Kvinderne fra Thy kan selv

De kan selv i Thy. Især beboerne i Bedsted. Da byens plejehjem skulle lukkes i 2010, fordi Thisted Kommune skulle spare penge, var borgerne i byen ikke ”tilpasse ved det”, som formanden for venneforeningen, Kirsten Andersen, siger. Folk i Bedsted dannede foreningen ”Venner til Friplejehjemmet Bedsted Thy”, og sammen med borgerne i byen fik de hurtigt samlet penge ind og lagt beslag på det gamle Thy Højspændingsværk, hvor de ville indrette et friplejehjem. Samtidig blev der bygget 24 beskyttede lejligheder i tilknytning til plejehjemmet, og det hele blev indviet i 2013. Nu har byen deres eget private plejehjem, som aldrig kan udsættes for kommunale besparelser. Borgerne i Bedsted fik deres vilje.

Men ikke en gang de gode folk i Bedsted og deres stædighed kunne gøre fra eller til, da coronaen ramte verden og Danmark sidste år. Derfor blev der også alt for stille på det nye plejehjem. Beboerne måtte blive hjemme, og de kunne heller ikke få besøg, så efterhånden var stemningen lidt trykket. Personalet gjorde deres bedste for at være underholdende, og en dag fik sygeplejersken Louise en ide: Måske kunne man skrive nogle postkort sammen med beboerne og sende dem af sted, så verden vidste, at de altså var her endnu? Annie, der også arbejder på plejehjemmet, kontaktede den lokale kunstner Kristine Frøkjær, der blandt andet er kendt for sine smukke postkort.

Da Kristine og Annie satte sig sammen, fandt de ud af, at det slet ikke var nok bare at skrive postkort. De planlagde at lave en bog sammen med de af beboerne, der havde lyst. Den skulle hedde ”Postkort fra et langt liv”. Det blev til 12 samtaler med 12 beboere, som Annie optog på bånd, mens Kristine noterede og lavede tegninger til.

De 12 beboere, der medvirkede i bogen, fortalte om, hvordan det var at komme ud at tjene, om konfirmationen, om livretter, gamle dage og meget andet. Det blev til 12 rørende og menneskelige fortællinger om de mennesker, der grundlagde vores velfærdssamfund – og de er bestemt ikke færdige med at leve livet endnu.

I dag er der ni af de oprindelige 12 beboere tilbage, hvor den yngste er i 70’erne og den ældste i 90’erne. De har det ganske godt med, at de har skrevet deres egen bog. De er kvinder fra Thy, der tilsammen har opdraget 21 børn og overlevet ni ægtemænd, der for de flestes vedkommende ikke kunne spejle et æg selv. De har oplevet at være ude at tjene, at gå i skole hver anden dag, at lave maden færdig i en høkasse og vende og dreje hver en øre.

Ikke uden billet

I april 1970 gjorde rødstrømperne oprør og marcherede på Strøget i København og indsamlede deres bh’er i affaldssække. Samme år lod Ulla Dahlerup sig bære ud af en bus som del af en demonstration for ligeløn. Det skete aldrig i Thy. En af kvinderne fra bogen har aldrig brugt unødvendigt undertøj som en bh, men endnu mere utænkeligt er det for dem her: Hvem stiger dog på en bus, hvis man ikke vil betale for billetten? Ligeløn eller ej. Kvinderne omkring kaffebordet på plejehjemmet gik op i andre ting og var glade for noget helt andet.

– Det største var, da vi fik køleskab, husker Else.

Hun kom som 13-årig ud at tjene, hvilket var helt almindeligt dengang. Senere kom hun på husholdningsskole og fik bagefter arbejde som kokkepige på et stort gods. Else sørgede for alle der, både karlene på gården, de fine gæster og de farende svende, der kom forbi.

Hun var kendt for sin gode mad, så måske var det derfor, hendes mand Ove aldrig selv kom til at lave mad? Ove havde hun kendt, fra hun var lille, men det var først, da de begge arbejdede på godset, at de blev kærester. Alligevel var han nær død af skræk, inden de nåede at blive gift:

– Snakken på gården gik om, at vi havde spøgelser. ”Den hvide dame” hed hun, og der var nogle, der havde set hende. En mørk aften ville Ove så besøge mig på mit værelse. Han gik gennem laden og rundt om hjørnet til en lang gang, og så rendte han lige ind i ”den hvide dame”. Det troede han i hvert fald. Det viste sig at være en slagtet gris, der hang på en krog … det grinede vi meget af, husker Else.

Læs også om drømmen om det brune guld

Kvindearbejde

De fleste af kvinderne er født og opvokset i Thy, og de har tænkt sig at ende deres dage her i Bedsted, men andre rejste ud, fordi de ville opleve verden. Det var før Interrail og forældrebetalte rejser til sprogskoler i udlandet. Pigerne fra Bedsted ville have plads i København.

– Der var ikke arbejde nok til os alle herhjemme, så min klassekammerat og jeg rejste til Sjælland. Jeg var 17 år og fik plads som stuepige på KFUK, og der mødte jeg også ham, der blev min mand. Jeg kom senere på kontor hos Nivea, hvor jeg arbejdede i mange år, og min mand blev teatermaler ved Danmarks Radio, siger Birthe.

