Mange har brug for lidt kærlighed

Birger Olsen er pensioneret buschauffør og bor i Helsingør, hvor han lever af en seniorpension. Birger Olsen er også en blid mand med et blødt hjerte, og han siger det ikke med ord, men med mad.

Hver dag laver han mad: Bøf med sovs og kartofler, vegetarretter, lasagne, de bedste pizzaer, frikadeller, flæskestege med sprød svær og ænder til jul. Når maden færdig, forærer han den til fremmede mennesker, der måtte have brug for et måltid mad. Sådan finder han sin glæde i livet, og håbet er så, at der også er andre, der bliver glade for hans gaver.

På Birgers Facebook-side – ”Hjemmekøkkenet Helsingør” kan man følge med i, hvad han laver af mad præcis på dagen, og så kan man lægge en besked til ham.

Birgers mad er gratis, men hvis man har nogle råvarer i overskud, kan man donere dem, og så tryller hr. Olsen dem om til lækker mad.

Birger elsker at være i køkkenet, også midt om natten, når andre sover trygt i deres senge.

– Jeg har været buschauffør i 45 år, og i al den tid stod jeg op klokken 3.30 og tog på arbejde. Jeg står stadig op til samme tid, men nu går jeg bare ud i køkkenet og starter med at bage nogle brød, bagefter laver jeg mad i lange baner. Det er så hyggeligt, og jeg elsker det. Det var noget, jeg fandt på, da jeg fik min seniorpension for snart to år siden. Jeg stod jo stadig op til den sædvanlige tid, men så gik jeg bare ind i stuen og så tv – og det gider jeg i hvert fald ikke spilde mit liv på, siger Birger meget bestemt.

Han er 66 år, og nu er han nået til et tidspunkt i sit liv, hvor han har indset, at han er en mand, der helst vil glæde andre. En blød mand vil nogle sige, og han har også fået sine slag i livet, fordi han er et venligt menneske. Heldigvis er der også mange, der holder af ham, præcis som han er. For eksempel Yamina.

Bare navnet på den kvinde, han elsker, får hele hans ansigt til at lyse op af glæde.

– Hun kom ind i min bus en dag for 18 år siden, og da hun smilede, var jeg helt solgt. ”Tak, fordi du smilede til mig”, sagde jeg til hende. Vi faldt i snak, og hun fortalte, at hun var på vej hjem fra et ordblindekursus. Jeg bød hende på en kop kaffe efter fyraften. Vi blev venner, og senere blev vi kærester. Det har vi været i 18 år nu, siger han.

Yamina bor ikke sammen med Birger, hun har stadig sin egen lejlighed, men de besøger hinanden hver dag. Kærlighed har ikke altid noget med fælles bopæl at gøre, men den har noget med tillid at gøre, og tro og tillid til Yamina har Birger.

Tiden vil vise, om de skal bo sammen engang, men foreløbig har Birger en mission: At lave mad til andre.

Mors vilje

– Der er mange derude, der har brug for lidt omtanke og lidt kærlighed, og det er det, jeg kan give videre med min mad. I år er en ekstra svær tid, fordi den økonomiske krise er hård, især ved børnefamilier og pensionister. De mennesker skal vide, at jeg er her og tænker på dem. Jeg laver også mad til jul, både til de gamle og til de unge børnefamilier og til alle dem, der måtte have brug for det. Jeg ved, hvordan det er. Jeg har prøvet det selv, siger han.

Birger er ikke født på den grønne gren eller med en sølvske i munden. Han er født ind i en arbejderfamilie med en stærk mor, der lærte ham at lave mad.

– Jeg ville gerne prøve det, og min mor lærte mig tidligt at lave mad, for det mente hun, at drenge også skulle kunne. Hun kunne bare ikke lære mig at lave frikadeller, det lærte jeg først mange år senere, husker Birger.

Birgers mor havde en fast vilje. Tingene skulle være, som hun syntes. Også julen, hvor alting havde sin rette plads og rette tid. Drengen Birger syntes ikke så meget om julen dengang, for hvorfor skulle alt foregå på bestemte måder? For ham handlede det om at være lykkelig sammen med andre mennesker, og det har han så forsøgt at være i sit liv.

Den indre landmand

– Jeg gik i gang med en uddannelse til elektriker, fordi mine forældre syntes, det var en god idé. Det var det også, indtil jeg gik en anden vej og blev lastbilchauffør i Padborg og boede på en lille gård på Møn, hvor jeg havde ænder, høns og kalkuner. Det varede nogle år, og så blev jeg ansat som buschauffør her i Helsingør, siger Birger, der derfor også lyder kaldenavnet Busbirger.

Birger Olsen har altid drømt om kærlighed og familieliv og fred og ro, men det lykkedes ikke rigtig, før han mødte sit livs kærlighed, Yamina, og flyttede ind i lejligheden i Helsingør, hvor han bor nu.

Det er dog ikke en helt almindelig toværelses lejlighed. Det er en lejlighed for en mand, der har bevaret sin indre landmand. På balkonen dyrker han chili i alle styrkegrader, hvidløg og meget andet. I fletsofaen sidder han og hækler smukke tæpper, som han også giver til dem, der vil modtage dem. Han er ikke en mand, der samler på jordisk guld, tværtimod.

– Jeg bliver glad, når jeg kan hjælpe andre. Det gør mig lykkelig at se en børnefamilie få mere tid til hinanden, fordi jeg lige har givet dem et måltid mad. Det gør mig glad, når jeg kan finde på noget nyt og fantastisk mad, og jeg bliver glad, når mine tæpper kommer ud i verden og pynter op på det hele, siger han.

Allermest glad ville han blive, hvis han fik sin gamle ønskedrøm opfyldt: En lille gård på landet sammen med Yamina og med plads til ænder, høns og kalkuner.

En dag skal det nok lykkes ham, men først bliver det jul, og den glæder Birger sig til – og selvfølgelig er det ham, der laver maden.