I arkivet med Adam fra "Forsvundne arvinger": Kom i gang med slægtsforskning

– Har du højdeskræk? spørger Adam Jon Kronegh. Det sandfærdige svar er ”ja”, men jeg ved også, at jeg vil ærgre mig gul og grøn resten af mine dage, hvis jeg ikke griber chancen for at få en tur i den truck, jeg og mange andre er fascineret af i DR-programmerne ”Forsvundne arvinger”, hvor den charmerende arkivar siden 2017 har tryllebundet seerne i sin jagt på arvinger, der står til at arve en sum penge og få en historie om en ukendt, afdød slægtning.

Så jeg siger nej og stiller mig hen til den venlige arkivbetjent og truckfører, og kort efter befinder jeg mig 12 meter oppe under loftet med udsigt over hele det enorme lagerlokale.

Med to store sugekopper kan trucken løfte de 100 kilo tunge arkivkasser ud på gaflen, så de kan blive fragtet ned i gulvhøjde og videre ud til Rigsarkivets personale og til læsesalene i København, Viborg, Odense og Aabenraa, hvor ivrige slægtsforskere sidder og venter på det materiale, de har bestilt.

Vielsesattester, dødsattester, udvandringsprotokoller, registerblade fra politiet og tusindvis af andre dokumenter er i Rigsarkivets varetægt, og Adam skyder på, at der er omkring fem millioner æsker på hylderne i den kølige lagerhal. Der er en temperatur mellem 16 og 18 grader for at beskytte dokumenterne mod især svamp, der er den største trussel mod papiret.

– De ældste dokumenter er helt tilbage fra 1100-tallet, og de nyeste er fra i forgårs, siger han.

Hemmeligheder og historier

Slægtsforskning fylder en del for mange danskere, uanset om man selv arbejder med at afdække sit slægtstræ og de hemmeligheder og historier, det måtte indeholde, eller om man ”bare” følger med i ”Forsvundne arvinger” på DR og gang på gang bliver fascineret af, hvor meget man kan finde i arkiverne, hvis man vel at mærke ved, hvor og hvordan man skal lede.

Denne fascination er anledningen til Adams nye bog, ”Med Adam i arkivet”, som han har skrevet sammen med Michael Dupont, der har skrevet flere bøger om slægtsforskning.

Bogen er Adams første, og den er blevet til på baggrund af de mange henvendelser, han får i sin indbakke, og til de foredrag, han holder rundt om i landet.

– Slægtsforskning taler virkelig til mange, og jeg er sikker på, at det er, fordi det er vigtigt for de fleste at kende sine rødder. Hvor kommer vi fra, og hvad har vi med os? siger han.

– Jo mere, vi ved, jo mere forankrede føler vi os, og det er vigtigt for mange i en tid, hvor vi bliver bombarderet med informationer, og som for mange kan føles meget flaksende. Så er det godt at få svar på, hvor i muldjorden ens fødder hører hjemme, siger han.

Fem generationer

Man skulle måske tro, at Adam selv ved alt om sit eget stamtræ, men det er faktisk ikke tilfældet.

– Det er måske, fordi mit arbejdsliv går med at finde informationer om andre, og så har jeg andre ting at koncentrere mig om, når det bliver fyraften, er hans eget bud.

– Men jeg glæder mig til, at jeg får tid til at fordybe mig en dag, fortsætter han.

Han ved dog, at Griffenfeldsgade på Nørrebro i København, hvor han bor med sin hustru og deres to børn, er en adresse, hans familie har delt i generationer tilbage.

– Vi flyttede ind i vores lejlighed i 2011, og jeg boede faktisk i den samme ejendom som barn. Senere kom jeg i tanker om, at min farmor også havde boet der, og det kunne jeg bekræfte, da jeg fandt hende i Modstandsdatabasen. Hun boede fire numre længere nede ad gaden. Det er sjovt at tænke på, siger Adam, der senere fandt ud af, at også hans farmors far havde boet i gaden.

– Så det er fem generationer i min familie, der bor eller har boet i Griffenfeldsgade. Det er da fascinerende.

Han har også kigget i de gamle folketællinger for at se, hvem der har boet i hans lejlighed før ham og hans familie.

– For 100 år siden boede der et ægtepar ved navn Julius og Alvilda Flormeline. Han var bogbinder, og hun var husmor, og det er jo ikke oplysninger, jeg skal bruge til andet, end at det er lidt hyggeligt at tænke på, at de også har gået rundt i lejligheden og følt sig hjemme, ligesom vi gør, siger han.

Hårde og brutale fakta

Når man ser ”Forsvundne arvinger” kan Adam Jon Kroneghsarbejde virke næsten som en troldmands, når han gang på gang hiver skeletter ud ad skabene og gør sirligt nedskrevne navne i en kirkebog levende med oplysninger om de omtaltes liv for mange år siden.

