En læsers dilemma: Det er jo bare for sjov - del 1:2

Afsnit 1 af 2

”Jeg er den stolte far til Victor og Olivia.”

Sådan præsenterede Johan sig, da jeg første gang så hans profil på en datingplatform. Jeg var ikke i tvivl om, at her var en mand, som tog sit faderskab seriøst, også selv om Victor og Olivia at dømme ud fra billederne var over de 20.

Vi matchede, og snart fløj beskederne frem og tilbage mellem os. Jeg fandt hurtigt ud af, at Johan havde mange gode kvaliteter, og at han var familiemenneske med stort F, var blot en af dem. Vi var begge midt i livet og havde også begge rygsækken fyldt med skilsmisser, børn, arbejde og venner, men vi fandt også plads til hinanden og blev efter en kort datingperiode kærester.

Johan talte meget om Olivia og Victor. Olivia var 25 år, arbejdede i en tøjbutik og havde, kunne jeg forstå på hendes far, ikke så travlt med at slå sig ned. Victor på 22 var hendes modsætning. Han boede sammen med sin efterskolekæreste, Hanna, som han havde været sammen med i syv år, og de var så sammentømret et par, at Johan altid nævnte dem begge, når han talte om sin søn.

– Signe, jeg siger dig, hvis Victor og Hanna går fra hinanden, holder kloden op med at dreje rundt. De er virkelig skabt for hinanden, sagde Johan ofte.

Min datter, Mille, havde også haft en efterskolekæreste, som, hun troede, var for livet, i hvert fald lige indtil Jeppe kom valsende ind i hendes liv i 2. g. med guitar og langt pandehår og sendte stakkels Sofus ud af fortællingen.

Siden havde der været adskillige kærester i hendes 27-årige liv, og jeg havde altid set det som et sundhedstegn. Jeg var selv ganske ung, da jeg mødte hendes far.

Morten var et par år ældre end mig og havde et rigtigt arbejde på et kontor, mens jeg stadig gik i gymnasiet. Jeg fik rollen som den lidt generte og uselvstændige kæreste, mens han var den kloge og erfarne, som tog alle de vigtige beslutninger. En rolle, som jeg faktisk først kom ud af, da ægteskabet sluttede for syv år siden.

Johan talte meget varmt om sin søn og svigerdatter, og jeg var spændt på at møde dette fantastiske, unge par. Det skete efter et par måneder, hvor Johan inviterede mig, børn og svigerdatter til flæskesteg.

Ligesom deres far var Victor og Olivia meget snakkesalige. De talte nærmest i munden på hinanden og kappedes konstant om at få ordet, mens sjove bemærkninger og drillerier føg gennem luften. På et tidspunkt troede jeg oprigtigt, at de skændtes, og så spørgende på Johan, som blot rystede på hovedet.

– Det er bare deres facon. De kan godt lyde lidt hårde, når de går til hinanden, men de mener det ikke så slemt. Vi har nok bare en lidt hård og sarkastisk jargon i vores familie, konstaterede han.

Hanna sagde ikke så meget i den larmende flok. Hun svarede høfligt og lidt forsigtigt på mine spørgsmål, men jeg fik ikke rigtig gang i nogen egentlig samtale med hende.

Det var også svært at få indført mange ord, når Victor, Olivia og deres far rullede sig ud, for når jeg så Johan sammen med sine børn, kunne jeg godt se, hvor de havde deres udadvendthed og diskussionslyst fra.

– Vi fylder nok lidt meget, medgav Johan, da vi et par dage senere talte om middagen.

Jeg nævnte, at jeg ikke syntes, Hanna sagde så meget, men Johan påstod, at hun plejede at være mere på banen.

– Næste gang inviterer jeg bare hende og Victor, så kan hun få lidt mere taletid, sagde han.

Men det fik han ikke ret i.

Det var stadig Johan og Victor, som talte, da vi var sammen uden Olivia. Jeg prøvede flere gange at få en samtale i gang med Hanna, men jeg blev ikke så meget klogere på hende, ud over at hun var pædagogmedhjælper og gerne ville uddanne sig til pædagog. Noget, Victor ikke helt billigede.

– Hanna synes, det er sjovt at tørre andre folks børn i røven, sagde han og tilføjede: – Uden at blive ordentligt betalt for det.

Han grinede selv højt, mens Hanna trak på skulderne og stak til sin lasagne. Johan sagde ikke noget, og jeg følte, jeg måtte forsvare Hannas valg af uddannelse.

– Pædagoger gør et vigtigt stykke arbejde, og uddannelsen kan bruges til andet end at arbejde i en daginstitution, påpegede jeg.

Hanna rystede på hovedet: – Jeg vil bare gerne være ganske almindelig pædagog og arbejde i en børnehave, for jeg kan godt lide børn.

