Lige fra hjertet: De gratis glæder

De er her og der og alle vegne, annoncerne for rejser til de varme lande, eller de kolde. Hvad med en uge på Mallorca? Eller en tur på hesteryg i Island?

Man kunne jo også hoppe ombord på en båd og sejle op langs Norges kyst. Og hver gang, jeg ser sådan en annonce, så trækker det i mig efter at komme af sted, men nej. Det med at rejse ud og se fremmede lande, det er uden for min økonomiske formåen. Det var noget, som min eksmand og jeg jævnligt gjorde før i tiden, før alt det med huset.

Vi tog altid til et sted med sol og varme, for Jakob elskede at ligge på en strand og lade sig gennembage, men egentlig ville jeg helst på storbyferie. Jeg foretrækker at se noget, måske en fantastisk kirke eller et museum.

Jeg kan også godt lide bare at sidde på en fortovscafé og kigge på folk. Helst et sted, hvor det ikke kun er turister, der færdes. Men Jakob havde gode overtalelsesevner, og det var trods alt bedre at tage på ferie med en glad mand fremfor at traske rundt med et brokkehoved, som i hvert fald ikke orkede museer og kirker.

Så hellere slænge sig i det varme sand og få sig en kølende svømmetur morgen, middag og aften …

Vi tog som regel sydpå, og jeg smurte mig ind i faktor 50 og søgte skygge, hvor jeg kunne. Der var ikke mange museer i de områder, hvor vi boede, og lokalbefolkningen kom vi ikke i nærheden af, kun dem, der var ansat på hotellerne og restauranterne. Men så var det heller ikke værre, og i det mindste kom jeg ud at rejse. Og vi hyggede os, spiste dejlig mad og skulle ikke røre en finger.

Vi satte os for dyrt

Det med at rejse er ikke noget, alle mennesker har råd til, men det skænkede jeg ikke en tanke dengang. Ikke før huset satte en stopper for det hele. Først og fremmest for mit og Jakobs ægteskab. Der skete nemlig det, at vi forkøbte os.

Jakob havde altid drømt om eget hus, og jeg delte hans drøm, men desværre blev drømmen realiseret på et tidspunkt, hvor huspriserne var helt i top. Vi sad hårdt i det, men det kunne lige løbe rundt.

Desværre var det et gammelt hus, og der var hele tiden noget, der skulle repareres. Så sprang et af vandrørene i kælderen, og der kom vand på gulvet, så vi måtte ringe efter en vvs’er, der tog sig godt betalt. Det skete flere gange, for de skiftedes til at springe læk. Pjask, vand på gulvet. Tørre op og ringe efter hjælp. Det blev en dyr vane.

Så viste det sig, at der ikke var dræn rundt om huset. Det var vi nødt til at få lavet, og det trak tænder ud, skal jeg hilse og sige. Det år gik ferien ”kun” til Tenerife en enkelt uge. Jeg mente ikke, der var penge til det, men Jakob kunne ikke undvære sin ferie, som han sagde og skuttede sig.

Det var sgu altid så dårligt vejr i Danmark, når vi havde sommerferie, så det med at låne et sommerhus af min onkel og tante, det kunne jeg godt glemme. Ikke om han gad sidde der og kede sig halvt ihjel, mens regnen silede ned. Det blev et nej tak til min tantes tilbud, og vi trak vores kassekredit helt op.

Sådan gik det slag i slag, pengene fossede ud, og jeg begyndte at få søvnløse nætter. Og blev vist lidt uomgængelig, det mente Jakob i hvert fald. Til gengæld mente jeg, at han var en uansvarlig ødeland, og frem og tilbage gik det. Ikke specielt hyggeligt.

Bare vi aldrig havde købt det hus, tænkte jeg tit og foreslog, at vi solgte det, men nej, jeg var en sortseer og en lyseslukker. Vi begyndte at skændes, og Jakob kom senere og senere hjem. Han arbejdede over, sagde han.

Det tog sin tid, før tiøren faldt. Det var faktisk først, da min tante mumlede noget om, at hun vist havde set Jakob på en café, hvor han sad og kissemissede med en mørhåret og solbrun kvinde, der ikke var mig. Jeg har rødblondt hår og er temmelig bleg i det. Ja, så blev vi skilt.

Jeg vil ikke påstå, at jeg var fortvivlet over det, for jeg var kørt træt, men huset blev et problem. Nu skulle det sælges, og det på et tidspunkt, hvor huspriserne dykkede. Kort og godt kom jeg ud af ægteskabet med en gæld på næsten en million kroner og en afbetalingsordning.

Gælden kæmper jeg stadig med, så der bliver ikke slået til søren fra min side. Jeg passer mit arbejde som pædagog, pumper min cykel, når den er flad, og reparerer mit tøj. Faktisk satte jeg forleden skindlapper på albuerne på min røde yndlingstrøje. Det ser sejt ud, og det er moderigtigt.

Jeg er også begyndt at strikke igen, noget jeg ellers havde lagt på hylden, men jeg overtog min tantes samling af strikkepinde. Hendes gigt forhindrer hende i selv at strikke, men hun giver gerne gode råd, så jeg strikker, til pindende gløder. Jeg har nemlig opdaget de gratis glæder.

