomas i gågaden. Han og Peter var kolleger, så vi har kendt hinanden i mange år. Jeg råbte efter ham, og det viste sig, at han også var blevet skilt, så vi blev enige om, at han skulle komme hjem og få en kop kaffe. Det gjorde han, og han gik aldrig hjem igen.

Ud over de kærlige følelser viste det sig, at Sussie og Thomas havde noget andet tilfælles.

– Vi er begge helt vilde med dyr. Thomas, som er født og opvokset på en gård, har haft hundredvis af krybdyr, krokodiller, skildpadder, varaner og alt muligt andet. Og jeg har selv altid haft hunde, katte, kaniner, fisk, fugle – jeg er typen, der tager solsorten med en brækket vinge med hjem.

Den fælles interesse er dog efter begges mening lidt farlig.

– Vi kan begge finde på bare at købe et dyr, siger Sussie og ler. – Lige nu har vi her i vores hus uden for Odense vores hund Tjalfe, kattene Mimi og Liva, slangerne Søren, Selma og Arthur, og så har vi tre bistader med tusindvis af bier.

Både dyrene og naturen kom ligesom i barndommen Sussie til hjælp, da hun i 2008 mærkede en knude i sit ene bryst.

Læs også: Jonnas børnebørn: Vores bedste er bare den bedste (link fjernet)

Ramt igen

– Jeg rendte til lægen flere gange, men hun tog ikke min mistanke alvorligt. Jeg insisterede og endte efter et halvt år med at blive undersøgt på et privathospital, der ugen efter fandt tre knuder med en hurtigtvoksende kræft, så de fjernede mit bryst og alle lymfer i armhulen.

Endnu en gang måtte Sussie gennemgå kemo- og strålebehandling.

– Jeg tiggede og bad dem om også at tage det andet bryst, men det ville de ikke.

Samme år mistede Sussie sin far, som døde af prostatakræft, og året efter måtte hun sige farvel til sin mor, som havde Alzheimer.

Læs også: En helt ny hverdag: Nu nyder vi campingfællesskabet

Utallige operationer

– Det var bare hårdt, men det allerværste skete to år senere, da politiet klokken halv fire en juli morgen bankede på hos os og fortalte, at min søn Mikkel var død i en dykkerulykke. Siden har alt i mit liv været delt op i før og efter Mikkels død.

Man skulle tro, at Sussie nu havde fortjent, at resten af livet skulle forløbe uden sygdom og ulykker, men det blev ikke tilfældet.

– I 2013 og 2014 fik jeg konstateret modermærkekræft og anden hudkræft, men heldigvis blev det første af mine tre børnebørn også født, så det hjalp jo lidt på humøret.

Det gode humør blev dog sat på endnu en prøve, da en mammografi i 2017 afslørede, at lægerne måske burde have lyttet til Sussies bøn om også at få fjernet sit andet bryst.

– Der var forstadier til brystkræft, så de fjernede brystet, og samtidig fik jeg konstateret, at jeg har hjertesvigt, hvilket også er en senskade efter alle de behandlinger, jeg har fået.

Når folk spørger Sussie, hvor mange operationer og behandlinger hun har fået, kan hun ikke huske det.

– Og når de undrer sig over, at jeg har kunnet overleve al den sygdom, tænker jeg altid: Det er jo det rene vand ved siden af det at miste sit barn. Men selv det kan man lære at leve med. Min faste overbevisning er, at man aldrig skal sætte sig hen i et hjørne og græde og give op. Man skal altid kæmpe og se fremad, sådan har jeg altid været. Jeg flygter ikke, jeg tager kampen op!