Lige fra hjertet: Jeg fandt ny, gammel kærlighed

Jeg husker lige så tydeligt den dag i december, hvor der lå et brev i postkassen. Jeg tog kuverten op og genkendte straks ringen af efeu, som var logoet på mit gamle gymnasium på Fyn.

Oppe i lejligheden fandt jeg den antikke brevkniv frem, som min bedstefar forærede mig kort før sin død. Han havde sagt, at han håbede, jeg ville åbne mit livs vigtigste breve med den. Ironisk nok havde jeg næsten ikke modtaget nogen breve siden. Indtil nu.

Brevet var en invitation til et 30-års jubilæum. Tænk, at det i år var 30 år siden, jeg blev student! Hvor var tiden dog blevet af?

Straks tænkte jeg tilbage på de sjove år i gymnasiet. Tiden med vennerne, hvor vi spillede fodbold og cyklede byen rundt, mens vi kæmpede os igennem de store, skriftlige opgaver, fritidsjobs, kærester og forpligtelser.

Størstedelen af min gymnasietid var jeg sammen med Kirsten. Da jeg så hende første gang, vidste jeg, at vi skulle være kærester. Hun stod i kantinen med sit hasselnøddefarvede hår og iført en blåstribet kjole. Hun smilede varmt, og jeg syntes, hun strålede mere end nogen anden.

Et år senere blev vi kærester og var det resten af gymnasiet.

Faktisk havde jeg fortrængt, hvorfor vi i sin tid holdt op med at være kærester. Jeg fandt et fotoalbum frem fra min ungdom, men der var ikke mange billeder i det. Dengang var fotografier dyre at fremkalde.

Der var fotos fra min studentertid, og på flere af dem var Kirsten med. I albummet sad der også et postkort, som jeg havde sendt min mor engang, hvor Kirsten og jeg var kørt til Holland på min Vespa. ”Kære mor. Kirsten og jeg har det skønt. Her er uendelige marker af tulipaner bundet i de smukkeste farver. En dag skal du herned og se dem med os. Kærligst John.”

Glæden ved blomster var bare en af mange ting, som min mor og Kirsten havde delt.Der var endda engang, hvor Kirsten og jeg havde talt om at købe vores egen planteskole, og så kunne min mor hjælpe med at passe blomsterne.

Det var mærkeligt at tænke på, hvor meget naturen havde fyldt i min barndom og ungdom på Fyn, og hvor lidt den fyldte i mit voksenliv i København.

På seminariet mødte jeg Monica, og alt mellem os gik stærkt. Vi blev hurtigt forelskede, flyttede sammen, købte hus og fik hund, men desværre også utallige aborter.

Til sidst ville vi ikke engang kende kønnet på vores ufødte barn. Det føltes på en eller anden måde mildere at miste et foster end at miste et foster, der ville være blevet til en lille dreng eller pige.

Med tiden opgav vi drømmen om børn. Vi talte om adoption, men for Monica var selve graviditeten så stor en del af drømmen, at hun ikke kunne slippe det. Egentlig talte vi om at blive plejeforældre, men vi fik det aldrig gjort.

Monica savnede sin familie, og pludselig boede vi lidt udenfor København i samme opgang som Monicas søster. Det var godt for Monica, for søsteren havde tvillingpiger, og Monica brugte enorm meget tid sammen med dem.

En weekend hver måned tog vi hjem til Fyn og besøgte min mor. Til sidst tog jeg dog som regel alene af sted.

Efter 22 års ægteskab blev Monica og jeg skilt. Det forløb fredeligt, og jeg overvejede kraftigt at flytte tilbage til Fyn, men jeg kunne ikke svigte mine elever. Jeg ville følge mine andenårsstuderende hele vejen, til de blev studenter. Bagefter kunne jeg så stoppe og flytte hjem.

Desværre nåede jeg det ikke. Min mor døde ved juletid året efter, og med hendes død virkede Fyn blot som et sted med gamle minder og lidt for mange gravsteder. Jeg kunne ikke besøge så meget død, uden at der også var liv.

Seks måneder senere sad jeg i toget på vej mod Fyn og jubilæumsfesten. Jeg havde booket overnatninger på en lokal kro og ville blive på øen i fire dage. Jeg glædede mig faktisk til at besøge min gamle barndomsby, gymnasiet og selvfølgelig også til at se menneskene fra min ungdom.

I toget tænkte jeg over mit seneste besøg på Fyn. Det var den dag, jeg overdrog nøglerne til min mors hus. Et sødt, yngre par med to børn havde købt det, og jeg håbede inderligt, at huset igen ville blive fyldt med glæde og børnelatter, som det havde været det, da min bror og jeg var små drenge.

Jeg havde ikke planlagt at gå forbi huset, men som jeg nærmede mig Fyn, blev jeg alligevel nysgerrig.

Den aften gik jeg ned ad min barndomsgade, og glade minder boblede frem. Vores far, der lærte min bror og mig fodboldtricks, og vores mor, der trofast stod i køkkenet og vinkede til os ud ad vinduet.

Men kvarteret var også forbundet med mørke minder. Sorgen, da de døde, min far og min bror. Torpederet af en lastbil. Min mors imponerende styrke og min ødelagte verden. En ungdom, der startede så sort og senere blev forløst af mødet med Kirsten.