Adoptioner, skilsmisser, fængselsdomme kommer frem, og fakta, der umiddelbart kan virke hårde og brutale, får kastet et nyt lys på sig. Frem toner historier, som kan være både hjerteskærende og rørende, og som vidner om, at hverdagen for mange har været ubarmhjertig.

Men selv om Rigsarkivet rummer næsten uanede mængder af information, og det kan virke uoverskueligt at søge det frem, man skal bruge, understreger Adam, at det er noget, alle kan, hvis de vil.

– Det kræver nysgerrighed, en kande kaffe og en eftermiddag, og så kan man faktisk nå rigtig langt, siger han med et smil.

Hans bog er en brugsbog for dem, der gerne selv vil i gang med slægtsforskning, eller dem, der er kommet i gang, men af den ene eller anden grund er gået i stå. I et letforståeligt og overskue-ligt sprog bliver man som læser taget i hånden og guidet gennem forskellige databaser, og man får et væld af tips til, hvordan man kommer videre i sin færd i arkiverne.

Grav historierne frem

De seneste år er der kommet stadig flere udbydere af dna-tests på markedet, hvor man ved at sende en spytvædet vatpind med posten kan få svar på, hvor i verden ens forfædre stammer fra. Adam har selv taget en test, og han indrømmer med et smil, at han blev noget skuffet over ”bare” at være 100 procent skandinav.

– Jeg synes, det er spændende, og det åbner for nogle nye muligheder, men mange af de databaser, som følger med i firmaernes abonnementsaftaler, er faktisk gratis at tilgå, så det er ikke derfor, man skal gøre det. De er ofte meget dyre, så de penge kan man altså roligt spare, siger han.

– Med min og Michael Duponts bog i hånden kan man komme rigtig langt, og min erfaring er, at jo hurtigere man kommer til at føle, at man kan finde ud af det, og at ens anstrengelser bærer frugt, jo mere motiverende er det, og jo mere kan man finde ud af. Det vigtigste er, at man aldrig giver op, understreger han.

– Når man går i gang, synes jeg, man skal gøre sig klart, om man vil gå den ene eller den anden vej med sin slægtsforskning. Vil man hurtigt lave et stort stamtræ, der går langt tilbage i tiden, eller vil man fordybe sig i enkelte personers historie? Man kan selvfølgelig sagtens gøre begge dele, men ikke på en gang, for så er min erfaring, at man nemt mister overblikket, siger Adam.

Og så er noterne vigtige:

– En fejl, jeg ser flere gøre, er, at de ikke skriver alt ned. Jeg skal selvfølgelig gøre det, når jeg har det job, jeg har, men det er også tvingende nødvendigt, hvis man bare sidder hjemme i køkkenet med sin computer, for man mister lynhurtigt overblikket ellers. Igen handler det om struktur. Ellers ender man med en stor bunke papirer med løse navne og årstal, som man ikke aner, hvad handler om, fordi man ikke har skrevet ned, hvor man har fundet det. Og så bliver det så uoverskueligt, at man hellere pakker det hele sammen og tænker, at jeg fortsætter en anden dag, og så bliver det ikke til mere, siger han.

Tilbage i arkiverne

Jeg kender personligt alt til de bunker, Adam beskriver, og selv om jeg som journalist er temmelig ferm til at researche, har jeg ikke tidligere vidst præcis, hvordan jeg skulle søge informationer frem om forhistoriske personer. For eksempel har jeg altid været meget fascineret af tanken om alle dem, der har boet i min lejlighed på Vesterbro i København før mig.

Med Adams bog i hånden tager det mig en halv time at finde navnene på den familie, der boede der under 2. verdenskrig: en tyskfødt enke med to voksne børn. Sønnen står i folketællingen opført som matros, og at han er ”forsvundet”. Da jeg søger på hans navn, finder jeg ud af, at han var ombord på et skib, der blev sænket af en tysk ubåd i sommeren 1941. Jeg finder også navnet på hans skib, på de andre besætningsmedlemmer, og både navnet på ubåden og den kaptajn, der via et enkelt tryk på en knap forvoldte 26 mænds død.

Da jeg om aftenen står med tandbørsten i munden, falder mit blik på en afskallet plet på dørkarmen, hvor man kan se rester af den gamle maling. Jeg tænker på, om den unge sømand mon rørte ved netop det sted, den dag han stod til søs for aldrig at vende tilbage. En hel film udspiller sig i mit hoved, og én ting er sikkert: Jeg skal tilbage i arkiverne og finde ud af meget mere om ham. Naturligvis udrustet med Adams bog.