Lige fra hjertet: Min eksmands kæreste gjorde mig usikker

Det var i det tidlige efterår, og jeg var blevet inviteret til en stor fest hos min eksmand, Søren, og hans nye kæreste, Sanne.

Det var næsten to år siden, Søren og jeg var blevet skilt. Heldigvis havde vi fortsat en god relation til hinanden og et godt samarbejde om vores to teenagepiger på 14 og 16 år.

Så selv om skilsmissen selvfølgelig havde været svær, især for pigerne, var vi kommet godt igennem det, og vi var begge afklarede med, at det var det rigtige.

Da Søren mødte Sanne et års tid efter skilsmissen, var jeg helt okay med det. Derfor kom mine egne reaktioner på det, der skete, også bag på mig.

Inviteret til fest

Det var virkelig pænt af Søren og Sanne at invitere mig til festen. Det var en imødekommende og venlig gestus og samtidig også et ansvarsfuldt træk for på den måde at vise vores piger, at vi virkelig var gode venner.

Så selvfølgelig takkede jeg ja til at deltage. Alligevel kunne jeg mærke en ubehagelig knude i maven, når jeg tænkte på festen.

Sanne var en meget smuk kvinde. Hun var høj og slank med langt, mørkt hår og strålede altid af sundhed og velvære. Hendes negle var ofte nylakerede, og uanset årstiden havde hun en naturlig solgylden glød.

Udover det havde hun en succesfuld karriere som ejendomsmægler. De par gange, jeg havde mødt hende, var hun opmærksom og venlig, og jeg fornemmede, at hun besad en afstemt ydmyghed over for mig. Pigerne talte også godt om hende.

Alligevel var der noget ved Sanne, der fik mig til at føle mig lille eller mindre værd. Og selv om jeg skammede mig over det, voksede den følelse i mig hver gang, jeg tænkte på, at jeg skulle deltage i deres tjekkede fest.

Normalt havde jeg det godt med mig selv. Jeg var glad og syntes, jeg var landet et godt sted efter skilsmissen. Jeg havde et dejligt job som billedkunstlærer, et skønt forhold til mine piger og min eksmand og desuden en fin lejlighed.

Tanken om festen hos Søren og Sanne, som, jeg vidste, ville blive spektakulær og sikkert en anelse overdådig, gav mig en følelse af ubehag, som jeg ikke kunne kontrollere. Det virkede umuligt for mig at deltage, og jeg grublede over det dag og nat.

Få dage før festen for en hidtil ukendt djævel i mig, og jeg skrev en mail til Søren om, at jeg var blevet inviteret på en overraskelsesweekend til London af en veninde, og at jeg desværre ikke kunne deltage i deres fest alligevel. Jeg var virkelig ked af at melde afbud i sidste øjeblik, men jeg ønskede dem en fantastisk aften.

Jeg havde og har aldrig siden i mit liv fortalt en løgn, ikke af en så konkret karakter i hvert fald.

Søren og Sanne svarede med en sød besked om, at det da lød fantastisk, men at det også var ærgerligt, at jeg ikke kom til festen alligevel. De ønskede mig en god tur og håbede, at der snart kom en anden anledning, hvor vi kunne ses.

Løj for mine døtre

Tanken om, at jeg nu også var nødt til at lyve for mine egne døtre, var næsten for meget. Hele aftenen gemte jeg mig i mit sommerhus.

Løgnen om London var jo på den ene side bekvem, da den hjalp mig ud af mavepinen om at deltage i festen. På den anden side gav den mig en endnu større mavepine på grund af skammen om selve løgnen og de problemer, der fulgte med. Det hele føltes som kaos, og jeg sov stort set ikke den nat.

Da jeg alligevel vågnede næste morgen, som også var dagen for festen, var jeg tung og øm i kroppen. Jeg besluttede med det samme, at jeg ville skrive en mail til Søren og Sanne og fortælle sandheden.

Jeg kunne mærke, at det var det eneste rigtige at gøre. Jeg ville også ringe til pigerne og sige, at jeg altså ikke var i London, men havde brug for ro og alenetid og derfor var taget op i sommerhuset.

Beslutningen var med det samme en lettelse, og mine skuldre sænkede sig. Jeg havde brug for at bevæge mig, og så ville jeg skrive beskederne, når jeg kom tilbage.

Jeg tog min morgenkåbe over mig og gik den lille tur gennem skoven og ned til stranden. Der var helt tomt og den nye, fine sauna på den offentlige badeanstalt var til min store glæde åben.

