Kære Puk
Hun fylder børnene med slik
Jeg elsker min datter, men jeg kan ikke lide hende! Lige fra hun var lille, har hun altid været en bestemt og hidsig pige. Hun græder stadig højt og længe, når noget går hende imod. Hun er hurtig til at blive misundelig og jaloux på venner og søskende og skaber altid ufred og ballade i familien.
Hun er 10 år nu og elsker sin skole og trives der. Hun er bogstaveligt talt ikke kommet ind ad døren, før hun skaber ballade. Når hun er sammen med veninder, kan vi se, at det altid er dem, der bøjer af for hende.
Min mand og jeg elsker hende jo, men vi kan faktisk godt forstå, hvis andre ikke kan lide hende, for det kan vi heller ikke selv. Vi har prøvet at tale med hende om hendes opførsel, men hun mener, det er alle os andre, der er noget galt med. Når vi bruger tid alene med hende, ender det oftest også i problemer, da hun er meget problemsøgende.
Hun får tit sodavand (alt for tit), og da vi forleden var ude og spise, ødelagde hun måltidet for os andre ved konstant at brokke sig over, at der kun blev bestilt isvand. Når vi laver lektier med hende, ender det også i skrig og skrål, fordi vi ikke må rette hende – hun tænder fuldstændig af og græder og skriger.
Lige nu har jeg det sådan, at jeg nyder, når hun er hos andre, for så er der ro i familien! Andre voksne opfatter hende som en sød pige, men hun har haft svært ved at finde gode veninder, fordi hun vil bestemme så meget – én har direkte sagt, at hun ikke vil lege med hende, fordi hun for tit græder så højt og voldsomt over små ting.
Hendes bedsteforældre har det som os og siger, det er synd for hende, at hun har så vanskeligt et sind. Hvad gør vi forkert, Puk?
En mor
Mange tak for din ærlighed. Det er svært at indrømme, at man ikke kan lide sit barn. Det er modigt af dig, og jeg takker for din tillid.
Jeg tror faktisk, mange forældre kender fornemmelsen af at kigge på sit barn og være uforstående over for nogle af de måder, de agerer på. Og jeg tror, mange af os vil opleve træk ved vores børn, som vi ikke bryder os om.
Det virker, som om der er noget helt grundlæggende galt her. Jeg ved ikke nok om jeres familiesituation til at kunne råde detaljeret, men jeg vil anbefale, at I søger hjælp til at få vendt de mønstre, I sidder fast i.
Jeres datter kan have nogle udfordringer, der ikke er kortlagt, og jeg skal ikke gøre mig klog på diagnoser eller bogstavkombinationer, men måske skal hun forbi en børnepsykolog? Det kan skolen eller jeres læge hjælpe med. Det kan være, hun søger jeres grænser, fordi hun har fået alt for langt løbepas, eller hun provokerer jer, fordi hun har noget, hun ikke kan finde ud af at fortælle.
Mit bedste råd til dig er at fortsætte med at elske hende, og af omsorg for både hende og resten af familien så se at få hende testet hos en børnepsykolog, så I kan finde ud af, hvor skoen trykker.
Mange varme hilsner fra Puk