Jyttes hus er 17 kvadratmeter: Jeg elsker det enkle liv

Søren har bygget huler, siden han var seks, og Jytte har altid haft hang til minimalisme. Så det var, som not faldt i fer, da de to en sommeraften sad på brønddækslet ved Jyttes bondehus tæt på Hjerl Hede og tænkte store tanker. Eller måske skulle man sige små tanker.

For resultatet af den fortrolige aftensnak mellem kæresterne blev, at Søren købte en brugt mandskabsvogn for 6.000 kroner og gik i gang med at bygge et tiny house til Jytte. Eller TH, som de indviede kalder de små boliger.

Læs også: Drømmen om et halmhus

Stor frihedsfølelse

I dag står huset, Jyttes hjem, gult, smukt og færdigt, på Fejø, men det er helt sikkert ikke dets sidste destination.

– Jeg har en stor frihedsfølelse og kan godt lide at være i bevægelse. Også mentalt, siger 67-årige Jytte Grådal.

Hun har arbejdet som socialpædagog, journalist og korrekturlæser og boet både i Øst- og Vestjylland. I hele livet og – med tiden mere og mere – har hun været tiltrukket af enkelheden i tilværelsen. Et liv, hvor man bruger med omtanke og allerhelst genbruger.

17 kvadratmeter er nok

I dag er alt, hvad hun behøver af livet, samlet på de 17 kvadratmeter. Og det er inklusive den hems på 6 kvadratmeter, som Søren tilføjede.

”Vognen” står der ganske sigende og uprætentiøst på et skilt over indgangsdøren.

– Det eneste, der mangler, er vaskemaskine og tørretumbler, men jeg klatvasker lidt, og ellers kan jeg jo for eksempel vaske ovre hos Søren, siger Jytte.

Læs også: Selvgjort er velgjort

To bopæle

For mens Jytte og Vognen har slået sig ned på Fejø i Smålandshavet nord for Lolland, fastholder 67-årige Søren Wium sin egen bopæl på en anden ø langt derfra, nemlig Fanø. Her er han født, og her har han som snedker og arkitekt bygget huse næsten hele sit voksenliv.

– Jytte har ikke rigtig fundet Fanø, men vi arbejder på, at det skal ske, siger Søren med et lunt glimt i øjet, mens Jytte er ude af vognen et øjeblik.

Nem at flytte

Da Søren og Jytte i sommer flyttede vognen fra dens fødested nær Flyndersø og 325 kilometer gennem fædrelandet, trofast trukket af Sørens gamle Ferguson med 18 kilometer i timen, troede de, at den ville komme i selskab med andre tiny houses på naturcampingpladsen på Fejø.

Men siden da er der kommet nye koste til Fejø, og vognen kan ikke længere stå her på øens sydkyst.

– Lige nu ved jeg ikke, hvor den skal stå fremover, men min yngste datter og hendes familie bor på Lolland og har en stor grund, så måske kommer den til at stå der, siger Jytte, forholdsvis ubekymret.

Læs også: Jeg fandt lykken i en gammel gedestald

Skænderier

– Det tager højst en halv time at gøre Vognen klar til at blive flyttet, vi skal bare have fjernet opklodsningen og have gang i traktoren, siger Søren.

En del af tiden bor han sammen med Jytte i vognen.

– Men af og til skændes vi vildt meget, og så tager Søren hjem til Fanø, griner Jytte og ryster på hovedet af sig selv og kæresten.

Skænderierne skyldes vist ikke altid kuller over at bo så tæt, men som Jytte siger med tryk på sidste ord:

–Vi har forskellige kom-mu-ni-ka-ti-ons-for-mer!

Det lyder til at være den gamle historie om, at mænd er fra Mars og kvinder fra et helt andet solsystem, så den blander vi os ikke i lige nu ...

Rundvisning

Indenfor er der kaffe på kanden og chokolade på bordet.

Jytte slår ud med armene og viser velvilligt rundt på slottet, og vi snor os, som var vi tv-ejendomsmæglere i ”Hammerslag”. Lige til højre for indgangsdøren ligger toilet og badeværelse, og så breder køkkenet sig ellers på begge sider ad gangen, og det indeholder vel at mærke alle moderne bekvemmeligheder med for eksempel fem kogeplader og masser af skabsplads. Hvem har brug for mere?

I vognens hjerte ligger stuen med magelig rød sofa, blomstret tapet på væggene og panoramavindue (faktisk en dobbeltdør). Allerbagerst under sovehemsen er indrettet kontor med to arbejdsstationer.

Læs også: Kærligheden trives i skurvognen

Harmoni

Trappetrinene op til hemsen er naturligvis udnyttet til opmagasinering, ja, faktisk er her ingen hulrum, der ikke er i brug.

Alt er lavet i fuld harmoni mellem Jytte og Søren, undtagen da de tapetserede. Der er ikke andet at sige, end at det gik ikke!

Jytte er født på Djursland og opvokset i en ganske almindelig middelklassefamilie, og det er ikke af nød, at hun har fået forkærlighed for den enkle levevis.

– Jeg kan bare mærke, at jeg får det så godt indeni ved blot at være til på livets fundamentale betingelser. Derfor er det vigtigt for mig at føle ejerskab over mit liv – og være handlekraften i det. Måske begyndte det, da jeg for mere end 30 år siden begyndte at meditere. Jeg blev lysere indeni, fik en anden ro på, forklarer Jytte, trækker vejret ind og tilføjer så grinende:

– Den ro har jeg så ikke rigtig mere, men den kommer måske igen...

Jytte har tre børn, og da hun traf Søren for fem år siden, havde hun levet alene i 25 år og haft det stjernegodt med det.

Trang til tosomhed

Men pludselig sneg der sig lidt trang til tosomhed ind på hende, og et kortvarigt ophold på en datingside resulterede i, at Søren kom ind i hendes liv.

Hans liv havde slået noget af en kolbøtte, og nu var han på vej op og klar til lade en blive til to.

– Vi mødtes 9. april – på dagen for Danmarks besættelse, siger Søren.

Læs også: Seniordating hitter: Såan nogle som os har jo brug for en kæreste

Lammet af smerter

Hans læge på Fanø havde flere gange sagt til ham, at hans indre harddisk var ved at være fyldt, men Søren arbejdede videre med opgaverne i sin tegnestue.

– Det er nu 10 år siden, at jeg i løbet af to-tre dage blev fuldstændig lammet af smerter. Jeg kunne ingenting, ikke så meget som at tage strømper på.

I løbet af de næste år smuldrede livet, som han havde kendt det, og ægteskabet strøg samme vej.

Kun gået fremad

For fem år siden fik han diagnosen fibromyalgi, og i dag er det mere træthed end smerter, der plager ham.

– Mit liv var på vej til at blive bedre, da jeg mødte Jytte – og siden da er det kun gået fremad, siger Søren.

Hun kalder ham ”utrolig generøs”, og han mener, at hun har ”et sind, der rækker længere ud end de flestes”.

De er enige om, at de er så forskellige, som man kan blive. Måske er det også det, der holder gnisten i live. Skænderierne, ja, de har været der lige fra begyndelsen.

– Er I lige gode om det, kommer man uvægerligt til at spørge dem, som var de to små uvorne unger i skolegården – og de svarer i kor:

Søren: – Ja!

Jytte: – Nej!

Læs også: Keld og Hilda: Vi er gode til at skændes