Det er intet mindre end genialt, at vi her i Danmark har bi­blioteker. Der kan man som bekendt låne alle de bøger, man vil, og man kan downloade film via ”Filmstriben”, som også er en del af biblioteket, og der findes læseklubber, hvor man kan diskutere bøger med andre. Uden at betale en krone for det.

Paris, New York eller Barcelona?

Hvis jeg får lyst til at spise ude, jamen, så gør jeg det bare. Det vil sige, jeg cykler et hyggeligt sted hen, finder en bænk eller en træstub, og fortærer min medbragte mad der. Måske har jeg også termokanden med og et stykke hjemmebagt kage. Og jeg nyder at mærke vinden mod kinderne og at kigge på naturen.

Hvis jeg længes efter det store udland, så er der også mulighed for det. Det koster lidt, nemlig en togbillet fra min bolig her lidt uden for København til Kastrup Lufthavn. På den tur tager jeg altid termokanden med. Og kage.

Men før jeg sætter mig til rette på en af bænkene, går jeg hen og kigger på lystavlen med flyafgange, mens jeg tænker over, hvor jeg har lyst til at tage hen i dag. Paris? New York? Barcelona? Madrid?

Okay, i dag skal turen gå til Barcelona, tænker jeg måske, og så googler jeg på min mobiltelefon, mens jeg drikker min kaffe. Vejret først: Det er 27 grader for tiden og delvist overskyet. Det er lige mig, for min hud er ret sart.

Så tjekker jeg byens seværdigheder. Jeg opdager hurtigt, at jeg bør se den fantastiske kirke, Sagrada Familia, som Gaudi har stået for. Godt, jeg læser og kigger billeder på nettet. Den ser helt fantastisk ud. Man bør bestille adgangsbillet hjemmefra, for det er et tilløbsstykke, som mange gerne vil se.

Det skal jeg huske, hvis jeg engang får overskud på kontoen igen. Måske sker det en skønne dag. Håbet har jeg da lov at have.

Jeg googler videre og beslutter, at jeg også gerne vil på Miro-museet og et par andre ting, som jeg læser om. Så er jeg klar og går hen til det sted, hvor man skal tjekke ind, hvis man skal med flyet til Barcelona. Og kigger på de rejsende. Mest på dem, der ser spanske ud. Lokalbefolkningen så at sige. Børnene er yndige med deres mørke lokker og små kufferter, som de trækker efter sig, ligesom de voksne gør med deres håndbagage.

Jeg har også sådan en kuffert, men det er længe siden, den har været længere væk end de 200 kilometer, der er til min tante og onkels sommerhus. Men lidt har også ret.

Jeg har også været en tur i Kina. Det var nu mere ved et tilfælde end noget, jeg havde planlagt via afgangstavlen. Der skete nemlig det, at bedst som jeg sad på ”min” bænk og spiste en klapsammenmad, kom en gruppe kinesere og slog sig ned ved siden af.

Mæt af indtryk

Jeg skal hilse og sige, at de snakker. Jeg forstod naturligvis ikke et kvæk, men det var sjovt at høre dem tale og grine, og jeg lukkede øjnene lidt og legede, at jeg sad i en park i Beijing og lige havde været en tur i ”Den Forbudte By”, der hedder sådan, fordi almindelige mennesker ikke havde adgang til området i kejsertiden. Kun hoffet havde. Det har min onkel engang fortalt, han har nemlig været der. I virkeligheden.

Når jeg kommer hjem fra en af mine udflugter til lufthavnen, er jeg klar til en stille aften foran tv’et, for man bliver jo bombet af sådan en travl rejsedag. Folk, der myldrer rundt mellem hinanden, forventningsfulde og lettede, når de har fået afleveret deres bagage efter at have fumlet med selv at tjekke bagagen ind ved automaterne. Forlegne af at bøvle med de lange klisterstrimler, der skal sættes rundt om kufferternes håndtag.

Altimens de, der ankommer, trasker trætte afsted, indtil de får øje på deres kære, der står og venter på dem. Knus og kram og kys i lange baner. Sommetider står større grupper og vifter med dannebrogsflag og jubler, når de ser den længe savnede.

Det er så livsbekræftende at se al den gensynsglæde udspille sig for øjnene af en. Hurra, du landede og er i god behold. For de fleste af os er det stadig lidt af et mysterium, at så tung en maskine med maven fuld af folk kan lette, holde sig svævende og lande igen uden videre besvær.

Alt det tænker jeg på, når jeg selv ”lander” i min seng om aftenen, mæt af indtryk fra min tur til Langtbortistan. Som sagt har den kun kostet mig en togbillet, som jeg faktisk også kunne have sparet, hvis jeg havde cyklet hele vejen frem og tilbage. Men lige der tillader jeg mig at bruge penge.

Det er dog kun et lille beløb i forhold til, hvis jeg havde booket en rejse og havde forladt hjemstavnen. Men engang, når gælden er væk, så måske… Men foreløbig tager jeg kun på udenlandstur i fantasien. Og det er i grunden ikke så galt.