Lige fra hjertet: Vi voksede op i små kår

Jeg blev født på et sygehus i det sønderjyske en januardag i 1939 som den yngste i en børneflok på seks.

Min ældste bror var knap 10 år ved min fødsel. Året efter flyttede vi til Aalborg, hvor min far havde fået arbejde på en stor gård. Det var hårde tider med stor arbejdsløshed, og fra mine søskende ved jeg, at vi boede to forskellige steder i Aalborg, før vi endnu en gang måtte flytte.

Nu kom vi til at bo relativt tæt på Aalborg Lufthavn, som lå nord for byen, og nogle af mine første, rigtige minder stammer fra den tid.

Aalborg Lufthavn var af stor betydning for den tyske besættelsesmagt, fordi den var en vigtig forbindelse til Norge. Af samme årsag angreb de allierede styrker tit lufthavnen, og vi måtte jævnligt søge mod beskyttelsesrum for ikke at blive ramt af granater og maskingeværsalver fra de engelske fly.

En dag havde et par af mine brødre og jeg været hos købmanden. Vi var på vej hjem, da der blev alarmeret for angreb mod lufthavnen.

Vi kunne ikke nå hen til beskyttelsesrummene, så vi kom på nærmeste hold til at overvære, hvordan det engelske fly angreb startbanerne og forsøgte at ødelægge dem ved at beskyde dem med maskinkanoner.

Af nysgerrighed blev vi stående for at kigge, og hvis flyet ikke var holdt inde med skydningen, kunne vi let være blevet ramt. Vi var for små til at forstå, at vi svævede i stor fare. Imens stod en flok voksne oppe ved nedgangen til det nærmeste beskyttelsesrum og råbte og skreg på os.

Min mor var dansk, men født syd for den daværende dansktyske grænse ved Kongeåen. Hun havde gået i tysk skole og talte derfor flydende tysk. Min far var også ret god til tysk, og nogle gange fik vi besøg af de tyske menige. De var ikke nazister, men lige så kede af krigen som alle danskere.

Jeg husker især Günther og Fritz som to meget søde og rare mennesker. De havde kone og børn i Tyskland og var blevet tvunget i krig, og de var selvfølgelig bekymrede for, hvordan deres familier havde det.

Store badedag

Badeværelse havde vi ikke, så når vi skulle klatvaskes, foregik det ved køkkenvasken med vand, der var blevet varmet op på komfuret. Hvis vi skulle have et rigtigt bad, satte mor den store zinkbalje ind foran kakkelovnen i stuen. Så var det store badedag, for alle i familien kom i bad efter tur.

Huset blev opvarmet ved hjælp af komfuret i køkkenet og kakkelovnen. Jeg husker isvintre og snestorme, hvor min mor varmede mursten på komfuret, som efterfølgende blev lagt ind i vores senge.

Der var meget koldt i soveværelset, og ofte var der is på den indvendige side af ruderne. Lige ud for køkkenvinduet i vores lejede hus lå der en hangar, og der var tit larm fra både hangaren og fra det tyske antiluftskyts.

Måske var det derfor, vi flyttede ind til Aalborg igen, mens Danmark stadig var besat, men det kan også have handlet om penge, for dem var der altid mangel på. Nu rykkede vi ind i et lille hus i en kolonihaveforening.

Der var ikke plads til en familie på otte medlemmer, og egentlig var det vist heller ikke tilladt at bo der om vinteren. Under alle omstændigheder flyttede vi igen, og denne gang rykkede vi ind i et nedlagt teglværk, som lå tæt på lufthavnen. Vi kom til at bo i den ene halvdel af den beboelse, der havde hørt til teglværket.

Mens teglværket stadig var i funktion, var der blevet gravet ler til dets produktion af mursten og tegl i en nærliggende mergelgrav. Min stærkeste erindring fra den tid er mergelgraven, for det sted blev vores bedste legeplads.

Vi gravede huler ud ved bredden af den, og der var mange andre børn end mig og mine søskende, der legede ved mergelgraven.

Nogle af de store børn fik fat i nogle sorte net, som tyskerne brugte til at camouflere deres maskingeværstillinger med. Nettene blev hængt op mellem grenene i et stort pilekrat ved mergelgravens bred, og så havde vi en dejlig legeplads.

Men en dag, hvor der havde været luftangreb, kom vi ned til vores huler og fik et chok. De var nemlig blevet skudt sønder og sammen af maskingeværsalver fra de engelske fly.

De måtte jo have set nettene fra luften og troet, at de dækkede over tyske kanonstillinger og ikke børns huler. Godt, vi ikke havde gemt os der den dag.

En farlig legeplads

Mergelgraven var indlysende nok en farlig legeplads, men det tænkte vi unger ikke over. Vores forældre brød sig ikke om, at vi rendte og legede dér, men det gjorde vi alligevel. Nogle af de store børn havde bygget en primitiv tømmerflåde, som de sejlede ud på mergelgraven på. Det var en farlig, men spændende leg.

Fra teglværket flyttede vi til et andet hus. Det lå tæt på et sted, som vi børn kaldte ”flyslagteriet”. Her lå der nemlig kasserede fly og rester af havarerede fly, og det var naturligvis utrolig farligt at kravle rundt i dem.

