En læsers dilemma: Sandheden om min svigermor - del 2:2

Der var efterhånden gået en uge siden den aften, hvor min svigermor tog mig på låret og kom med nogle antydninger, der ikke var til at misforstå. Jeg havde endnu ikke været i stand til at beslutte mig for, hvad jeg skulle stille op, og samtidig gruede jeg for næste gang, jeg ville være nødt til at se Britta. Det ville blive ekstremt akavet.

Jeg var 25 år og havde været kærester med Maja i godt et år. Vi boede sammen, og jeg var sikker på, at hun var noget helt særligt. Det var min 20 år ældre svigermor, Britta, i hvert fald, men ikke på den gode måde. For nylig, da Maya og jeg spiste hos Britta og hendes kæreste, Anders, lagde min svigermor godt og grundigt an på mig, mens ingen så det. Nu anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre.

En aften var jeg ude at få et par øl med to kammerater, og til sidst valgte jeg at fortælle dem om episoden. Jeg havde brug for et godt råd, men de syntes bare, at det var ustyrligt morsomt.

En af dem spurgte endda drillende, om Britta var lækker. Faktisk blev jeg vred over deres reaktion, for det var, som om de slet ikke kunne sætte sig ind i, hvor grænseoverskridende det egentlig havde været.

Da jeg cyklede hjem, spekulerede jeg på, om jeg bare var sippet. Måske skulle man som mand bare tage al kvindelig opmærksomhed som en kompliment? Men det vendte sig alligevel i mig ved tanken.

De næste dage grublede jeg videre. Jeg begyndte at overveje, om jeg frem for at tale med Maya burde tage snakken med Britta. Var det muligt, at hun og jeg kunne ordne sagen mellem os uden at involvere eller såre Maya? Jeg blev nødt til at melde klart ud, at dén opførsel ville jeg aldrig se fra Britta igen.

Men efter noget tid opgav jeg idéen. Min svigermor havde let ved at føle sig uretfærdigt behandlet. Faren for, at hun fór i flint og ville gøre livet surt for mig efterfølgende, var for stor. Desuden havde jeg ikke lyst til at gå bag min kærestes ryg.

Jeg havde svært ved at koncentrere mig om mine studier i den periode, og jeg sov dårligt om natten. Selv mine bekendte i løbeklubben lagde mærke til, at mine præstationer var langt dårligere end normalt.

Vi havde også flere skænderier i den periode, fordi jeg ikke bar over med hendes små luner, som jeg ellers plejede.

Maya og jeg havde længe haft en invitation til hendes ældste kusines bryllup hængende på køleskabet. Britta blev gudskelov syg med maveinfluenza lige op til, så vi slap for at løbe ind i hende dér. Jeg havde brugt alle mulige undskyldninger for at undgå at være i selskab med hende siden lår-episoden.

Selve bryllupsfejringen blev en virkelig god dag, hvor romantikken selvfølgelig var omdrejningspunktet. Da Maya og jeg kom hjem om aftenen, smed vi os i sofaen i vores fine tøj.

– Jeg synes også, vi to skal se at blive forlovet, sagde Maya ud af det blå.

Hun lå med hovedet på min mave og smilede op til mig, så jeg kunne se det mellemrum mellem fortænderne, som, jeg syntes, var så charmerende.

Jeg spurgte hende, om hun virkelig mente det. Da hun sagde ja, behøvede jeg kun at mærke efter et par sekunder, før jeg sagde: – Okay. Vi forlover os.

Maya kastede sig glædestrålende over mig og overdængede mig med kys. Da jeg faldt i søvn den aften, var jeg gladere, end jeg havde været i flere uger.

De næste dage var alt komplet lykke imellem os. Det var næsten som at være nyforelskede igen, men måske netop derfor begyndte jeg at få dårlig samvittighed.

Når vi skulle giftes en dag, kunne jeg ikke bære rundt på så potentielt sprængfarlig en hemmelighed. Jeg var nødt til at fortælle min kæreste om det, hendes mor havde gjort. Der måtte være rene linjer.

Jeg tænkte meget over, hvordan jeg skulle fortælle hende det og hvornår. Til sidst endte jeg med at gøre det en helt almindelig tirsdag aften.

Vi havde netop ryddet resterne af pasta og kødsovs til side, da jeg bad hende sætte sig, fordi der var noget alvorligt, jeg gerne ville tale med hende om.

