Lige fra hjertet: Jeg kunne ikke lide min søns uselvstændige kæreste

Min søn, Karl, fik sin første kæreste, da han begyndte i gymnasiet. De fandt sammen allerede under introdagene, men der gik alligevel et par måneder, før de officielt blev kærester.

I begyndelsen var det ret sødt at se Karl så forelsket. Hans øjne lyste, når han talte om Asta, og han blev helt hektisk og rød i kinderne, hvis hun ringede eller skrev, mens han var sammen med os.

Da først de blev rigtige kærester, gik der ikke længe, før Asta begyndte at være mere eller mindre fast inventar hjemme hos os flere dage om ugen. Hun spiste tit med om aftenen, og efter lidt forhandling gav vi lov til, at hun også godt måtte overnatte i hverdagene.

Det måtte de gerne hjemme hos Asta, så jeg var godt klar over, at hvis jeg skulle gøre mig håb om at se min søn på daglig basis, var vi nødt til at give køb på den gamle husregel om, at man ikke måtte have overnattende gæster til hverdag.

Vi bor ikke i en kæmpe villa med teenageafdeling og to badeværelser, så det var lidt af en omvæltning, at der pludselig var et ekstra menneske at forholde sig til om morgenen. Det var ikke så meget det praktiske i forhold til at få fordelt tiden på badeværelset, men mere det, at vi jo ikke kendte Asta særlig godt, og pludselig skulle vi forholde os til hende ved morgenbordet.

Jeg plejede at rende rundt i trusser og undertrøje, fordi jeg mødte senere og derfor først gjorde mig klar, når drengene var taget i skole. Men nu begyndte jeg at tage tøj på, så snart jeg stod op. Det var ikke, fordi Karl havde bedt mig om det, men jeg følte mig ikke helt så afslappet, når Asta var der.

Hvis jeg skal være ærlig, så var jeg i det hele taget ikke særligt begejstret for Asta. Jeg syntes, hun virkede lidt kedelig og uselvstændig, og jeg forstod ikke, hvad Karl så i hende. Han havde altid været en dreng, som havde gang i tusind ting på én gang, mens det ikke lod til, at Asta havde gang i noget som helst. Hun var i hvert fald altid med, når Karl skulle lave noget med sine venner, som om hun ingen havde selv.

Ugerne gik, og Asta og Karl var sammen konstant. Det var, som om de intet kunne foretage sig uden den anden, om så det var lektier eller sociale arrangementer. Da Karls lillebror, Andreas, fyldte 13 år, spurgte Karl, om Asta måtte komme med til familiefødselsdagen. Han havde allerede været til flere arrangementer i Astas familie.

Jeg må indrømme, at jeg helst ville være fri for at have hende med, men Andreas havde ikke noget imod det, så han sagde ja, inden jeg nåede at udtænke noget klogt at sige.

Min mand forstod ikke, hvorfor jeg ikke havde lyst til at involvere Asta yderligere i vores liv. Han mente, at vi da bare skulle være glade for, at Karl ikke lod til at synes, vi var pinlige eller kiksede i en sådan grad, at han hellere holdt sin kæreste på lang afstand af os!

Det havde han selvfølgelig ret i, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at blive irriteret over at have fået et ekstra familiemedlem, som jeg ikke selv havde bedt om.

Jeg krympede mig, når familie eller kolleger spurgte til min svigerdatter. Sådan så jeg slet ikke Asta. Herregud, hun var Karls første kæreste, og der ville sikkert komme mange flere efter hende.

Jeg kunne næsten ikke huske, hvornår jeg havde haft min store søn på tomandshånd. Jeg synes, det var gået over gevind med Asta, og jeg var bekymret for, om han gik glip af noget. Tænk, hvis hans gymnasietid flød væk for øjnene af ham? Han gik dog stadig til fester i weekenderne og så også sine venner, men altid med Asta ved sin side. Jeg forstod simpelthen ikke, at de ikke blev trætte af hinanden!

Lillebrors fødselsdag blev vellykket. På begge sider af familien var Karl det ældste barnebarn, så det var første gang, at én fra yngste generation havde et vedhæng med. Alle spurgte nysgerrigt ind til Asta, og de to unge mennesker solede sig i opmærksomheden.

Min mand smilede skælmsk ad mig, når jeg med et stift smil nikkede og gav det ene familiemedlem efter det andet ret i, at Asta virkelig var en sød pige

Han deltog aldrig i min verbale nedsabling af Asta, som ellers var blevet min yndlingsbeskæftigelse om aftenen ved sengetid, hvor vi endelig havde lidt privatliv. Jeg havde altid haft et meget tæt forhold til Karl, så det føltes lidt, som om jeg havde mistet ham, fordi han aldrig valgte mig til mere.

Selv matematiklektierne, som jeg ellers altid havde hjulpet ham med, klarede han selv nu, tæt flankeret af Asta.