Sommerens varme havde også forladt havet og tanken om lidt svømning i det kølige vand efterfuldt af en tur i saunaen sendte en hurtig glæde gennem mig.

En pinlig afsløring

Turen rundt om den lille bugt blev noget længere, end jeg havde planlagt, men det var skønt at få brugt kroppen og komme lidt væk fra alle de tanker, der havde tynget mig så længe.

Jeg gik op ad vandet, tog min morgenkåbe og gik ad broen, der ledte hen til saunaen. I det øjeblik, jeg åbnede døren og så én person i saunaen, var det, som om en lammelse ramte min krop.

Dér, på det øverste trin i saunaen, sad en høj, slank kvinde med langt, mørkt hår og så på mig med store øjne: Sanne.

Det føltes, som om der gik flere minutter, mens jeg bare stod og gloede på hende. Efter lidt tid spurgte hun med et forsigtigt smil, om jeg ikke ville lukke døren, så al varmen ikke forsvandt.

Jeg havde lyst til at kravle i et musehul, men til sidst fik jeg alligevel sat mig ned og sank en stor klump, mens min hjerne arbejdede på højtryk.

– Sanne, sikke en overraskelse at se dig her.

Jeg tvang et smil frem og så på hende, mens jeg forsøgte at lyde helt normal, hvilket selvfølgelig var umuligt. Sanne smilede, og de hvide tænder skinnede, da hun lagde hovedet på skrå.

– I lige måde får jeg lyst til at sige.

Mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet på mig, så stresset og pinlig berørt var jeg over situationen. Men der var en varme i Sannes blik, der gav mig et mod, og inden jeg nåede at tænke, busede det ud af mig.

Jeg startede med at sige, at jeg syntes, hun virkede til at være en skøn kvinde, og at jeg var meget taknemmelig for den måde, hun havde taget imod mine piger på. Det var også tydeligt, at Søren var glad, og at de var et godt par.

Jeg tilstod min løgn

Alt imens tiden gik, og jeg ævlede løs, sad Sanne roligt og så på mig med et varmt smil. Indimellem nikkede hun. Det gav mig mod til at fortsætte.

Jeg fortalte også om den tossede idé med den opdigtede tur til London og om al min usikkerhed. Indimellem grinede hun lidt, men det virkede okay, og jeg havde en stærk fornemmelse af, at hun på ingen måde var vred, hvilket selvfølgelig kom noget bag på mig.

Jeg fortalte også, at jeg netop denne morgen havde besluttet at skrive sandheden til dem. På det tidspunkt lagde Sanne forsigtigt hånden på min arm. Jeg standsede min talestrøm og så opmærksomt på hende. Hun så alvorlig ud, men jeg anede stadig smilet.

– Hør nu her; jeg var usikker fra starten, da jeg skulle møde pigerne f.eks. Jeg gjorde og gør stadig alt for, at dine piger ikke skal tro, jeg er kommet for at overtage din plads.

Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører. Tænk, at jeg sad her i en sauna med Sanne og udvekslede fortrolige og svære tanker. Jeg slog en hånd for munden.

– Jamen, de er da helt vilde med dig.

Uden problemer fortsatte vi samtalen længe. Det blev en åben, ærlig og på mange måder varm samtale, der på kort tid bragte mig tæt på en kvinde, som jeg i så lang tid havde følt mig usikker overfor.

Nu er vi veninder

Sanne fortalte, at hun for nogle måneder siden hjalp sine forældre med at finde et skønt, lille sommerhus her i området, og at hun af og til kom herop, når hun havde brug for lidt ro i hovedet. Jeg var overrasket over, at hun netop kunne være her i dag, som jo var dagen for den store fest.

Hun forklarede, at det netop var på sådan nogle dage, hun havde brug for at komme lidt væk, få ro og lade op, så hun var helt klar til begivenhederne. Jeg smilede og tænkte, at selv om vi måske udadtil var meget forskellige, mindede vi alligevel mere om hinanden, end jeg havde troet.

Da det var tid til at bryde op, sagde hun, at jeg selvfølgelig stadig var hjertelig velkommen til festen, og det var med et let hjerte, at jeg nikkede og takkede ja.

Den dag i dag er jeg stadig overbevist om, at det ikke var tilfældigt, at Sanne og jeg skulle mødes den morgen i saunaen. Vi har fortsat den gode samtale, og vi er slet ikke færdige.

Efterhånden vil jeg faktisk betegne hende som en af mine nærmeste veninder. For mig viser det, at livet er fuldkommen uransageligt, og at man aldrig ved, hvad der venter om det næste hjørne.