Hver ny dag er en gave

Der skal meget til at ryste Michael Nielsen i Assens. Han er 61 år og tidligere FN-soldat i de fredsbevarende styrker på Cypern. Han er uddannet inden for militæret og var bagefter chef i forskellige private firmaer i Danmark. Han er fraskilt og har to voksne børn. En ganske almindelig mand med et ganske almindeligt liv i Danmark, men da russerne invaderede Ukraine 24. februar i år, dukkede minderne fra hans liv i militæret op.

Han vidste med sig selv, at han ikke kunne lade som ingenting. Han måtte hjælpe, så derfor tilbød han husly til flygtninge fra Ukraine. Egentlig er han vist ikke særlig blødhjertet, men det blev han, da en pige på halvandet år og hendes mor flyttede ind hos ham 17. marts.

Det blev begyndelsen på et nyt liv, både for Michael og for Irina Prysiazhniuk og lille Emma, da Irina stod af bussen i Kolding med sin datter i den ene hånd og en lille kuffert i den anden. De to havde været undervejs i 100 timer fra Kyiv i Ukraine til Kolding. Foran dem stod nu en dansk mand, som sagde, at de skulle bo hos ham i Assens. Irina smilede og håbede det bedste.

Emma sagde intet. Før krigen brød ud i Ukraine, var hun en glad og pludrende lille pige, der elskede sin mor og far og familiens hund Tyson. Da krigen kom, og mor og Emma sad i beskyttelsesrummet 18 dage og nætter, holdt Emma op med at smile. Så holdt hun op med at snakke. Så besluttede Irina og hendes mand, Vlad, at Irina og datteren måtte flygte. For Emmas skyld.

Tryghed og ro

I Danmark har Emma fået lov til at være barn. Siden de flyttede ind i Michaels store hus, er livet blevet bedre, både for Irina og Emma, men også for Michael.

– Jeg var blevet alene og sad i det her store hus, så da krigen brød ud, kontaktede jeg Assens kommune og tilbød husly til en flygtningefamilie. Jeg havde tænkt, jeg ville sove på sofaen i stuen, og så kunne familien bo ovenpå. Samtidig var min tidligere chef og ven, Bo Eriksen, CEO hos Kiilto i Assens, blevet spurgt af den ukrainske CEO fra afdelingen i Ukraine, om han kunne hjælpe med plads til et par flygtninge, og så vidste Bo Eriksen, at jeg havde forberedt et værelse til ukrainske flygtninge. Derefter aftalte vi, at Irina og hendes datter skulle bo hos mig. Om de skulle være her i 14 dage eller et halvt år, det havde jeg ikke tænkt over. De skulle bare bo her, så længe de havde brug for det, siger Michael.

Derfor stod de på banegården i Kolding en iskold forårsdag. En udmattet Irina, der ikke taler flydende engelsk og da slet ikke dansk. En Michael, der pludselig blev kejtet, for den unge kvinde måtte jo endelig ikke tro det forkerte. Og så Emma, der bare klamrede sig til sin mor og så op på de voksne.

Siden er der sket meget i Assens. Michael er blevet bedstefar. Det er ikke en titel, der er blevet sagt officielt, men Irina og Emma kalder Michael for bedstefar på ukrainsk. De ved ikke, at Michael godt forstår ordet, men det er ikke noget, de taler om, for man skal ikke tale ting ihjel. Michael er blevet en bedstefar, der både kan bage boller, lege med Lego, gå ture og fodre ænder. Han kunne også få Emma til at smile og snakke igen. Det handler om tryghed, ro og en masse omsorg, for den store danske mand må erkende, at han har et svagt punkt for børn.

Familie til låns

– Jeg har selv to voksne børn, men endnu ingen børnebørn, og det har været fantastisk for mig pludselig at få liv i huset. Det er et helt andet liv, når man skal tage hensyn til, at den lille skal sove til middag, og at hun skal spise sundt og fornuftigt. I det hele taget er det en stor oplevelse at se verden på ny igennem et barns øjne, siger bedstefar Michael.

For Irina har det både været svært og dejligt at komme til Danmark. Det var jo ikke sådan, hun havde forestillet sig sit liv, og hun håber, at hun snart kan rejse hjem igen. Til sin mand og det liv, hun havde for nogle måneder siden.