Vi gjorde det dog alligevel, og jeg kan huske, at én af mine brødre fik en slem flænge i det ene ben, da han skar sig på et metalstykke. Det var jo skarpt som et barberblad. Flyene trak os alligevel som en magnet, for vi fandt spændende ting og sager i dem, blandt andet kompasser.

På det tidspunkt havde vi en stor hund af racen grand danois. Til vores sorg fik den et kort liv, for den blev skudt af en tysk vagtpost.

– Jeg troede, det var en meldehund, undskyldte han sig.

Ikke længe efter sluttede krigen, da de tyske styrker overgav sig. Jeg kan huske de engelske kampvogne og de pansrede mandskabsvogne, der kørte forbi vores hus på vej ind på lufthavnsområdet. En engelsk soldat fik øje på os børn, og han kastede noget chokolade hen til os. Senere kom den samme soldat på besøg hos os.

I kølvandet på befrielsen blev der oprettet en lejr på lufthavnsområdet for flygtninge fra Tyskland. Efter krigen var forholdene dernede helt forfærdelige, og mange af de tyske borgere havde ikke tag over hovedet, fordi de fleste huse i de store byer var bombet sønder og sammen. Nu blev flygtningene indkvarteret i de gamle barakker, som de tyske soldater tidligere havde boet i, og mange af dem var i dårlig forfatning.

Men selv om der var blevet fred, var der stadig mange spor efter besættelsen rundt omkring. Da jeg en dag alene gik rundt nede ved mergelgraven, fandt jeg en tysk håndgranat. Uden at betænke mig samlede jeg den op og smed den ud i mergelgravens dybe vand. Heldigvis hev jeg ikke sikringsstiften ud først, for så kunne det nok være gået helt galt.

Svært at få et job

I 1946 begyndte jeg i 1. klasse, og nu var jeg blevet stor nok til at komme på ferie hos vores moster og onkel, som boede i en toværelses lejlighed på Østerbro i København. Det var noget af et chok for en dreng fra landet at komme til storbyen, hvor der fandtes mørke baggårde, og hvor folk levede tæt op og ned ad hinanden.

Vi sejlede med en båd, som gik mellem Aalborg og København. Lige efter krigen kom én af disse både uden for den minesikrede rute og blev sprængt af en mine. Jeg kan huske det skræmmende syn af masterne og skorstenen på den minesprængte båd, som stak op fra vandet.

Efter min skolestart fik jeg en lille tjans hver lørdag hos en bager. Han kørte rundt og solgte brød og kager fra sin bil, og når han nåede til os, hoppede jeg på og kørte med ham videre ud på landet. Så løb jeg rundt med brød til kunderne. Hver gang fik jeg hele to kroner som tak for hjælpen, og når jeg kom hjem, spurgte min mor nogle gange, om hun kunne låne dem til at købe lidt mad for.

Jeg gav naturligvis min mor de to kroner, og så vidt jeg husker, fik jeg dem aldrig igen, for det var småt med pengene derhjemme. Et år fik vi en julekurv fra den velgørenhedsforening, der hed Børnenes Kontor, så det år må det have været specielt sløjt for os.

Det var stadig svært for vores far at få job, og på et tidspunkt flyttede han til København for at arbejde. Min ældste bror og søster fulgte efter og fandt også arbejde i hovedstaden.

Mens min far var i København, kom jeg en dag hjem og fandt min mor sidde grædende ved køkkenbordet. Jeg spurgte, hvad der var galt, og hun fortalte så, at min far var hende utro. Det vidste mine to ældste søskende, som også boede i København.

Vi flyttede igen

På en eller anden måde blev situationen løst, for i foråret 1950 skulle vi pludselig alle sammen flytte til København. Det var noget af en forskrækkelse for mig, for jeg kendte jo København som en by med triste baggårde og meget små lejligheder.

Det viste sig heldigvis, at vi skulle ”helt ud til Hvidovre”, som min far udtrykte det. Her havde han nemlig skaffet os en fire år gammel lejlighed med to stuer og et kammer. Her var badeværelse med koldt vand i bruseren og vandskyllende toilet. Lige uden for vinduerne havde vi en mark, og der var kun 500 meter ned til vandet, som hed Kalveboderne. Tæt på lå også en lille havn, så det var ikke helt slemt.

Min yngste storebror og jeg havde svært ved at komme i gang med at lege med de andre børn i bebyggelsen. De mobbede os en del med vores jyske udtale.

En dag besluttede min storebror at tage hånd om situationen, så han gik på græsplænen, hvor børn i alle aldre legede. Her satte han hænderne i siden og meddelte dem højlydt, at de virkelig måtte lære at leve med vores udtale, og hvis de ikke kunne det, kunne de få et par flade. Det hjalp, og efter den dag blev vi accepteret af legekammeraterne i boligkomplekset.

I juni 1955 afsluttede jeg min skolegang, og da jeg længe havde tænkt på at skulle til søs, søgte jeg ind på Statens Søfartsskole i Esbjerg. Her gik jeg i tre måneder, inden jeg afsluttede skoleforløbet med rigtig fine karakterer, hvorefter jeg i en alder af 16 år blev mønstret for otte måneder på en båd. Så var barndommen forbi, og et langt og interessant liv på søen begyndte.

I sommeren 1960 var jeg så heldig at møde min kommende hustru under en kort ferie i Danmark. 30 år senere blev jeg pensioneret med rang af officer fra Søværnet, og i dag glæder hun og jeg os stadig over hinanden og over de mange minder fra et langt liv.