Jeg smilede opmuntrende til hende, mens Victor åbenlyst rullede med øjnene og kastede sig ud i en lang enetale om, hvordan han satsede på at gøre karriere i et investeringsfirma, når han kom ind på en eller anden business-uddannelse, som jeg aldrig havde hørt om.

Johan smilede og nikkede til sin søn, men stillede ikke spørgsmål ved, om det overhoved var realistisk. Som jeg forstod historien, havde Victor kun fået sin studenterhue, fordi hans historielærer havde overbevist censor om, at det var synd at dumpe ham, når hele familien stod klar med champagne og kransekage.

– Derfor er det så uambitiøst af Hanna at vælge pædagogfaget, afsluttede han sin lange svada.

Jeg syntes faktisk, det var lidt synd for hende, men jeg sagde ikke mere.

Efter den aften begyndte jeg at se et mønster i Victors opførsel over for sin kæreste. Jeg skal ikke benægte, at han virkede meget glad for Hanna. Han sad ofte og nussede hendes arm eller holdt hendes hånd, men jeg lagde mærke til, at han ofte latterliggjorde eller irettesatte hende, når hun sagde noget. Så var det hendes bløde, østjyske d’er, måden hun holdt sit bestik på eller valget af et par tætsiddende jeans.

Ofte var bemærkningerne pakket ind i humor, men i mine øjne var de ikke sjove, for jeg syntes, Victor udstillede eller gjorde grin med sin kæreste. Jeg tænkte, at det var grunden til, at Hanna ikke havde lyst eller mod til at sige ret meget, når vi sås.

Tilsyneladende var jeg alene om ikke at kunne se det sjove i Victors sårende bemærkninger. Ingen forsvarede Hanna, og Johan og Olivia grinede bare, når Victor var sjov på sin kærestes bekostning.

Jeg fik ondt af stakkels Hanna, som både måtte finde sig i sin kærestes sårende bemærkninger og latteren fra hans søster og far. Faktisk gav det mig ondt i maven og lyst til at forlade bordet. Ganske som jeg havde gjort det, når min eksmand gjorde sig morsom på mine vegne.

Jeg kunne nemlig alt for godt genkende mig selv i Hanna. Den stille, usikre pige, der bliver trynet af sin kæreste, som bare er lidt frisk i replikken.

Det var i hvert fald det svar, som min eksmand, Morten, altid kom med, når jeg forsøgte at sige fra. Det var mig, som var nærtagende, mig, som ikke havde humor, og mig, som ødelagde den gode stemning, fordi jeg var så kedelig.

Gennem årene havde jeg vænnet mig til, at det var sådan, det var, og jeg undskyldte endda min eksmand. Jeg kan huske engang, hvor min søster tog fat i mig og direkte sagde, at hun ikke kunne lide den måde, han talte til mig på, hvor jeg blot slog det hen med, at ”Morten jo ikke mente noget ondt med det”. Det var bare hans larmende og lidt ubetænksomme facon, og nedenunder var han jo en sød og kærlig far og ægtemand.

Det tog mig 25 år og en skilsmisse at erkende, at Mortens larmende og ubetænksomme facon faktisk ikke var i orden, og at jeg ikke havde fortjent at blive talt ned til. Og det havde Hanna heller ikke.

Det skar i mit hjerte, når jeg hørte, hvordan Victor talte til hende. Efter at have været sammen med dem en del gange bildte jeg mig ind, at jeg kunne se på Hanna, hvordan hun dukkede nakken og spændte i kæberne, når Victor sagde ”noget sjovt” om hende. Selv om hun grinede med, virkede hendes latter ikke ægte.

I mit stille sind håbede jeg, at Victor var anderledes, når de var alene, men min erfaring talte desværre imod det. For hvis han følte, at han kunne tillade sig at sige de ting, han gjorde, når de var sammen med andre, hvordan talte han så til hende, når ingen lyttede?

Da jeg havde kendt Johan i et halvt års tid, begyndte jeg næsten at få ondt i maven, når han sagde, at Victor og Hanna lige kom forbi, og det gjorde de tit, for vi boede i den samme by. Jeg ville så gerne hjælpe Hanna, men jeg vidste ikke hvordan. Hverken Johan eller Olivia tog sig tilsyneladende af Victors dominerende facon.

Måske var det bare mig, der så spøgelser, fordi jeg selv havde siddet fast i et dårligt forhold og nu overførte mine oplevelser og følelser til Hanna?

Men min mavefornemmelse sagde mig, at hun var en ung kvinde, som sad fast i et forhold, der var på vej i den gale retning. Spørgsmålet var, om jeg som ny i familien kunne blande mig?

Du kan læse del to af læserdilemmaet "Det er jo bare for sjov" her.