En læser fortæller: Økonomisk modvind slog os ud af kurs

Da Anders og jeg for seks år siden blev gift, havde vi en relativ nem tilværelse med dejlige venner, spændende jobs og en stabil økonomi. Kærligheden mellem os blomstrede. Alt kørte på skinner, og efter jeg fødte Rasmus, bosatte vi os i nærheden af vores familier. Det var dejligt at have dem lige om hjørnet, og der var altid rig mulighed for at få vores søn afsat. På den måde var grundstenene til et liv, der gled mere eller mindre ubesværet, lagt.

Selvfølgelig havde vi vores smådiskussioner hen ad vejen, men det var bestemt ikke noget, der kunne slå os ud af kurs. Men så en dag kom modgangen.

Da alle priserne efter pandemien og krigsudbruddet i Ukraine steg voldsomt, ramte den økonomiske krise også os. Desværre gik det ikke kun ud over vores økonomi, men også vores parforhold, som straks røg ind i en turbulent periode, som ingen af os havde forudset.

Budgettet så håbløst ud

Budgettet så pludselig håbløst ud. Sammen måtte vi prøve at få styr på økonomien ved at tænke i helt andre baner. Vi blev hurtigt enige om, at det var nødvendigt at skære hårdt ned på forbruget, hvis det ikke på et tidspunkt skulle ende galt.

Vi måtte skyde en hvid pind efter hotelophold og dyre ferier og desuden drosle ned på restaurantbesøg. Det var ellers faste indslag i vores samliv, og oplevelserne gav os både livsglæde og styrkede tosomheden. Med ét var den tid et overstået kapitel.

Også vores individuelle udgifter måtte vi kigge efter i sømmene. Her skulle også spares en del, men når det kom til stykket, kunne vi ikke blive enige om, hvordan besparelserne skulle folde sig ud i praksis.

Anders ville fortsætte med at streame tv-underholdning fra alle udbydere og i stedet skære på vores tøjforbrug og frisørregninger, som faktisk var temmelig høje, mens jeg stemte for at nøjes med én streamingtjeneste eller slet ingen overhovedet. I stedet kunne vi jo blive bedre til at låne film på biblioteket, som i øvrigt også havde et udmærket udvalg af spil og bøger.

Men min mand var slet ikke enig. Han var mere optimistisk og mente endda, han kunne fortsætte med at tage til superligakampe med vennerne, hvis bare han droppede at købe flere dyre armbåndsure. Noget, han havde samlet på i årevis. Det, kunne jeg dog hurtigt se, ville blive alt for dyrt. Selv havde jeg droppet både shoppingture og cafébesøg med veninderne. Nu slog vi os i stedet løs i genbrugsbutikkerne og serverede hjemmebag for hinanden. Var det ikke rimeligt, at også Anders gik på kompromis med de dyre poster?

Heftige diskussioner

I begyndelsen var han ikke til at stikke i, og vores forskellige synspunkter gav anledning til nogle heftige diskussioner. Ret hurtigt blev stemningen i hjemmet markant dårligere, sideløbende med at økonomien begyndte at sejle alvorligt. Der blev langt mellem vores kærtegn, og det kom bag på mig, hvor sårbare vi stod, når vi kom ud i modvind, og indimellem følte jeg det nærmest, som var vi blevet fjender. Det var usigeligt hårdt at være i.

På et tidspunkt blev jeg så bekymret for fremtiden, at jeg var nødt til at tage en alvorlig snak med Anders. Da jeg med blanke øjne meddelte ham, at jeg simpelthen frygtede, at vores ægteskab ville ende i en skilsmisse, var det endelig, som om han tog mine ord op til overvejelse. Da et par af hans venner samtidig indviede ham i, at der også i deres budgetter var kommet store huller, fandt Anders til min store lettelse ja-hatten frem.

Det tog tid og kræfter for os at finde fælles fodslag. For eksempel husker jeg stadig vores fjollede diskussion vedrørende bilerne. Vi var begge helt på det rene med, at én af bilerne skulle sælges, men vi havde svært ved at nå til enighed om, hvem af os, der bedst kunne undvære den. Vi havde aldrig været vant til andet end at tage bilen på arbejde, men de henholdsvis tre og fire kilometer kunne vi vel sagtens tilbagelægge på cykel. Turen omkring vuggestuen, som lå lige om hjørnet, kunne i princippet klares til fods.

Det endte med, at vi trak lod, for vi havde hver især gode argumenter for, hvorfor vi foretrak bilen. Anders tabte, men nederlaget faldt ikke i god jord. Så fik jeg den idé, at vi skiftevis kunne have bilen en uge ad gangen. Og sådan blev det.

Svært at undvære hotelophold

Det sværeste var næsten at skære hotelopholdene væk. Mest fordi de havde gjort noget godt for os som par. De havde helt sikkert været med til at give os overskud og holde liv i kærligheden. Lige der, mens vi stod midt i krisen og havde allermest brug for at genfinde hinanden og slippe væk fra de daglige udfordringer, kunne et hotelophold selvsagt ikke lade sig gøre.

