Jeg vil hjælpe andre med at stifte familie

Interessen for at blive ægdonor opstod en oktoberdag i 2020, da dengang 24-årige Line sad i sin lejlighed i Aarhus og så yndlingsprogrammet ”Nybyggerne”. Parret Trine og Mikkel forklarede i programmet, at de tidligere havde mistet et barn under graviditeten og nu måtte benytte sig af en ægdonor.

– Det var meget rørende at se, hvor påvirkede de var over ikke at kunne få børn, og jeg tænkte, at det måtte være så hårdt ikke at kunne stifte den familie, man drømmer om.

Trine og Mikkels historie fik Line til at spekulere over, hvordan ægdonation egentlig foregår. Hun begyndte at undersøge sagen og tog kort tid efter kontakt til en klinik i nærheden. Herfra gik det stærkt. Hun skulle besvare en del spørgsmål om sin generelle sundhed og blev efterfølgende kaldt til en samtale, hvor hun fik mulighed for at uddybe sin motivation for at blive ægdonor. Derefter snakkede hun med en genetiker om eventuelle arvelige sygdomme, som hun potentielt kunne give videre.

– Jeg har selv mistet flere i min familie til kræft, bl.a. min mor. Da hun døde, fik vi testet, om det var en arvelig form for kræft, men det var det heldigvis ikke.

Som et vigtigt led i processen skulle Line også tage stilling til, hvilken donor-profil hun ønskede. Line valgte at være en såkaldt ”åben donor med udvidet profil’’, hvilket betyder, at hun ikke må vide, hvem modtageren er, og de må heller ikke vide, hvem hun er. Lige nu. De får kun adgang til Lines fysiske informationer, og så må de børn, der evt. kommer ud af det, få oplyst hendes identitet, når de fylder 18.

– Jeg var rimelig afklaret med, at jeg ikke ville være kendt donor, fordi jeg synes, det kommer for tæt på. Samtidig synes jeg, at det var unødvendigt at være anonym, fortæller Line.

To måneder efter den sidste samtale på klinikken var Line næsten klar til at donere æg for første gang. Inden hun kunne påbegynde hormonforløbet, skulle hun have tjekket sine æg-reserver ved en scanning. Samtidig blev der taget en blodprøve, der testede, om hendes hormonniveauet var inden for det normale.

Ventede på match

Line blev godkendt til hormonforløbet, og klinikken gik i gang med at lede efter et match. Der var lange ventelister til at modtage æg, og derfor gik det stærkt. Allerede samme dag havde de fundet en modtager. Det fik Line at vide, og sammen med klinikken begyndte hun at planlægge forløbet.

– Processen bliver planlagt efter min cyklus, og så skal det også passe med modtageren af ægget – hun skal gøres klar til at modtage mit æg.

Line påbegyndte hormonbehandlingen, som indebærer tre forskellige slags hormoner, der skal sprøjtes ind i kroppen dagligt i en periode på ca. 12 dage. Indsprøjtningerne skulle tages en gang om dagen de første fem dage, og fra dag fem og indtil æg-udtagning var det to stik om dagen. Selv om Line selv er uddannet sygeplejerske, var det et grænseskridende øjeblik, da hun skulle stikke sig selv i maven med den første hormonsprøjte.

– Jeg er vant til at skulle stikke andre, men det var stadig grænseoverskridende at stikke mig selv i begyndelsen. Men igen, jeg vidste, at det kun var 12 dage, og at jeg gjorde det for at hjælpe andre, fortæller hun.

Selv om Line overvejende havde en positiv oplevelse med forløbet, var hun også mærket af de gener, som fulgte med. Især i slutningen af hormonforløbet kunne hun mærke, at hendes krop var påvirket af det store hormonindtag.

– Jeg var meget øm. Især i mine bryster. Desuden var jeg oppustet og havde væske i kroppen.

Kærlighed over biologi

Efter æg-udtagningen var Lines forløb egentlig afsluttet. Hvis hun efterfølgende ønskede svar på, hvorvidt hendes æg var blevet benyttet, skulle hun selv kontakte klinikken. Hun ringede et par gange for at høre, hvad status var, men som tiden gik, blev hun opmærksom på at tage afstand fra det og lade hverdagen fortsætte som normalt. Line har nemlig siden begyndelsen været bevidst om sin rolle som donor.

– Jeg føler mig kun som en donor, fordi det ikke er børn, jeg giver videre, det er æg. Det er ikke mig, der skal agere i nogen mor-rolle, men det par, der får mine æg og kan skabe en familie af det.

Hun er selv vokset op i en familie, hvor biologi ikke spiller en afgørende rolle. Efter sin mors død tog Lines bonusfamilie hende til sig, og selv om hendes bonusmor ikke kan erstatte hendes biologiske mor, udfylder hun stadig mor-rollen.

– Vi er bare en stor familie. For mig handler familie i højere grad om kærlighed og at elske dem, der er omkring en frem for det biologiske aspekt.

Uvidenhed skaber tabu

Da Line besluttede sig for at blive ægdonor, blev hun generelt mødt af positive reaktioner. Hun snakkede meget med sin omgangskreds om det, og selv om kolleger og venner overvejende var positive, oplevede hun også, at flere undrede sig over hendes beslutning. De synes især, det lød grænseoverskridende at skulle gennemgå det fysiske forløb, der indebar daglige hormonindsprøjtninger. Desuden var der flere, som var skeptiske over for, om Line nu var sikker på, at det ikke ville spænde ben for hende i fremtiden, og hun måske ville komme til at fortryde sin beslutning. Men deres skepsis fik ikke Line til at tvivle på noget tidspunkt, og hendes valg om at tale åbent omkring forløbet har ikke været forgæves.

– Jeg stødte for nylig ind i en af mine kolleger, som fortalte, at hun selv har kontaktet en fertilitetsklinik, efter hun hørte min historie. Det var virkelig dejligt at høre, at hun havde afsøgt mulighederne i stedet for at blive skræmt væk af det.

Line tænker, at uvidenhed omkring ægdonation kan være med til at afskrække folk og gøre emnet tabubelagt. Ved at snakke åbent om det og oplyse om, hvad det rent faktisk indebærer, mener hun, at det kan være med til at afmystificere processen, man går igennem som ægdonor.

– Min motivation for at blive ægdonor opstod efter at have hørt andres historie. Så jeg tænker, at jo mere information og åbenhed, der kommer omkring emnet, jo bedre.

Hun understreger dog også, at det vigtigste er at have sig selv med i processen og sørge for, at det passer ind i den livssitua-tion, man befinder sig i. Hun blev for nyligt kontaktet af klinikken, der spurgte, om hun havde lyst til at donere æg igen, men takkede nej, fordi hun vurderede, at det ikke passede ind i hendes liv lige nu.

– Jeg har uddannelse, arbejde og en lejlighed, jeg lige har overtaget – det er vigtigt, at man også kan sige fra og have sig selv med i det.