Lige fra hjertet: Jeg var aldrig nok

Jeg er den ældste i en søskendeflok på fire. Vi voksede op i et almindeligt arbejderhjem. Mor jobbede i ældreplejen, far i byens storindustri. Vi boede et sted, hvor der var masser af familier med børn, og vi havde mange venner i området. Det meste var inden for cykelafstand.

Min barndom kunne have været god og tryg, men bag facaden krakelerede idyllen. Det skulle tage mig mange år at forstå, hvordan min opvækst havde mærket mig.

Jeg var tre år, da jeg blev Kirstens storesøster. Et par år senere kom Mette til verden, derefter Tim. Mor var husmor, indtil Tim fyldte fem år. Så fik hun arbejde på et plejehjem og begyndte at arbejde i dagvagt.

Herefter blev morgenerne mere stressede, og om eftermiddagen faldt et større ansvar på mig. Det var meningen, at en nabo skulle hente Tim fra børnehave og passe ham, indtil mor havde fri, men det blev hurtigt droppet. Mine forældre syntes, det var unødvendigt at betale for børnepasning, når jeg kunne tage mig af ham.

Med fire børn i huset og forældre, der arbejdede fuld tid, var der altid meget at se til. Som det ældste barn måtte jeg påtage mig et stort ansvar. Vi børn konkurrerede om vores forældres opmærksomhed, og det at være dygtig blev min måde at få bekræftelse.

Problemet var, at grænserne for, hvad der var rimeligt, blev udvisket. Jeg havde også brug for at være barn, men det var der ikke plads til i vores familie. Jeg vænnede mig til at sætte andres behov før mine egne.

Især min mor var meget krævende. Det har hun altid været. Hun talte ofte om, at hun egentlig havde haft planer om at læse til sygeplejerske. Det havde været hendes drøm at arbejde på et hospital. Men så blev hun gravid med mig, og planerne ændrede sig.

– Men det er klart, at jeg også altid gerne ville have børn! plejede hun at tilføje på en overdrevent munter måde.

Hun bebrejdede mig aldrig direkte, men det behøvede hun heller ikke. Skyldfølelsen over at have saboteret hendes liv fik mig til at fokusere endnu mere på at være en god datter. Jeg følte, at jeg skulle kompensere for, at hun havde opgivet så meget for mig.

Men uanset hvor meget jeg gjorde, var det aldrig nok. Da min mor begyndte at arbejde om natten, skulle jeg sørge for, at mine søskende kom til og fra skole og blev passet bagefter. Jeg skulle lave snacks, hjælpe med lektier og cykle til butikken for at handle.

Der var altid noget, mor skulle have hjælp til. Ofte ønskede jeg, at hun aldrig var begyndt at arbejde. Jeg var ligeglad med, om der ikke var penge til ferier eller dyre cykler – jeg ville bare gerne have tid til at løbe ud og lege med mine venner. Men så faldt der et par rosende ord fra min mor, og så var det pludseligt umagen værd alligevel.

– Vi er heldige at have dig, kunne hun finde på at sige. – Du er så god til at hjælpe.

Det var min rolle i familien. Jeg var den, der hjalp, og som tænkte på andre først. Sådan fortsatte det gennem årene.

Jeg var 40 år gammel, da min far døde. Han havde haft kræft nogle år tidligere, men han var blevet rask igen. Da det blev opdaget, at sygdommen var vendt tilbage, var der ikke noget at gøre. Bare få måneder senere døde han.

Det var en svær tid for os alle. Mine søskende havde stiftet familie, mens jeg som den eneste var single og uden børn. Det føltes naturligt, at jeg måtte blive den, der trak det tungeste læs, når det kom til at hjælpe mor med begravelsen og alt det praktiske.

– Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig, sagde hun hver dag.

På dette tidspunkt var alle hendes krav og forventninger gennem årene begyndt at trætte mig, men da far døde, tvang jeg mig selv til at kæmpe videre. Jeg kunne ikke svigte hende nu, hvor hun lige var blevet enke.

Så i månederne efter tilbragte jeg det meste af min fritid i det hus, hun havde delt med min far – mit barndomshjem. De to havde samlet en masse gennem årene, og hun ville gerne have hjælp til at gå det hele igennem og rydde ud i ting, der ikke var nødvendige.

– Det er godt at forberede sig, sagde hun. – I tilfælde af at jeg skal sælge huset og flytte i noget mindre.

Men jeg fik snart indtryk af, at det bare havde været et påskud. Næsten intet blev ryddet ud, for min mor ville bare gerne have selskab og dele gamle minder.

Jeg prøvede at være forstående, men hun blev mere og mere omklamrende. Hendes behov føltes kvælende. Jeg slog hendes græsplæne, købte ind for hende og holdt hende med selskab. Jeg følte mig træt og slidt og skulle oveni hatten også håndtere min egen sorg.

Mine søskende var vant til, at jeg altid sprang til, så de reagerede ikke på situationen. Det gjorde dog Hanne, en af mine nærmeste venner.