– Før boede vi i en lejlighed i Kiev, min mand Vlad, Emma, jeg og vores hund. Vi var en lykkelig familie, og Emma var det kæreste barn, der altid tumlede rundt. Jeg var kontordame i det firma i Kiev, som havde kontakten til Michael. Min mand var også på et kontor. Så kom krigen. Vi troede, det hele ville være ovre på et par dage. Vi troede ikke, at nogen for alvor kunne angribe vores land. Vi tog fejl, og da vi havde siddet 18 døgn i en kælder, smilede og talte Emma ikke længere. For hendes skyld besluttede vi, at jeg skulle flygte til Danmark.

– Jeg var bekymret for, hvordan Michael og Danmark ville være. Jeg har aldrig været i udlandet før, jeg kendte ikke sproget, og jeg var bekymret for at flytte ind hos en enlig ældre mand. Men jeg havde ikke noget valg. Jeg måtte tro på, at han var en god mand. Menneskene i Danmark, og især Michael, har været så gode imod os. Jeg kom her med mit barn og en lille smule tøj, og alle har hjulpet os. Jeg er taknemmelig, men det er også svært bare at være taknemmelig, for jeg kan jo intet give tilbage, siger Irina.

Stor glæde

Irina ved ikke, at glæden ved at se et lille barn smile og lege, at se en mor kramme sit barn, at gå ture med et lille barn kan være det hele værd. Michael har fået en lille familie. Til låns måske, men for ham er hver ny dag en stor gave.

– Pigerne har det ene værelse ovenpå, jeg har det andet. Stue og køkken er vi fælles om, og efterhånden kender vi hinandens vaner og indretter os. Jeg er på arbejde om eftermiddagen og væk det meste af aftenen, om formiddagen laver vi gerne noget sammen, og Irina har også mødt andre ukrainske flygtninge her i byen, siger Michael.

Lige nu bor der 172 ukrainere i Assens kommune, de fleste hos private. I det hele taget har borgerne i Assens gjort et kæmpe arbejde med at samle ind og skaffet både mad og tøj, legetøj og boliger.

Nabobørnene har givet Emma deres Lego, nogle andre har givet tøj til den lille familie. Andre i byen har givet penge, for det er ikke en guldgrube at have flygtninge boende. Hjemme hos Michael er der også tænkt nye tanker for at få pengene til at slå til

– Jeg får ikke penge for at habe Irina og Emma boende. Jeg har gjort det frivilligt, fordi jeg havde masser af plads. Som buschauffør tjener du jo ikke en formue, men jeg har solgt nogle af min søsters malerier som hjælp til husholdningskassen, desuden har forskellige firmaer og mine venner fra golfklubben givet et økonomisk bidrag, så det skal nok gå.

– Som noget nyt er Irina og Emma lige blevet godkendt til at få 150 kroner om dagen af kommunen. Pengene er til dem selv, så de kan købe det, de mangler, eller sommetider bidrage til husholdningen. Jeg tænker ikke så nøje over det. De penge, vi har, lægger jeg i en kasse på skrivebordet, så kan Irina købe ind for dem, siger han.

Irina laver aftensmad, Michael står for morgenmaden, og stille og roligt er de blevet en familie. En lidt anderledes familie, hvor samtalen foregår på lidt dansk, noget engelsk og ukrainsk, men glæden behøver ikke noget sprog. Den får de voksne, når de ser Emma tumle i haven eller nede ved vandet.

Michael, der før passede sit arbejde og i fritiden spillede golf, fiskede eller sleb knive for folk, er blevet en rigtig bedstefar. Han kan fortælle i timevis om, hvor dygtig Emma er til det ene og det andet, hvor god en mor Irina er, og hvor meget han holder af dem.

Irina holder også af Michael, fordi han er bedstefar for hendes lille datter, og fordi han er et godt menneske, som hun siger. Men hun tænker også på, at hun gerne vil hjem til sit eget land.

– Jeg savner min mand og vores liv. Det er meningen, at vi skal tilbage, så snart der er fred. Jeg vil være med til at bygge vores land op, men vi vil aldrig glemme Michael. Han er jo vores bedstefar, siger Irina.

Michael siger ikke noget. Han vil sikkert blive ked af det, når Emma og hendes mor rejser, men han kan også forstå dem.

– Jeg hverken kan eller vil tvinge dem til at blive her, men de har givet mig så meget mere, end jeg nogensinde havde drømt om. Irina har lovet mig, at hun sender mig et foto af Emma hvert år på hendes fødselsdag, og måske ses vi igen en gang, siger Michael.