Det handler om kærlighed

Første gang Svenning så Britta, slog hun bare med nakken og så ligeud, selv om Svenning gjorde alt for at henlede hendes opmærksomhed på sin store charme. De læste til lærer begge to. Det var i 1965, og Britta var anderledes end de andre piger. Hun havde altid en pæn frisure, kjoler i prinsessefacon og nydelige sko i str. 37. Hippietiden havde måske nok nået de andre piger på Jelling Seminarium, men så afgjort ikke Britta. Der var noget specielt ved Britta, men det afskrækkede ikke Svenning. Han overvandt hendes modvilje mod højtråbende smarte typer, og foreløbig kan de se tilbage på 52 års ægteskab.

På papiret skulle Britta og Svenning Ravn Jensen i Greve være 73 og 72 år, de har været igennem op- og nedture, de har både haft mange penge, og de har manglet dem, Svenning har været alvorligt syg, men intet har ændret på deres kærlighed til hinanden og deres livsglæde. Sammen har de lært, at hvis man ikke griber fat i livet og bruger det – tja, så mister man det.

Dengang de mødte hinanden, så de bestemt ikke ud til at have meget til fælles. Svenning var fra en gårdejerfamilie, han elskede sport og musik. Han var måske lidt rastløs, men også meget stædig. Det kom ham til gode i kampen for at få fat på den spændende Britta.

Hun var katolik og meget troende. Hun havde aldrig forestillet sig, hun skulle stifte familie, men egentlig mere tænkt sig selv en fremtid inden for kirken. Det fik Svenning lavet om på.

21 svigermødre

– Mine kommende svigerforældre var søde og elskelige. Det sværeste var at møde de 20 nonner fra Vejle, der var som 20 ekstra svigermødre. De ville være helt sikre på, at jeg mente det alvorligt med deres Britta – men så blev vi også venner for livet, da de først havde fået tillid til mig.

Britta var ikke typen, der ville bestemme over sin kæreste. Så langt fra, men hun forstod alligevel at lade Svenning vide, hvordan tingene skulle være.

– Jeg spillede i orkesteret Four Facts i fritiden, men så havde jeg jo ikke så meget tid til at være sammen med Britta. Det problem løste sig selv, da hun en aften dansede forbi mig i kinddans med en flot fyr. Efter den aften brugte jeg mere tid på hende og mindre tid på orkesteret, siger Svenning, mens Britta smiler.

De to blev færdiguddannet som lærere i 1970, undervejs var Svenning også lige blevet uddannet bygningsmaler, simpelthen fordi han er typen, der bliver lidt rastløs og kommer til at kede sig, hvis han er for længe på det samme sted – og måske har Britta det lidt på samme måde.

Indtil 1976 arbejdede de på en folkeskole, men så blev Svenning leder af den katolske skole i Veje, Sct. Norberts Skole, hvor Britta også blev lærer.

Det var dengang, Britta og Svenning drømte om mange børn. Huset havde de anskaffet sig, et stort et med mange værelser og tre sofagrupper, men der kom kun et eneste barn – Pia, og det var endda kun lige med nød og næppe, at det lykkedes. Så bliver man ydmygt lykkelig over, at det alligevel lykkedes at blive en familie på tre.

Nu med hotel

Efter 18 år på skolen gik Sven-ning ind i politik, Britta blev konsulent og havde eget firma. Tingene gik stærkt, indtil det så ikke skulle være sådan mere. De ville prøve noget andet, som de siger.

– Jeg har altid godt kunnet lide at lave mad, så vi overtog en lille restaurant i Vedersø. Det gik jo fint, og i 2001 overtog vi hotel Bredehus i Bredsten. Så var vi hotelejere, og det var sjovt, husker Svenning.

Britta var stadig den samme. Hun var ansvarlig for festmaden, men selv spiste hun sundt og fornuftigt. Hun drak aldrig spiritus, og hun gik i seng til fornuftig tid, mens Svenning mere var manden med de store armbevægelser. Han gik ikke af vejen for kalvesteg med flødesovs og en cognac til kaffen, og en dag, da Svenning var midt i 50’erne, følte han sig pludselig som en meget, meget gammel mand.