– Du skal begynde at sige fra! sagde hun. – Det er ikke sundt, det du har gang i. Din mor er voksen, men hun er ikke gammel – du behøver ikke gøre alt for hende!

Instinktivt begyndte jeg at forsvare min mor, men Hanne havde jo ret. Min mor var kun 62 år gammel. Hun arbejdede stadig og havde naboer, venner og kolleger at ses med. Men når jeg forsøgte at opmuntre hende til at leve mere socialt, afviste hun tanken.

– Nu, hvor sorgen er så stor, er det familien, jeg har brug, sagde hun. – Og du er den, der forstår mig bedst.

At jeg også havde mit eget liv at leve, faldt hende tilsyneladende ikke ind.

Men Hanne hjalp mig til at indse, at noget måtte ændres. Jeg havde brug for at sætte sunde grænser. Det havde jeg dog aldrig gjort før, og det var meget sværere, end det lyder.

Forsøgte jeg at sige fra over for min mors krav, fik hun mig til at føle, at jeg svigtede hende.Men så skete der noget afgørende. Jeg mødte Christian.

Forhold havde altid været et svært område i mit liv. Med mit mønster er det måske ikke så svært at forstå. Nogle mænd kunne godt lide, at jeg satte deres behov før mine egne, men ingen brød sig om, at min families kom før deres. Kort sagt havde alle mine forhold været præget af en kæmpe ubalance, og jeg var efterhånden vant til at blive skuffet.

Men Christian var anderledes, og jeg mødte ham på det rigtige tidspunkt. Jeg var åben for forandring. Han indså ret hurtigt, at min mor kunne være en håndfuld, og han var nem at tale med om det. Christians egen mor var terapeut, og han var vokset op i en familie, hvor det var naturligt at snakke om alt.

Min veninde Hanne havde været en god hjælp, og med Christians hjælp stod det pludseligt klart for mig, at noget måtte ændre sig.

Året efter min fars død skete der noget, som satte situationen på spidsen, og som tvang mig til at handle på mine følelser.

Jeg havde mødt Christian den vinter. Vi var nyforelskede og længtes efter at tilbringe vores første ferie sammen. Vi havde planlagt en tur til Italien den følgende sommer. Men så foreslog min mor, at hun og jeg skulle leje et sommerhus sammen og tilbringe hele sommerferien sammen i stedet!

– Ville det ikke være dejligt at komme væk fra det hele? spurgte hun. – Det er jo den første sommerferie uden din far, og alle siger, at det første år er det værste ...

Jeg undrede mig. Kunne min mor ikke selv se, hvor manipulerende hendes opførsel var? Eller måske ville hun bare ikke. Hun var jo vant til at få sin vilje.

Men denne gang stod jeg fast.

– Nej, mor. Christian og jeg skal til Italien, det ved du godt. Og så skal jeg faktisk holde et par uger fri uden at have noget planlagt, sagde jeg og tilføjede så:

– Det har faktisk også været et hårdt år for mig.

Det var første gang, jeg havde trukket så tydelig en grænse over for min mor. Hun blev både overrasket og tydeligt fornærmet.

I månederne efter opførte hun sig som en rigtig martyr. Hun havde utrolig ondt af sig selv og fik det til at lyde, som om jeg var en stor egoist, der kun tænkte på mig selv ...

Men Christian og jeg tog til Italien, og det var vidunderligt. Det ville dog have været endnu bedre, hvis jeg kunne være blevet fri for min mors opførsel.

Nu er der gået et par år. Jeg har lært at sætte grænser og holder mig til dem. Jeg har fået mit overskud tilbage, og mit forhold til min mor dræner mig ikke længere for energi. Mine søskende har også lært, at de ikke skal tage mig for givet, sådan som de gjorde før.

Så hvorfor opførte min mor sig sådan? Jeg har tænkt meget over det. Jeg synes, hun var for ung og usikker, da hun blev mor. Ansvaret voksede hende over hovedet. Og jeg tror ikke, hun blev set og værdsat, da hun selv voksede op. Samtidig var hendes ægteskab med far ikke det bedste.

Jeg tror ikke, at mine forældre var lykkelige sammen, men tidens konventioner fik dem til at blive hos hinanden – på godt og ondt. Nok behøvede vi ikke at vokse op som skilsmissebørn, men vi havde måske været bedre tjent med alternativet, trods alt?

I dag er jeg kommet til et punkt, hvor jeg har forliget mig med alt det, der ligger bag mig.

Jeg elsker mine søskende og mine niecer og nevøer. Min mor føler jeg også kærlighed til. Jeg ville bare ønske, at vores forhold havde været anderledes. Men jeg tror, det hele bunder i, at hun simpelthen mere trængte til en mor end til selv at være det. Den tanke gør, at jeg kan se på hende med større forståelse.

Christian og jeg er gift. Jeg har været så heldig at møde en mand, der ændrede mit liv til det bedre. Jeg elsker ham af hele mit hjerte og er meget tilfreds med mit liv.