Jeg er bekymret for mit 17-årige barnebarn

Jeg er meget bekymret for mit barnebarn på snart 18. Han er den dejligste dreng, men har mange udfordringer, tror jeg.

Han taler grimt til sin mor og er mest på sit værelse, når han har fri fra job. Han er i lære i en tøjforretning, hvor han er meget pligtopfyldende og vellidt. Han bruger alle de penge, han tjener, og køber meget tøj.

Hans mor må ikke se hans kammerater, som han heller ikke vil have med hjem. Han bor hos sin mor og har kun lidt kontakt med sin far. Den sparsomme kontakt har faderens kone næsten ødelagt, for lige fra drengen var lille, gjorde hun ham opmærksom på, at han jo ikke hører rigtigt til familien. Og for at nævne bare ét eksempel, så bliver de skolefotografier, som drengen har givet sin far i julegave, aldrig hængt op ved siden af hans halvsøskendes.

Førhen har mit barnebarn gået til fodbold, badminton og i fitnesscenter, men nu bliver han bare tykkere og tykkere og spiser helst mad fra McDonald.

Sidst hele vores familie var sammen på ferie, snakkede han næsten ikke med nogen af de andre, og de henvender sig heller ikke til ham. Det gør så ondt på mig, men han siger, at han er ligeglad. Nu skal vi (29 personer) igen sammen på ferie, og han siger, at han glæder sig.

Jeg er ked af at blande mig, for moderen gør sit bedste, men han “skubber hende væk” og vil ikke høre.

Jeg tror, at det vil være godt, hvis han snakkede med en psykolog, men hvad tænker du?

Tak, fordi du holder øje med dit barnebarn. Det er vigtigt at have gode voksne i sit liv.

Det er helt sikkert en god idé at få talt med nogen, hvis man ikke trives, og en ungdomspsykolog er måske svaret for ham.

Men i første omgang skal han jo være med på idéen, og det gælder om ikke at pege fingre ad ham og fortælle ham, at han er forkert. Han føler sig sikkert forkert på grund af de oplevelser, han har haft i sin fars familie, og hvis han så også er forkert i forhold til resten af familien, så har han ikke noget trygt sted at være.

Du har en stor kærlighed til ham, kan jeg læse. Du holder af ham og ser, at han er en dejlig dreng. Du kan med den kærlighed i hånden invitere ham til at tale med dig.

Spørg ham, hvordan han har det derhjemme. Spørg ham, om han savner sin far? Om han er glad for sit job? Vis ham, at han kan tale med dig uden at blive dømt og vurderet. Fortæl ham, at du elsker ham. At han har et sikkert sted, hvor han altid kan komme. Spørg, om du kan hjælpe med noget.

Teenagedrenge kan være svært at få i tale, men hvis man vedholdende signalerer, at man interesserer sig for deres liv, og at man elsker dem, så kommer der hul igennem til sidst.

Vær den trygge voksne i hans liv, elsk ham for den, han er, og så ser vi, om han måske åbner op for det, der trykker ham, og så kan du jo fortælle ham, at der er muligheder for hjælp.