Mit dilemma: Skulle jeg advare min eks’ nye kæreste?

I flere uger pinte jeg mig selv med ubeslutsomhed. Skulle jeg række ud til Thomas’ nye kæreste og advare hende om, hvilken mand hun var flyttet ind hos?

Der var gået næsten fem måneder, siden jeg havde sneget mig til at forlade Thomas, mens han var på arbejde. Jeg havde blokeret ham på mine sociale medier, skiftet telefonnummer og var flyttet til en ny, hemmelig adresse. Men selv om mit liv udadtil var tilbage på sporet, var jeg stadig ikke mig selv indeni.

Det var, som om tiden ikke helede mine sår, men nærmere åbnede mine øjne for, hvor skadeligt mit forhold til Thomas havde været. Han var både voldelig psykisk og fysisk, og jeg frygtede ham stadig, selvom han endelig var ude af mit liv.

Jeg gik ikke i byen eller til fester, for jeg blev nervøs, hvis mænd viste mig interesse. Når jeg forlod min arbejdsplads, tjekkede jeg automatisk gaden for at se, om Thomas holdt øje med mig fra sin bil, som han havde gjort de første par uger efter bruddet.

Og så var der alle de negative tanker om min personlighed og mit udseende, som han havde plantet i mig. De var svære at luge ud i.

Med andre ord følte jeg mig ikke spor stærk, men da jeg så, at han havde fået en ny kæreste, følte jeg en træng til at advare hende.

Men hvis jeg rakte ud til Betina, som Thomas’ nye kæreste hed, ville hun måske fortælle det til ham, og hvad ville han så gøre?

Skulle jeg glemme ham?

Det sikreste, nemmeste og mest fornuftige var afgjort at glemme det og i stedet fokusere på at komme videre med mit eget liv. Det var også det, mine bekymrede forældre rådede mig til, da jeg kort vendte dilemmaet med dem.

Problemet var bare, at mine tanker blev ved med at kredse om Betina og hendes lille søn. Jeg kendte dem jo ikke, men jeg havde hørt fra en af Thomas’ bekendte, at de nu boede hos ham. Drengen var kun seks år.

Thomas havde altid beskrevet børn som egoistiske plageånder, og jeg gruede for, hvordan han kunne finde på at behandle sådan en lille fyr.

Jeg endte med at skrive til Thomas’ bekendte igen for at få mere at vide. Han fortalte, at Betina vist nok havde haft en depression for et års tid siden. Nu var hun ovenpå igen og virkede glad for at have mødt Thomas.

Dén oplysning gjorde udslaget. En kvinde, der var psykisk sårbar, havde intet at gøre hos en mand som Thomas. Jeg havde allerede fundet hendes Facebook-profil og skrev nu en besked til hende.

”Hej Betina. Du kender mig ikke, men jeg har været kærester med Thomas i seks måneder og skriver for at advare dig imod ham …”

Jeg beskrev nogle af de ting, han havde sagt og gjort, og sluttede med at opfordre hende til at ringe til mig.

Der gik to dage, før hun svarede mig, køligt og afvisende. Det var tydeligt, at hun troede, jeg var en jaloux ekskæreste. Min frygt for, at hun ville gå direkte til Thomas, gav mig svedige håndflader.

Da der var gået et par uger, uden at han havde opsøgt mig, skrev jeg igen. Nu holdt jeg det i en hjertevarm tone og opfordrede hende til at passe på sig selv og sin lille søn i alt det her. Hun svarede ikke.

Efter det besluttede jeg, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne, og måske ville Thomas rent faktisk vise sig at være en bedre kæreste over for Betina.

Jeg glemte dog ikke hende og hendes søn. På en eller anden måde lå de altid i mit baghoved, ligesom Thomas desværre også gjorde, men jeg forsøgte blot at fokusere på at komme videre med mit eget liv.

Jeg passede mit arbejde i børnehaven, drak kaffe med min veninde Julie og malede min nye lejlighed.

En besked tikkede ind

Jeg tror, der gik tre måneder. Pludselig en dag tikkede der en besked ind på Facebook fra Betina. Denne gang var tonen anderledes.

”Jeg begynder at tænke, at du havde ret omkring Thomas. Kan du fortælle mere? Hvad gjorde du for at gøre det bedre?”