Hun kom hjem til Thy igen, da hun blev alene, for det er, som om en thybo aldrig rigtig forlader sin hjemstavn, i hvert fald kun for kortere tid. Nogle af kvinderne i bogen har arbejdet i landbruget, indtil man ikke længere kunne leve af at have en lille gård med lidt dyrebestand. Så fandt konerne på noget andet. De søgte ud og arbejdede som hjemmehjælpere, nogle på plejehjem og andre på sygehuset. Det var kvinderne, der tog fat, fordi det bare var sådan, det måtte være, når der skulle mad på bordet.

Lis blev alene med fire børn, da hun var 43 år. Hendes mand døde af en nyresygdom, for dengang kunne man ikke det samme som i dag. Heldigvis havde Lis taget en uddannelse, der dengang var helt ny: Hun blev uddannet sygehjælper på aftenkursus på Thisted sygehus og blev ansat på Vestervig sygehus bagefter. Her var hun i 20 år med skiftende vagter. Det gik, fordi det skulle gå, og fordi hun havde sine forældre og sine søskende i nærheden. Men hvordan var hun så som mor?

– Jeg var nok en bestemt en. Når jeg havde sagt, det skulle være sådan og sådan, så skulle det være, som jeg havde sagt. Jeg var altid så bange for, at jeg ikke skulle kunne give mine børn en uddannelse, men det lykkedes, siger Lis, ikke uden berettiget stolthed.

De fleste af kvinderne arbejdede ude. Ikke fordi de ville ”realisere sig selv”, men fordi det var nødvendigt. Kun Ketty blev ved med at være hjemmearbejdende husmor, men med en mekaniker-mand og fire børn var der også rigeligt at bestille, mindes hun. Og så er der Lisbeth. Lisbeth blev Danmarks yngste telefonist som 14-årig, og stod det til Lisbeth, havde Danmark haft centralerne endnu.

Diskretion

– Jeg flyttede hjemmefra som 14-årig og ind på et værelse på telefoncentralen i Bedsted. Det var ikke hvem som helst, der kunne blive ansat på telefoncentralen dengang. Man skulle have en ualmindelig god hørelse, og man skulle skrive under på, at man havde tavshedspligt.

– Min mor, hun plagede mig altid for at få at vide, hvor i byen der var gang i noget kortspil, for hun elskede at spille kort, men selv om jeg godt vidste det, så sagde jeg aldrig noget. ”Du er som en lukket bog”, klagede hun så, men det kunne ikke være anderledes. Det var en livsstil at være ansat på telefoncentralen, siger Lisbeth bestemt, og resten af damerne skynder sig at give hende ret, for de husker godt telefondamerne fra dengang.

Læs også om Inger der har pladen fuld

Damen på centralen vidste besked om alle i byen, for hun sad jo ved sit omstillingsbord og satte folk i forbindelse med hinanden. Det var klogt at være på god fod med centraldamen. Bare for en sikkerheds skyld. Men Lisbeths mund var altid lukket med syv segl, og det var en sorgens dag, da centralen lukkede i 1973, og Lisbeth måtte stoppe efter 23 år. Der var ikke længere brug for damer, der kunne forbinde folk og være diskrete.

Der er ingen tvivl om, at den tids telefoni var noget bedre end nu, hvor alle render rundt med en mobiltelefon i hånden, synes kvinderne. Måske er det gammeldags, men så er det også det eneste punkt, hvor de er gammeldags: Deres mænd kunne ikke koge et æg, og derfor er de fuld af beundring for de unge, der deles om det hele, både børn og madlavning. Og Ingrid siger da også – ikke uden stolthed – at hun var den første i Bedsted, der fik en mikroovn. Det skyldtes egentlig, at hendes mand var elektriker.

Vi nyder livet

Ord som ligeløn og kvindekamp var vist ikke noget, kvinderne her på stedet diskuterede. De arbejdede bare, og når man var blevet gift, gik man ikke sådan lige fra hinanden. Et ægtepar må kunne holde ud og holde ved og snakke om det, bliver de enige om på plejehjemmet. I dag er de alle enker. De store, stærke mænd blev pludselig syge og døde, eller de lå længe hjemme, mens de blev passet og plejet af deres koner, for det er fint at kunne være sammen til det sidste, er kvinderne enige om.

De er alle godt oppe i årene. Men i dag fniser og pjatter de, taler om frysere, gulvtæpper, arbejdsliv og sidst, men ikke mindst om børn og børnebørn. Damerne her lever stadig for fulde gardiner, de tager på ture og udflugter, de nyder, at andre laver maden nu, og så er de noget så gammeldags som taknemmelige.

Grethe arbejdede selv på byens tidligere plejehjem i mange år, og hun synes, hun er kommet det helt rigtige sted hen nu:

– Det er da det allerbedste ved at blive gammel, at der er nogle andre, der kommer og passer os, når vi nu ikke selv kan mere.

De er alle godt tilfredse med deres liv. De har fået nogle skavanker med årene, men det er ikke noget, de snakker så meget om. Til gengæld snakker de gerne om børn og børnebørn, og man må sige, at kvinderne i Bedsted har sat sig deres spor: Tilsammen har de 21 børn, 37 børnebørn, 61 oldebørn og i dette øjeblik et tipoldebarn.