Jeg prøvede virkelig at skjule mit mishag, for jeg var godt klar over, at det ikke ville falde i god jord, hvis Karl vidste, at jeg ikke brød mig om hans kæreste. Men da min mands forældre inviterede hele familien til Kroatien i sommerferien, blev jeg afsløret. Mine svigerforældre havde fra begyndelsen sagt, at de gerne ville betale for alle – også Asta, hvis Karl gerne ville have hende med.

Jeg syntes, det var komplet fjollet af dem at tilbyde det, hvorfor i alverden skulle hun med på vores familietur? Jeg havde set frem til endelig at få lidt alenetid med min søn igen, så jeg sagde, at det skulle de ikke tænke på, han ville ikke have hende med.

Mine svigerforældre valgte så alligevel at spørge Karl bag min ryg, så jeg kom til at stå i en rigtig dum situation, da jeg sagde til Karl, at det blev dejligt at komme på ferie, bare os som familie. Han kiggede lidt uforstående på mig, og jeg sagde uddybende, at det ville blive alt for dyrt for hans farmor og farfar, hvis de også skulle invitere hende med.

Jeg kunne se skuffelsen i hans øjne, da det gik op for ham, hvem det i virkeligheden var, der ikke ville have Asta med. Jeg følte mig ikke just stolt af situationen, da min søn kiggede på mig med løftede øjenbryn og sagde, at nu var det jo heldigvis ikke mig, som bestemte, hvem der skulle inviteres.

Øjeblikket efter drejede han om og gik direkte ind på sit værelse. Inden jeg nåede at samle mig og finde på noget fornuftigt at sige, kom han ud med en sportstaske fyldt med tøj. Han skulle over til Asta!

Det var ikke let at fortælle min mand, at jeg var blevet taget i at lyve for at undgå at få Asta med på ferie. Jeg var virkelig gået over stregen. Min mand kiggede alvorligt på mig og sagde, at nu var det på tide, at jeg pakkede jalousien væk og begyndte at opføre mig som det voksne menneske, jeg var.

Hans ord ramte mig, for han havde jo ret. Nu var det Asta, Karl gik til, hvis han havde brug for nogen at tale med. Selv lektiehjælp tog hun sig af, fordi hun åbenbart var en ret kvik pige.

Jeg måtte indrømme over for mig selv, at jeg var godt jaloux på min søns kæreste. Jeg følte, at hun tog min søn fra mig. Men i virkeligheden var det mig selv, der skubbede ham væk ved at være så firkantet.

Jeg ringede til Karl dagen efter for at glatte ud. Men skaden var sket, og han nægtede at komme hjem. Han sagde direkte til mig, at han var skuffet over, at jeg havde prøvet at lyve over for ham. Jeg forstod ham godt. Jeg var også ret skuffet over mig selv. Tænk, at jeg havde været så egoistisk, og ikke engang prøvet at give Asta en chance. Jeg havde bare brokket mig i det skjulte over hans kedelige kæreste, som jeg i virkeligheden slet ikke kendte. Jeg var virkelig flov over mig selv.

Der var kun et par uger til, at vi skulle afsted på ferie allesammen, og jeg glædede mig på ingen måde. Jeg skulle tilbringe en uge i sommerhus med en søn, der var dybt skuffet over mig, og en svigerdatter, som jeg havde talt grimt om. Nu var det op til mig at få det til at fungere, det var jeg godt klar over.

Jeg slugte derfor al skam og ringede til Karl og spurgte, om han ville med ud at gå en tur. Vi havde trasket mange ture sammen i årenes løb. Det var sådan, vi fik talt om både de lette og de mere alvorlige ting, der rørte sig. Denne gang var det mig, der havde brug for at tale. Heldigvis ville Karl gerne mødes.

Jeg fik sagt undskyld til min store søn og prøvede at forklare min tåbelige opførsel. Han syntes tydeligvis, at det var ret skørt, at jeg ligefrem havde følt, at Asta ville tage ham fra mig.

– Du er jo stadig min mor, og jeg er ikke engang gammel nok til at flytte hjemmefra, sagde han med et skævt smil.

Han mente ikke, at det ene behøvede at udelukke det andet, vi kunne jo stadig lave ting sammen. Jeg skulle da bare spørge, som han sagde. Det gik op for mig, at det havde jeg slet ikke overvejet. Jeg havde bare gået og ventet på, at en forelsket teenager skulle tage initiativ, og det var måske ikke så realistisk.

Jeg lovede Karl at give Asta en fair chance, så jeg kunne lære hende bedre at kende og opdage, at hun altså var en både sød og sjov pige.

Sommerferien endte med at blive ret fantastisk. Alle havde en hyggelig uge, og jeg kom tættere på Asta. Jeg opdagede, at Karl havde ret. Hun er en ret sød pige. Måske er det ikke Asta, som Karl er sammen med næste sommer, men så længe hun er en del af Karls liv, er hun velkommen i vores hjem.