Da jeg nærmede mig nummer syv, gik jeg langsommere. Der var fjernet nogle rosenbuske langs muren, men ellers lignede det på mange måder sig selv.

Det glædede mig at se, at indkørslen ikke længere stod tom, som den havde gjort i mange år. Nu var den fyldt med cykler, fodbolde, løbehjul og sågar en minitrailer.Jeg mærkede smilet stramme i mine kinder.

Da jeg drejede rundt om hjørnet, så jeg, at min mors kæmpe staudebed stadig stod i smukt flor. Det ville have glædet hende. Hun havde altid elsket blomster, og efter min fars og brors død blev de næsten en besættelse for hende. Hun levede i haven, og det var, som om hun blev afhængig af at skabe liv og se det blomstre.

Næste dag gik jeg forbi kirkegården og lagde tre buketter med røde roser. Der var noget tomt og hult i at være den sidste i familien.

Om aftenen tog jeg en taxa til mit gamle gymnasium. Da jeg trådte ind i kantinen, blev jeg mødt af smilende ansigter, og akkurat som dengang jeg begyndte i gymnasiet, bemærkede jeg straks et bestemt smil, nemlig Kirstens.

Denne gang gik jeg dog ikke over til hende, men drejede bevidst den modsatte vej. Jeg faldt i snak med nogle fra min gamle klasse, og vi talte om løst og fast, da jeg pludselig blev prikket på skulderen.

Jeg drejede mit hoved, og der stod Kirsten og sagde: – Dig kender jeg.

Hun lænede sig frem mod mig i et kram, og næsten ubevidst fik jeg kysset hendes kind. Hun hilste, og jeg kaldte hende Solsikke, som jeg altid havde gjort.

Kirsten fortalte, at hun ikke havde forventet at se mig. Jeg var jo sjældent hjemme på øen og havde ikke kontakt med nogle af de gamle, forklarede hun.Jeg drillede hende med, at hun åbenbart holdt øje med mig, og jeg husker lige så tydeligt hendes svar:– Ja da! Man glemmer jo aldrig sin første kærlighed.Hendes smil var lige så betagende som dengang, vi var et par.

Hele energien omkring hende var stadig lige så lys og indtagende, som da hun for 30 år siden tryllebandt mig.Kirsten fortalte, at hun havde sin egen blomsterbutik ved navn ”Frøken Flora”, og at Jens, en af vores fælles ungdomsvenner, leverede blomsterne til hende. Han havde åbenbart en planteskole sammen med Lise, som også var en af vores venner fra gymnasiet.

Jeg fortalte, at jeg var blevet lektor, og Kirsten tog straks fat i min lomme og spurgte drillende, om jeg så også havde maltbolsjer i lommen. Hun var altid så medlevende og havde let til grin.Mens vi drak velkomstdrinken, fornemmede jeg, at mange af de andre endnu havde kontakt. I hvert fald på sådan en ”vi-bumper-ind-i-hinanden-i-Jem & Fix”-agtig måde.

Jeg havde helt glemt den del af livet på landet. Eller det vil sige, jeg huskede det som noget negativt. Men mens jeg stod der, omgivet af min fortid, mærkede jeg en svag længsel efter det, jeg engang var en del af. Sådan var livet bestemt ikke i København. I hovedstaden havde man nok i sig selv og ikke behov for at kende sine naboer. På Fyn kunne man slet ikke undgå det.

Under middagen sad jeg et stykke fra Kirsten. Selv om jeg hyggede mig i selskabet, kunne jeg alligevel ikke få øjnene fra hende. På et tidspunkt hviskede min borddame til mig, at jeg helt sikkert ville fortryde, hvis ikke jeg gik derhen. Kort efter købte jeg en flaske rødvin og gik hen til Kirsten for at spørge, om hun ville drikke et glas med mig.

Det var en lun aften, og vi trak naturligt udenfor og satte os på en bænk. Det var den samme bænk, hvor vi år forinden havde udvekslet vores første kys. Vi småfniste begge, som vi også havde gjort dengang.

Pludselig sagde Kirsten, at hun var ked af at høre om min skilsmisse. Jeg spurgte, hvordan hun vidste det, og hun svarede, at min mor havde fortalt om det. Jeg anede ikke, at min mor og Kirsten havde set hinanden privat, men åbenbart havde de haft strikkeklub hver torsdag i flere år. Hun vidste tilsyneladende alt om mig, og mens hun talte, tænkte jeg, at hun ikke havde forandret sig særlig meget siden dengang.

Hun fortalte også, at hun havde fået tre sønner og desuden var blevet skilt. Jeg var noget forundret over, at min mor aldrig havde fortalt mig, at de stadig sås. Kirsten forklarede det med, at min mor nok havde været usikker på, hvad min hustru ville sige til, at hun stadig sås med min første, store kærlighed.

– For det var jeg da, var jeg ikke? spurgte hun.

Jeg svarede, at det var hun, og samtidig tog jeg hendes hånd.

Vi blev kærester og har nu været sammen i fem år. Jeg håber meget, at Kirsten ikke kun er min første, men også min sidste store kærlighed.