Jeg kunne næsten ikke få det over mine læber, men til sidst fik jeg sagt det, som det var. Jeg gjorde mig umage for ikke at tale nedsættende om Britta og derimod bare genfortælle, hvad der var sket.

Mayas ansigt forandrede sig slet ikke, mens jeg talte. Så sendte hun mig et forsigtigt smil.

– Nu må du ikke blive sur på mig, vel? Men det var faktisk min idé. Det var mig, der bad hende gøre det.

Jeg fattede næsten ikke, hvad hun lige havde sagt.

– Hvad? Jamen hvorfor?

– For at teste dig. Før jeg foreslog, at vi blev forlovet, var jeg nødt til at vide, om jeg kunne stole på dig. Og du afviste hende jo også.

Maya så på mig med noget, der lignede stolthed. Så trak hun på skuldrene, som om problemet dermed var ude af verden.

Først sad jeg bare og stirrede på hende. Pludselig havde jeg det, som om jeg så hende for første gang, men bare i et noget andet lys, end dengang jeg var faldet pladask for hende på musikfestivalen.

Min egen kæreste havde bedt sin mor om at lægge an på mig for at teste min loyalitet! Det var så langt ude, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige.

Maya forsøgte at tage min hånd hen over spisebordet, men jeg trak den til mig, som om jeg havde brændt mig på hende. Det mindede mig om følelsen af Brittas hånd på mit lår længe efter, jeg var gået min vej den aften.

Jeg hidser mig meget sjældent op, men nu kom ordene væltende ud af mig. Jeg fortalte hende, at jeg syntes, hendes logik var fuldkommen syg, og at jeg ville flytte over til en kammerat i nogle dage.

Jeg endte med at sove på min vens sofa i en halv uges tid. Maya ringede flere gange og ville snakke. Først syntes hun, at jeg overdramatiserede situationen fuldstændig uden grund.

Men da hun omsider forstod, hvor vred og såret jeg var, begyndte hun at tigge mig om at komme hjem igen, så vi kunne tale om det. Hun sagde, at hun netop havde gjort det, fordi hun elskede mig så højt. Det gav stadig ikke mening for mig, men jeg endte med at love, at jeg ville komme hjem samme dag.

Da jeg låste mig ind i vores lejlighed den aften, var Maya ikke alene. Hun sad sammen med Britta i sofaen. Jeg spurgte med det samme min kæreste, hvad hendes mor lavede her.

Maya gik mig i møde og kyssede mig, mens hun affejende sagde, at hendes mor jo bare gerne ville hjælpe. Jeg havde lyst til at sige, at Britta havde gjort rigeligt, men bed tænderne sammen.

Jeg satte mig stift i lænestolen overfor. Samtalen kom kun haltende i gang, og efter et kvarters tid kunne jeg mærke, at vi ikke ville komme nogen vegne. Hverken min svigermor eller min kæreste havde sagt undskyld for det, de havde gjort. Jeg fik det klare indtryk, at de simpelthen ikke mente, at de havde gjort noget forkert. I deres optik var der jo logik bag.

En blanding af raseri og smerte boblede i maven på mig. Jeg følte mig så forrådt. Den episode havde betydet flere ugers tankemylder og bekymringer for fremtiden for mig. Jeg havde endda følt, at det på en eller anden måde var min skyld, at jeg måske havde opmuntret Britta uden at vide det.

Og mens jeg havde grublet over, hvordan jeg bedst kunne passe på min kæreste i alt det her, havde de to siddet og grinet bag min ryg.

Pludselig så jeg mig selv udefra. Det slog mig, hvor forkert det var, at jeg sad dér alene i stolen over for dem, mens de sad tæt sammen i sofaen som to siamesiske tvillinger. Deres tøj var ovenikøbet stort set ens den aften.

Det var i det øjeblik, at jeg omsider forstod det: Der var ikke plads til mig i det forhold. Det havde der aldrig været.

Efter den aften gik jeg fra Maya. Jeg flyttede midlertidigt hjem til mine forældre, mens Maya skiftevis græd og rasede, og i flere uger efter ringede hun stadig på alle tider af døgnet. En dag var der endda blevet hældt rå æg i mine forældres postkasse.

Det er næsten et år siden nu. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg slap ud af det forhold i tide. Nu kan jeg godt se, at der var nogle advarselslamper, som jeg bare ignorerede, både hos Maya og hendes mor. Og i fremtiden har jeg tænkt mig at styre langt uden om omklamrende svigermødre.