Velkommen til Potentiale-Hotellet: Vi bliver grebet, hvis vi falder

På gårdspladsen sidder flere af de unge og snakker med forstander Sisse Fjord Nielsen. Der bliver snakket og grint, mens hunden Coco render rundt mellem benene på de unge, mens den logrer med halen.

Selv om det ser idyllisk ud, har vejen hertil for mange af beboerne været bumpet.

PotentialeHotellet er ikke det sidste stop på vejen, men et sted, hvor de unge kan få fodfæste igen efter deres møde med store udfordringer og modgang. En tiltrængt pause for de unge, der hver især har kæmpet med deres.

Mobiler på afbetaling

21-årige Kim Daastrup sidder og smiler for enden af bordet. Han har boet på PotentialeHotellet siden september 2018.

Kim blev hjemløs, da han som 18-årig blev smidt ud hjemmefra. I to år var Hernings gader hans liv. Han sov i opgange, på gaden og på herberg i kortere perioder.

– Jeg købte telefoner på afbetaling og solgte dem videre. Jeg ved godt, det var dumt, men det handlede om ren overlevelse. Jeg skulle have penge at leve for, fortæller han.

– Jeg kiggede altid på hjemløse Hus Forbi-sælgere og tænkte: ''Godt, det ikke er mig.'' Jeg kan ikke forklare, hvad det var, men jeg kunne ikke bære tanken om at gøre det. Men der gik jo ikke lang tid, før jeg selv solgte bladene ...

Bad om hjælp

– En dag sad jeg og solgte blade, for jeg havde kun 100 kroner tilbage at leve for, og det hele var lidt håbløst. Jeg sad og hørte John Mogensen med sangen ''Hjemme'', og da han sang ''var jeg blot derhjemme'', fik jeg et sug i maven. Jeg savnede følelsen af at have et hjem.

Så Kim ringede til PotentialeHotellet. Til hans held var der en plads til ham, og han flyttede ind få dage senere.

Han har boet her i et år nu. Der er kommet mere styr på økonomien, mere struktur på hverdagen, og han er begyndt at lede efter et sted at bo. Selvtilliden til at drømme om fremtiden og uddannelse er også kommet til. Kim vil gerne være pædagog.

– Alle de erfaringer, jeg har fået igennem mit liv, vil jeg gerne give videre. De ansatte her har hjulpet mig så meget, så jeg vil gerne være med til at hjælpe andre. Jeg sætter virkelig pris på alt det, de har gjort for mig her. De lyttede til mig, da ingen andre gjorde, og jeg har det meget bedre nu, end jeg har haft i mange år.

Læs også: Her lærer unge at tro på sig selv

Kolde København

Første gang Lasse Østergaard trådte ind på et herberg, var han blot 18 år. Han boede i København, selv om ”boede” er et misvisende ord, når man hverken har en seng at sove i eller en adresse. Han fløj tidligt fra reden, og indtil han fyldte 18, havde han sovet på venners sofaer og på gaden, når der ikke var et alternativ.

– Det var hårdt, især om vinteren. Det var koldt og ulideligt, så jeg endte i et misbrug for at kunne holde det hele ud, fortæller Lasse, der i dag er 22 år.

Ligesom Kim har Lasse også været Hus Forbi-sælger og har levet et utrygt liv, hvor tyverier og misbrug var en del af hverdagen på de herberger, han overnattede på.

Til sidst blev det for meget for ham. Han havde brug for at kunne være indendørs mere end bare for en nat, hvis han var heldig. Han havde brug for hjælp.

Gav det et forsøg

– En kammerat havde fortalt mig om stedet her, men jeg syntes, det lød lige pædagogisk nok, og så var det jo også helt i Jylland. Men jeg tænkte også, at jeg kunne give det et forsøg. Jeg kunne være der vinteren over i hvert fald, så jeg ikke skulle fryse igen, fortæller Lasse.

Der var trangt med pladsen, så da Lasse ringede til hotellet første gang i november, kunne de ikke hjælpe ham. Han ringede derefter hver dag for at høre, om der var blevet en plads ledig, indtil der den 18. december var bid.

Lasse sprang på det første tog mod Herning.

– Jeg tænkte, at det nok lå langt ude på landet, og jeg ville skulle finde mig til rette, når jeg ankom. Men jeg har været så glad for at bo her, at jeg stadig kommer på besøg.

Læs også: Lene hjælper skoletrætte unge

Kom videre i livet

Lasse er da også kun på besøg i dag, for nu bor han han på et skolehjem i Silkeborg, hvor han er ved at uddanne sig til tømrer. Noget, han ikke havde set komme for blot et år siden.

– Jeg havde ikke troet, jeg skulle være tømrer. Men mens jeg boede her, var jeg rigtig meget i savværkstedet. Og sammen med nogle pædagoger blev jeg bedre og bedre, og lige pludselig fandt jeg ud af, at der faktisk var noget, jeg er rigtig god til. Så personalet foreslog, jeg begyndte som tømrerelev, og det er jeg så glad for nu, fortæller Lasse med et kæmpe smil.

– Det har krævet meget tålmodighed fra personalet at hjælpe mig, men jeg er så glad for, at de gjorde det. Det betyder meget for mig, at nogen for første gang i lang tid tog sig tid til mig.