Rittersport

– I 2005 var jeg 57 år. Jeg vejede 137 kilo, og jeg havde det rigtig dårligt. Jeg satte mig ind i min store bil og kørte de 300 meter ned ad gaden og gik ind til lægen, der konstaterede, at jeg havde fået diabetes 2. Jeg fik medicin og besked på at tabe mig, og så fortsatte lægen med at snakke om grøntsager og sport. På det tidspunkt var Rittersport den eneste sport, jeg dyrkede, og det bliver man ikke tynd af.

– Det hele gik for stærkt for os dengang, og det var ikke sjovt længere. En dag sagde vores eneste barnebarn, der boede på Sjælland, at han glædede sig til, at han kunne læse, for så kunne han altid læse i avisen, hvad vi lavede. Den sved. Derfor fik vi en bestyrer på hotellet, og så flyttede vi i 2007 over til Greve på Sjælland, hvor Pia og hendes familie boede. Derfra pendlede vi frem og tilbage til hotellet i weekenderne, når der var selskaber, der skulle passes. Britta var dog begyndt at klage over, at vi aldrig så hinanden mere, og så måtte jeg jo gøre noget ved det.

Men en ting var, at Svenning selv ikke havde det godt. Det havde samfundsøkonomien heller ikke, og i 2012 måtte Svenning og Britta aflevere nøglerne til banken og lukke og slukke på hotellet, for der var ikke længere råd til fester og kalvesteg i flødesovs. Britta og Svenning kom derfra. De gik ikke fallit, men de blev heller ikke velhavende, og den, der havde det hårdest med det, var måske nok Svenning, for i Brittas sind handler det stadig ikke om mange penge og cognac til kaffen.

– Vi havde hinanden. Vi havde Pia og hendes familie, og nu havde vi prøvet at være lærere, vi havde prøvet politik, vi havde haft hotel. Nu var det op på hesten igen og videre med et andet liv, siger Britta.

Et nyt liv

Og det kom Svenning i august 2015. Han meldte sig til et forskningsprojekt hos livsstilseksperten Chris MacDonald. U-Turn 2 hed det. Deltagerne skulle spise sundt og dyrke motion, og måske ville de kunne undgå diabetes-medicinen.

På det tidspunkt var Svenning 68 år og den ældste på holdet. Kropsalderen var 85. Kampvægten var omkring de 130 kilo, og når han lå på sofaen, tænkte han meget på at gå en tur. En dag. Nogle ville tvivle på, om Svenning kunne klare det, men ikke Britta og Svenning selv.

Og det utrolige var, at han klarede det. Han tabte sig 30 kilo, kropsalderen gik fra 85 år til 57, han dyrkede motion, så knoglerne knagede, og til sidst havde han ikke brug for sin medicin. Faktisk blev han så rask og glad, at han lovede sig selv, at han ville hjælpe andre diabetikere.

Svenning gør jo helst intet, uden at Britta er med, så nu er Britta og Svenning igen hele landet rundt med foredrag om, hvordan man – næsten – kan slippe af med sin diabetes, hvis man spiser fornuftigt, træner og har det sjovt undervejs, ikke mindst.

Netop det med at have det sjovt kom det til at knibe med for to år siden, da Svenning pludselig fik aggressiv lymfekræft.

Læs også om den gamle ungdomskærlighed

– Da det blev opdaget, havde jeg haft mavesmerter en tid. Det viste sig, at lymfecanceren var i stadie fire. Vi græd sammen, Britta og jeg. Vi bad også sammen, og selvfølgelig sagde jeg ja, da lægerne kom med den skrappeste og eneste kur, der var. Jeg ville jo så gerne leve. Jeg fik kemokure hver 14. dag seks gange, og til sidst var de otte lymfeknuder og knuden i maven forsvundet. Jeg var rask og meget, meget taknemmelig, siger Svenning.

Britta og Svenning kan sidde en hel aften og tie sammen i mange timer, ligesom de kan gå ud og møde andre mennesker og fortælle dem, at hvor der er liv, er der håb. De holder stadig foredrag om at leve med diabetes, og om, hvordan man bevarer livsglæden.

Om de er bange for døden.

– Nej, vi tænker mere på at leve livet, mens vi har det. Det må være det, det hele drejer sig om. Og så skal man ikke klynke, men gøre noget ved det, man kan ændre, siger Britta og ryster på sin fine frisure.

Nogle ting ændrer sig aldrig: Britta har stadig perfekt hår og smarte sko – og Svenning er stadig lige så forelsket som den allerførste gang, han så hende.