Hendes besked fyldte mig med modstridende følelser. På den ene side var jeg lettet og håbefuld over, at det nu var lykkedes at trænge igennem til hende. På den anden side antydede hendes besked, at hun ikke var indstillet på at ende forholdet. Hun ville tværtimod fikse det.

Det var præcis de tanker, jeg selv havde klamret mig til i månedsvis, da jeg var sammen med Thomas.

Jeg svarede med det samme og delte flere historier fra min tid i Thomas’ hus. Jeg tog mig selv i næsten at tilføje, at jeg nok heller ikke havde været nogen særlig god kæreste. Det gjorde mig endnu mere vred på Thomas. Tænk, at hans negative indflydelse på mit selvbillede stadig var så stor.

Over de næste uger skrev Betina og jeg jævnligt sammen. Hun vekslede mellem at være meget lydhør over for mig og pludselig blive kølig og tage Thomas i forsvar. Jeg genkendte mønsteret fra mig selv.

Over tid opfordrede jeg hende direkte til at pakke sine ting og flytte, men hun blev ved med at sige, at hun ikke var klar og stadig troede på, at det kunne blive bedre.

En aften ringede min telefon med et ukendt nummer. Det var Betina. Jeg havde givet hende mit telenummer i den allerførste besked, jeg skrev. Allerede da hun sagde sit navn, kunne jeg høre, hun græd.

– Han har slået mig, snøftede hun.

Hun fortalte, at et skænderi omkring sønnens legetøj på stuegulvet var endt med, at Thomas havde givet hende en lussing. Slaget var hårdt nok til, at kinden stadig var hævet. Nu var han taget i byen med en kammerat.

Jeg ved ikke, hvor jeg fik modet fra, men jeg svarede:

– I skal væk fra ham! Nu! Pak nogle ting, så henter jeg jer om 20 minutter.

Jeg lagde på, før Betina kunne nå at komme med indvendinger og skyndte mig så ind til min søde genbo, Elsebeth, for at låne hendes Berlingo.

Hele vejen hen til Thomas’ hus stod mavesyren oppe i halsen på mig. Tænk, hvis han kom tidligt hjem.

Heldigvis stod Betina og hendes søn klar i indkørslen, så jeg slap for at gå indenfor. Vi kørte direkte hjem til mig, hvor jeg lavede varm kakao til os og tændte tv’et for at skabe en følelse af normalitet.

Betinas søn, Philip, var en genert, rødhåret dreng. Da han var blevet puttet inde på mit gæsteværelse, begyndte Betina og jeg at snakke.

Det var, som om der gik hul på en dæmning hos Betina. Pludselig væltede det ud med dårlige oplevelser og hårde ord fra tiden med Thomas. Det gik op for mig, at hun havde haft det mindst lige så slemt som mig.

Også hun havde udviklet stresssymptomer, og desuden var hendes depressive tanker dukket op igen, fordi hun følte sig værdiløs. Heldigvis havde Thomas ikke gjort Philip noget, men drengen havde været utryg ved ham.

En ny veninde

Betina og Philip endte med at blive boende hos mig i et par uger. Hendes forældre fortalte, at Thomas ledte efter dem, og vi nåede frem til, at det sikreste sted var hos mig.

Derefter flyttede de hen til hendes grandkusine, indtil Betina fandt et hus uden for byen, hun havde råd til at leje. På min anbefaling fik hun nyt nummer og hemmelig adresse.

Betina og jeg holdt kontakten. Det var en stor hjælp for os begge at have en at spejle sig i, som havde haft de samme oplevelser. Vi talte og talte og brugte flere pakker papirlommetørklæder.

Over tid viste det sig, at vi også havde andet end vores mareridt med Thomas til fælles. Vi opdagede for eksempel, at vi begge var glade for børn og for at være kreative.

Jeg ved ikke, hvornår det skete, men lige så stille er Betina blevet min veninde. Og det er gået op for mig, at jeg i processen med at hjælpe hende også har helet mig selv.

I dag er det næsten et år siden vores fælles og endegyldige brud med den mand, som vi ikke engang gider nævne navnet på mere. Han er fortid for os. Vi har forsøgt at advare om ham ude i byen og kan kun håbe på, at han ikke får lokket flere kvinder i sit net.

Det er nok et naivt håb, men vi har i hvert fald gjort, hvad vi kunne. Nu skal vi bare fokusere på at leve vores liv som de frie og stærke kvinder, vi er.