Selv om verden er våd, er den jo også lys

Frosten er gået af asfalten, solen er stærk og klar og sender lange skygger ned gennem gaderne.

Det er smukt, og næsten fornærmende mod solen at skærme øjnene.

I Danmark hylder vi naturen og årstidernes skiften, men sådan er det ikke alle steder.

Jeg sad engang i et fly ved siden af en australier, som hed John. Vi havde en hyggelig samtale, indtil talen faldt på det danske klima.

John sagde: ”I danskere er altid så sentimentale. Blot vintergækkerne dukker op i skoven, ræser I derud og kigger på de små planter”.

Jeg havde svært ved at forklare John, hvilken stemning det sætter gang i hos de fleste af os, når foråret kommer.

Så jeg sagde blot: ”At have øje for smukke blomster, tyder på et godt og varmt gemyt”.

Heldigvis skulle vi til at lande, så jeg blev fri for at citere det digt, jeg havde på læberne, og som måske ville sætte John i en endnu mere negativ sindsbevægelse af mangel på forståelse for, hvad foråret betyder for os i dette land.

Da jeg var barn, introducerede min far mig til et lille digt af Morten Nielsen, der var frihedskæmper.

Digtet handler om foråret og passer lige præcis til denne tid og min egen sindsstemning.

Digtet lyder: ”Verden er våd og lys. Himlen er tung af væde. Hjertet er tungt af lykke. Lykkeligt nær ved at græde”.

I april går jeg gerne gennem skoven; her er fint og lyst, og det rammer mit hjerte og skaber en stemning.

Den må jeg for alt i verden dele med nogen.

Ikke med John, han kan passe sig selv i Australien, mens jeg suger den danske natur til mig og tænker på den unge digter Morten, der med få strofer sender et budskab om livsglæde og håb.

Det sidder i mit bryst. Jeg må gøre noget. Digtet forventer det af mig.

Der må blomster til!

Jeg nænner ikke at plukke skovens, for der er jo mange andre, der skal modtage livsglæden efter mig.

Det har været påske, så jeg styrter ind hos blomsterhandleren i Store Kongensgade og køber de sidste påskeliljer.

Det er til en, jeg har kær, og som er syg.

Hun er den, jeg tænker, trænger allermest til blomster.

For hende er verden kun tung af væde, og når jeg kommer med blomster, ved jeg, at hendes hjerte bliver lykkeligt nær ved at græde.

Hjem kommer jeg dog uden blomster, men jeg får et stort smil og en anerkendelse for min handling.

Vi spiser frokost med familien med hjertet tungt af lykke.

Selv om verden er våd, er den jo også lys.

Godt, vi er begunstiget med de skiftende årstider, ærgerligt for John, hvor himlen kun er tung af væde.

Her har vi lykke i april.