Til gengæld gik der ikke mange uger, før en helt ny mentalitet sneg sig ind i hjemmet. Efterhånden foretrak vi begge at snuppe cyklen på arbejde, for vi kunne mærke, at den daglige motion gjorde os glade i låget og fyldte os med ny energi. Så når solen skinnede, stod bilen derhjemme og samlede støv. Indimellem hændte det tilmed, at vi i weekenderne pakkede en kurv med lidt godt til ganen og sammen drog ud i det blå på cyklerne, både med og uden Rasmus. Vi fandt ud af, at denne simple aktivitet også kunne noget, og at vi faktisk ikke behøvede et luksusophold på et moderne hotel for at hygge os.

Det viste sig blot at være starten. En dag foreslog min mand, fuldstændigt uventet, at vi skulle begynde at skralde. Et øjeblik tabte jeg både næse og mund og tænkte, at det måtte være endorfinerne fra cykelturen, der gjorde ham kulret. Jeg så for mit indre blik Anders træde op i en affaldscontainer iført pæn, nystrøgen skjorte, smarte bukser og nypudsede, italienske lædersko. Et outfit, han stort set altid bar, både på kontoret og hjemme.

Han måtte have luret det grin, jeg prøvede at kvæle ved tanken.

– Faktisk synes jeg, det kunne være en fed udfordring at se, hvad vi er i stand til at trylle frem af de råvarer, vi nu engang kan opstøve i containerne, forsvarede han sig med iver i stemmen.

Det var grænseoverskridende

Da det gik op for mig, at det ikke var en joke, var min første tanke, at det ville blive grænseoverskridende. Tænk, hvis nogen så os? Min næste tanke var, at vi måske alligevel kunne få lidt sjov ud af det. Når alt kom til alt, var vi jo langt fra de eneste, der led under nedturen, og det der med at skralde var for længst blevet legitimt og almindelig accepteret i Danmark.

Desuden var vi begge ret vilde med at slå os løs i køkkenet, men hvor vi før havde spist røde bøffer og ikke så sjældent sat pebrede årgangsvine på bordet, var der nu som regel hakkekød og postevand på menuen. Efter en hurtig overvejelse gik jeg ind på hans forslag.

Vores debut som skraldere foregik en efterårsaften, hvor tusmørket var ved at sænke sig over byen. Der var noget betryggende over det svindende dagslys, for selv om det var legalt at skralde, stak skammen trods alt til os. Selv Anders syntes at ryste en smule, da han iført gummistøvler trådte op i containeren for at finde det bedste affald. Imens bankede mit hjerte i høj fart, hvilket jo egentlig var noget pjat.

Vi opdagede hurtigt, at selv med en lommelygte var det svært rigtig at se, om varerne var mugne eller rådne. Vi skyndte os at fylde hver vores pose og hastede tilbage mod bilen, duknakkede og fortravlede, som havde vi begået en forbrydelse. Det var først, da vi trillede ud fra parkeringspladsen, vi åndede lettet op. Første mission var klaret.

En lille sejrsrus gik gennem os, da vi kom hjem og lagde hele herligheden op på køkkenbordet. Selv om spotlyset fra loftslampen afslørede, at en del af grøntsagerne og frugten var lige til at kassere, bugnede bordet alligevel med varer, som sagtens kunne spises. Vi indså, at det var fuldkommen tumpet, når butikkerne måtte smide den overflod af mad ud.

Vi begyndte at skralde

Vi fik blod på tanden og begyndte at skralde direkte efter arbejde eller i weekenderne og blæste nu på, om nogen genkendte os. Faktisk valgte vi efter et par uger at fortælle om skralderiet til folk omkring os. Både for at undgå ubehagelige situationer og for at opfordre dem til at gøre det samme. Der var mad nok til alle.

Ved højlys dag kunne vi meget lettere sortere dårlig mad fra og gå efter guldet. I sin iver efter at finde nogle eksotiske frugter til sin yndlingsret fik Anders en dag overbalance og landede med rumpen midt i en klase halvrådne tomater. Vi nåede akkurat at kaste et blik på hinanden, før vi skreg af grin. Oplevelsen løsnede for alvor noget mellem os.

Oftere og oftere tog vi os selv i at se frem til at gå på skattejagt i containeren. Der gik ligesom sport i at finde det lækreste brød og hive flest forskellige frugter og grøntsager med hjem. Kogebogen blev kun en inspiration, og helt nye, originale retter opstod ud fra vores varierende ”høst”.

Bankkontoen vidnede snart om, at vores anstrengelser gav pote, og overskuddet var større end ventet. Derfor fik vi den idé, at vi hver især kunne tage del i denne gevinst ved at lægge nogle af pengene til side til vores egne, individuelle fornøjelser. Anders kunne igen mødes med gutterne på fodboldstadionet, mens jeg nød at invitere mine veninder med på shoppetur og café en gang imellem, skønt det nu også var hyggeligt at mødes over en hjemmebagt tærte.

At skralde og tage på cykelture sammen var så langt fra de luksuriøse hotelophold, som noget overhovedet kunne være, men det gik op for os, at det havde samme effekt på vores ægteskab. Igen fik vi smil på læben, pjattede og grinede og følte os atter som et team. Stik imod vores forventning havde den nye livsstil givet kulør på tilværelsen.

Nu, hvor vi har fået det hele lidt på afstand, griner vi af og til lidt over, hvor meget vi i starten lod os gå på af krisen. Og nu … nu står ægteskabet stærkere end før. Selv de dyre ferier og hotelopholdene har vi droppet helt indtil videre. Måske vælger vi dem til på et tidspunkt, men lige nu savner vi dem faktisk ikke. Vi har fået øjnene op for, at der er billigere måder at hygge os på