Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Det lykkedes. Det kan man roligt sige. John opfandt Alfabet Tastaturet. Det går ud på, at der, hvor et almindeligt tastatur på computeren kun viser de store bogstaver, viser Johns tastatur både de små og de store bogstaver på samme knap, og samtidig har han gjort vokalerne røde på tastaturet, mens konsonanterne er blå. I første omgang lavede han klistermærker, der kunne sættes over på det almindelige tastatur, så lavede han plakater, musemåtter og tastaturer til computeren. Det sidste nye er et alfabettæppe og en app til telefonen på fem forskellige sprog. Johns tastaturer er brugt på over 700 skoler i Danmark, men John stopper ikke, før hvert eneste ordblinde eller tosprogede barn i hele Danmark lærer at læse – og det behøver ikke at være ”Peter og dragen Elliot”, selv om det var den bog, der ændrede hele Camillas liv, da hun var en lille pige på 7 år. – Mine forældre var skilt, og når jeg var hos min far, var jeg hans prøvekanin, for han kunne simpelthen ikke holde ud, at jeg ikke kunne finde ud af bogstaverne. Først skulle jeg læse i bogen og så skrive et par linjer fra bogen på computeren. Det kunne jeg bare ikke, for de store og de små bogstaver lignede slet ikke hinanden. Så gad jeg ikke skrive og læse, jeg gav bare op, siger Camilla.
– Jeg gik ned til boghandleren og købte nogle Letraset-ark med de små bogstaver. Dem satte jeg på tastaturet, og så skete mit eget mirakel. Camilla satte sig ved computeren, jeg bad hende skrive to sætninger og skyndte mig så ud i køkkenet, for jeg kunne ikke holde ud, hvis det heller ikke virkede. Men det gjorde det. Inden jeg var helt ude i køkkenet, klaprede tasterne. Camilla kunne endelig se det, der manglede. Nemlig de små bogstaver.
– Da jeg opdagede, hvor god idéen med alfabetet var, lavede jeg en designregistrering på den, og så skulle den sælges til skolerne i Danmark, havde jeg forestillet mig. Det har været en lang og sej kamp, og der skulle også skaffes penge til at lave tastaturer, klistermærker og så videre. På det tidspunkt arbejdede jeg om natten, så jeg kunne være sammen med Camilla om dagen.
– Jeg var på det tidspunkt nok den eneste, der troede på min idé om tastaturet. Det kunne jo ikke være så enkelt, mente de kloge, så jeg har talt med rigtig mange fagfolk i Danmark. Hver en øre jeg tjente, brugte jeg på det tastatur: Det måtte være lykken for ordblinde og læsesvage børn, var jeg sikker på. Johns arbejde betalte sig trods alt. I dag er tastaturet brugt på skoler både for børn og voksne, og efter at Martin Lindved fra en skole i Fredericia lavede en test og en tyk rapport om tastaturet, er Johns opfindelse kendt over hele Danmark. I 2011 fik han Den Europæiske Sprogpris for sin opfindelse. Tusinder af børn har fået hjælp af Johns opfindelse. Læs også om hvordan du finder ud af, om du er ordblind I dag er John 61 år, håret er gråt, og hjernen kører stadig på højtryk med nye idéer. Nu er han blevet en del af et team. Camilla, Nihat og Kim hjælper med alt det tekniske, og de prøver at holde ham lidt nede på jorden, for sådan en som John holder aldrig fri. Derfor har Nihat og Kim købt et akvarium med fisk i, som de forestiller sig, John skal sidde og se på – det skulle være så afslappende. Måske kigger John på fiskene om natten, men resten af tiden finder han på nye opfindelser, men den største ting er stadig hans Alfabet Tastatur. – Jeg er stolt af, at Camilla og jeg kunne hjælpe så mange børn med at lære at læse og skrive. Det har været det hele værd, siger John, og Camilla kunne ikke være mere enig.