Drømmen om det brune guld

Fattigfolk har også drømme. Det var derfor, de rejste med tog, rutebil eller gik på deres fødder med kurs mod Søby ved Herning. For langt derude på heden i Jylland var der en mulighed for at blive rig.

Det var i 1940. Der var krig ude i verden. Danskerne havde brug for kul, og så var det, at nogen opdagede, at man da kunne grave brunkul ude i heden og tjene gode penge på det.

Rygterne om det brune guld løb hurtigt. Hvis en mand arbejdede hårdt nok, kunne det lade sig gøre at blive rig. Eller måske bare tjene nok til, at han kunne få sit eget en skønne dag.

Drømmene handlede om Søby Brunkulslejer. Der blev gravet brunkul fra 1940 til 1970, og det var ikke uden grund, stedet blev kaldt Danmarks farligste arbejdsplads. Fra den ene dag til den anden dukkede hundredvis af mænd op, der var rejst hertil for at skabe sig et liv. Under krigen boede her 4.000-5.000 mænd, kvinder og børn i skure, jordhuler, aflagte togvogne og flytbare hytter. Nordens Klondyke blev det kaldt.

Læs også om Sigurd der elsker at arbejde

Nu er stedet blevet til et museum derude på heden ved Herning. De dybe huller, hvor mændene gravede brunkul, er blevet til smukke søer, mange af de små huse, hvor hele familier levede, er faldet sammen.

Menneskene, der boede her, er døde eller er flyttet et andet sted hen, men Finn John Kristensen er her endnu. Han er født i Søby, og selv om han nu bor i sit eget hus i Kølkær 5 kilometer fra Søby, hører hans sjæl stadig til her. Han kender hvert et hus og de fleste mennesker på de mange billeder, der hænger i de små huse, der har overlevet tidens hærgen. Selvfølgelig er han frivillig guide på museet.

– Jeg er født lige herovre, 10 meter fra brunkulslejet. Min far, Poul Kristensen, kom hertil fra Thyholm. Han havde været ved landbruget ligesom mange af de andre karlfolk. Han var træt af at tjene bønder og slide hårdt for småpenge. Han var 26 år og fik en af de mest hårde og også mest agtede arbejdsopgaver: Han blev kullæsser. Han læssede 50 tons kul med en greb over på togvognen. Hver eneste dag. Det var et job for stærke karlfolk, som man sagde, fortæller Finn.

Sov i klædeskabet

Det var også kullæsserne, der tjente mest. 60 kroner om dagen. Det var en fyrstelig løn, men kun et job for de få. En ufaglært arbejder uden for Søby kunne regne med en dagløn på 25 kroner.

Kullene blev læsset med en kartoffelgreb, der var gjort bredere i siden, så der kunne være endnu flere kul på. Poul læssede kul med greb på akkord i 15 år. De følgende 20 år af hans arbejdsliv arbejdede han på slagteriet. Han var 80 år, da han døde, mæt af dage og tilfreds med sit liv, som det havde formet sig. Han fik familie, kone og to børn, og han nåede at se, at hans børn fik et nemmere liv, end han selv havde haft det. Hans drøm gik i opfyldelse.

Den vinter, Finn blev født, arbejdede 2.500 mænd i udgravningerne. Bisser og børster blev de kaldt, det var mænd, der rejste efter arbejdet. De kom med deres to arme og somme tider med en kommode på nakken, og så slog de sig ned. En enkelt kom endda med et klædeskab, som han sov i de første 14 dage, inden han fik skaffet sig en seng et andet sted.

– Arbejdsløsheden var høj. 30 procent, og selv om der faktisk fandtes maskiner, der kunne klare meget af slæbearbejdet herude, så mente staten, at det var bedst, hvis så meget som muligt kunne foregå med håndkraft. Det pyntede på arbejdsløshedsstatistikkerne, som Finn tørt bemærker.

Seks ekstra på kost

Og taknemlige var de. Man var ikke et ordentligt mandfolk, hvis man ikke kunne forsørge sig selv og sine egne, så man rejste efter arbejdet og tog det, hvor man kunne få det. Når manden havde fundet arbejde, så kom konen og børnene bagefter.

– Da jeg var barn, var der masser af børnefamilier herude. Mændene arbejdede, konerne gik hjemme, men de havde også nok at lave. De fleste familier havde folk på kost og åbnede et pensionat i deres hjem, for alle de enlige mænd skulle jo også have noget at spise. Min mor havde seks mand på kost foruden vores egen familie, husker Finn.

Pensionat "Det gule palæ", "Grand Hotel" og alle de andre pensionater var egentlig bare usle rønner med smukke navne, men maden var god og solid husmandskost, for der skulle noget til, når mændene arbejdede 10 timer dagligt.

