Kærlighed kender ingen grænser

85-årige Inga Rasmussen bor i Gallehus lige ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Karsten Tüchsen Hansen er 89 år og bor i Süderlügum i Tyskland. De seneste to år har de mødtes hver eneste dag, men så skete det, ingen mere troede kunne ske: Danmark lukkede sine grænser, denne gang på grund af coronavirussen. Hvad gør et meget forelsket par så? De aftaler selvfølgelig at mødes ved grænseovergangen Møllehus. Her kan de sidde på hver sin side af bommen og i hvert sit land, men dog sammen. Derfor kan man nu hver eneste dag møde Inga og Karsten præcis klokken 15 her. Han sidder i en plastikhavestol, mens han har overladt den gode stol til Inga. Hun kommer med kaffen, og de skiftes til at tage en lille opstrammer med, for det er stadig en kold tid at mødes i, når man er nødt til at sidde udenfor og se hinanden dybt i øjnene henover en grænsebom.

Læs også om Aggis drøm

Det handler om kærlighed i coronaens tid, og det handler om to mennesker, der har levet så længe, at de ikke lader sig slå ud af en grænsebom eller for den sags skyld andre folks meninger. De har prøvet så meget, der var værre. Faktisk synes de begge to, at de der grænsebomme skulle have været lukket meget tidligere, så smitterisikoen kunne have været formindsket – også selv om det er svært for to meget forelskede mennesker at undvære hinanden i det daglige.

– Karsten er tysk og bor i Süderlügum, og da grænsen var åben, skiftedes vi til at besøge hinanden. Karsten kørte stadig bil, da vi mødtes for to år siden, men nu har han fået så voldsom grøn stær, at han ikke må køre bil mere, så nu cykler han, siger Inga med den største selvfølgelighed.

Der er ikke mange mænd med grøn stær, der i en alder af 89 år cykler 11 km hver vej for at tilbringe en times tid ved en grænseovergang, men det gør Karsten altså.

Kærlighed i køen

Man forstår ham faktisk godt, for Inga er en smuk kvinde. Til gengæld forstår hun stadig ikke helt, hvorfor hun pludselig blev så vildt forelsket, at hun gerne smider alt, hvad hun har i hænderne, for sin Karsten. Det regner man ikke med, når man har været enke i tre år efter 60 års ægteskab.

Det begyndte alt sammen i en rundkørsel ved Tønder for små to år siden.

– Der var sådan en bod, hvor man kunne købe kartofler og jordbær, så der kørte jeg hen for at få lidt med hjem. Bag mig i køen stod Karsten, og selvom jeg ikke lagde mærke til ham, lagde han åbenbart mærke til mig.

Det må man sige, at han gjorde. Han havde været enkemand i to år, også efter næsten 60 års ægteskab, og troede, at løbet var kørt for tosomhed. Men den dag i rundkørslen tabte han fuldstændig hovedet. Han lagde helt bestemt mærke til den lille fikse dame, og inden han nåede at tænke for meget over det, købte han en buket blomster i boden og overrakte den galant til Inga og fik gang i en samtale.

– Jeg ved da heller ikke, hvad der gik af mig, siger Inga. Jeg tog imod blomsterne, og han var hyggelig at snakke med. Han tilbød mig at køre efter ham, så jeg kunne se, hvor han boede. Det har jeg aldrig nogensinde prøvet før: at køre efter en mand. Det har jeg aldrig haft brug for, men nu gjorde jeg det altså alligevel, siger Inga og smiler ved tanken.

Læs også om kærlighed på plejehjemmet

Inga bor stadig i det hus, hun har boet i det meste af sit liv. Hun klarer sig selv, hun passer huset og laver mad til sig selv og Karsten, når han er der. Børn og børnebørn har hun også, og de ved godt, at når Inga har bestemt sig for noget, skal der ikke snakkes mere om det.

– Børnene mente jo nok, at det var lidt mærkeligt, at jeg sådan skulle gå hen og få en kæreste i min alder. Der kan jeg jo kun sige, at det bestemt heller ikke var meningen, men nu blev det sådan. Jeg er glad for, at jeg oplever kærligheden en gang mere i mit liv, siger Inga.

Karsten har også fundet ud af, at Inga er en kvinde med meninger. Han har tilbudt hende at flytte ind i hans hus i Tyskland, men der sætter Inga hælene i. Hun skal bestemt ikke bo i Tyskland. Hun har det godt, hvor hun er, og her bliver hun. Der er jo heller ingen grund til at ødelægge det gode forhold ved at flytte sammen, siger hun og hælder kaffen på termokanden og stiller snapsen i kurven. Klokken er snart 15, og Karsten venter på hende. Kærlighed og en kaffepunch varmer i en kold tid.