– Der kom en slagter, en fiskemand og Fløjt-Otto, som var både mælkemand og vandsælger, for vi boede jo midt på en hede. Der var ikke rindende vand eller mulighed for at dyrke noget i en have. Der var støv om sommeren og mudder om vinteren. Vi spiste masser af grød, kartofler og flæsk – min mor var mester i gule ærter, siger Finn og ser et øjeblik helt længselsfuld ud.

"Ikke et sted for børn"

– Der skete mange ulykker herude. Jorden var jo kun løst sand, og udgravningerne styrtede tit sammen. Mændene kunne også komme til skade, når de håndlæssede de tunge trætrillebøre med jernhjul og løb med dem på køreplanker. Når du arbejder 60 timer om ugen, er det et spørgsmål om tid, hvornår der sker en ulykke, og hvornår et menneske er slidt op. Ambulancen inde fra Herning kørte her hver dag, nogle mænd døde, andre blev skadet og kunne ikke længere arbejde. Så holdt vi sammen og hjalp hinanden herude, for det allerværste var, hvis man skulle gå på kommunen. Det var der ingen, der ville, hvis de på nogen måde kunne blive fri, fortæller Finn.

Der blev oprettet små købmandsbutikker, faktisk blev det til en helt lille by i brunkulslejet, men inde i Herning og de andre byer blev der ikke set med milde øjne på folkene ude fra Søby.

– "Det var ikke et sted at have børn," sagde de inde i byen, for der var jo også sortbørshandel, cigaretsmuglere, druk og hasardspil herude, husker Finn.

Læs også om Benny der var børnehjemsbarn

Mennesket lever ikke af brød alene, og mennesker kan heller ikke holde det ud, hvis livet kun handler om at arbejde, spise og sove. Der skal mere til. Derfor spillede nogle arbejdere deres ugeløn op eller brugte det hele på kroen lørdag aften, når der var bal. Og her var der rigelig plads til en mand som "Lillebror".

– Han var hasardspiller og snød, så vandet drev. Han var "sekserspillenes konge" og havde mærkede terninger, så han snød både med kort og terninger. Men hvor han var, kom betjent Kirketerp også. Han var tidligere bokser og var altid parat til at snuppe både "Lillebror" og de andre hasardspillere, og han dukkede også op, når der var slagsmål. Det var der tit en lørdag aften, når der var bal på kroen, siger Finn.

Holdt fast i drømmen

Det er måske ikke så mærkeligt, at de gode folk inde i byen så skævt til folkene fra Søby, men børnene herudefra lærte at klare sig. Også Finn.

– Jeg gik i Kølkær skole. Vi var lige knap 40 i klassen, og det var de dygtige, der lærte mest. Hvis man var ordblind, eller man havde det svært, var der ikke noget at gøre ved det. Du måtte svømme eller drukne, sådan var det.

– Mine forældre ville have, at jeg skulle videre i livet, end de var kommet. Derfor kom jeg i lære som typograf, da jeg var færdig med skolen. Det var helt usædvanligt, at et barn herudefra kom i lære, men det gjorde jeg, takket være mine forældre, siger Finn.

Mændene sled og slæbte, og undervejs glemte de måske, hvad de havde drømt om. Konerne drømte om eget hus, men det skulle være et hus, man ikke bare kunne tage på nakken og flytte hen til næste brunkulsleje. Et hus med pæne gardiner og med plads til privatliv, for det var der ikke meget af i Søby. De fleste familier havde mange børn. Finn havde dog kun en søster.

– Det var faktisk også meget usædvanligt, men mine forældre var måske også lidt anderledes. De sled og slæbte begge to, men de holdt fast i deres drøm om, at vi børn skulle have flere muligheder, end de havde haft. Min søster fik nu ikke nogen læreplads, det mente man ikke var nødvendigt til piger dengang. Hun kom på fabrik inde i Herning, indskyder Finn.

Drømme var der som nævnt masser af i Søby, og en gang imellem gik de også i opfyldelse.

– Rige Esther hed egentlig Ester Nielsen og var en fattig kone på en lille gård. Da manden døde, solgte hun gården og blev rig. Hun fik bygget sig en fin bungalow og fik ansat en stuepige med kappe og forklæde. Det var åbenbart hendes drøm, og den var god, så længe den varede, men da pengene var brugt, var det slut med den drøm, fortæller Finn.

I 1970 lukkede Søby Brunkulslejer fuldstændigt. Tiden var en anden. Ganske få mennesker blev boende i området. Finn flyttede til Kølkær og fik sit eget hjem der. Men i Mindelunden på museets område ligger 57 sten til minde om de mænd, der døde, fordi de passede deres arbejde. De nåede aldrig at se deres drømme gå i opfyldelse.