Mia Lee har ikke grædt endnu. Hun måtte endda tvinge en tåre frem, da hun mødte sine biologiske forældre for første gang, fordi hun syntes, det virkede følelseskoldt, hvis hun ikke viste en reaktion. Men hun tror, det skyldes chokket, som hun slet ikke har haft tid til at bearbejde endnu. Det hele er gået så stærkt.
– Jeg har virkelig svært ved at tage det ind og forstå det. Jeg tror, jeg stadig er i den her chokfase. Jeg afskærer mig selv lidt fra at mærke det, for det er simpelt hen så ekstremt, siger Mia Lee.
I oktober sidste år fandt hun ud af, at alt dét, som hun hidtil havde fået at vide om sin adoption, er løgn. Hun var ikke blevet givet væk frivilligt af sin sydkoreanske familie, men var blevet løjet død og bortadopteret.
– Jeg har altid tænkt, at jeg vidste meget i forhold til andre, der er adopterede. I mine adoptionspapirer står der rigtig mange ting. Mit koreanske navn, hvor jeg er født, min fødselsdato og grunden til adoption. Nu ved jeg så, at der ikke er ret meget af det, der er rigtigt, siger hun og bladrer i adoptionspapirerne på bordet.
Mia Lee er 35 år og bor i Ringsted med sin mand, Philip, og deres to drenge, Elliot på to og Matti på syv år.
Da hun var omkring et halvt år, blev hun adopteret af et dansk ægtepar. Hun husker, at der altid er blevet talt åbent om, at hun var adopteret, ligesom hun også har en lillebror, der er adopteret fra Sydkorea.
– Hvis vi så et fly på himlen, fortalte min mor, at det var sådan, jeg var kommet til Danmark, og hun fortalte om den dag, de havde hentet mig i lufthavnen. Det var en helt naturlig fortælling. Jeg er også vokset op uden at være den eneste adopterede. Mine forældre havde et vennepar, der havde adopteret to piger fra Sydkorea, og på vores vej boede en adopteret dreng. Så jeg har ikke følt mig fysisk alene på den måde, fortæller Mia Lee.
Hendes adoptivforældre lagde også vægt på at forklare hende, hvorfor hun var landet hos dem. Forklaringen, som de havde fået, og som kan læses i adoptionsdokumenterne, var, at hun blev født godt tre måneder for tidligt. Da hendes biologiske forældre ikke havde særligt mange midler, og Mia Lee var deres tredje pige i søskendeflokken, havde de svært ved at betale for den behandling, hun som for tidligt født havde behov for. Hendes bedste mulighed for at overleve var derfor adoption.
– Der står i papirerne, at min far indleverede mig. Han var mild og god og gjorde det uden tvivl.
I dag ved Mia Lee, at det ikke er sandt. I dag ved hun, at hendes biologiske mor fik veer, da hun var seks måneder henne i graviditeten og måttet hastes på hospitalet. Hun havde så voldsomme smerter, at hun besvimede på vej dertil, og da hun vågnede i hospitalssengen, havde hun født Mia Lee. Men Mia Lee var dødfødt, sagde personalet til den nybagte mor, og de skulle nok tage sig af resten. Samme dag blev hun sendt hjem. Mia Lees mormor opsøgte dagen efter hospitalet for at få udleveret det døde barn, men blev mødt af modstand og skæld ud over at være dukket op. Også hun måtte gå tomhændet hjem igen.
Men Mia Lee var i live, og hun er formodentlig blevet lagt i en kuvøse uden fast voksenkontakt og har fået lagt sonde, hvor mælk er blevet dumpet ned i halsen efter et skema. Ar på håndled, ankler og lyske vidner også om, at hun har været koblet til en masse slanger, og hun er blind på det ene øje.
– Jeg tror, at der er blevet taget hånd om den fysiske del, men at man på det tidspunkt slet ikke har været klar over, hvor vigtig blandt andet skærmning af for tidligt fødte er. Det har udelukkende handlet om overlevelse, siger Mia Lee.
I de seneste to år har hun været sygemeldt fra sit arbejde som kok og har fået konstateret kompliceret ptsd, der blandt andet knytter sig til hendes adoption.
– Jeg har en masse traumer i min bagage. Rent psykisk er der rigtig meget, og som jeg slet ikke var bekendt med. Før jeg blev mor, siger hun.
For det var overvældende, svært og med masser af modsatrettede følelser, da Mia Lee blev mor for første gang. Traumer, hun slet ikke anede, boede i hende, dukkede op, og da hun blev mor anden gang blev det hele voldsomt forstærket.
– Selv om man altid prøver at forberede sig på, at livet bliver anderledes, når man bliver mor, og at det er hårdt at få en baby, blev jeg alligevel fuldstændig væltet om og kunne slet ikke rumme ham. Lyden af gråd gjorde mig angst og stresset, og det har været noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Der var desværre ingen fagpersoner omkring mig, der kunne gennemskue, hvad det kom af, så det blev bare tilskrevet som en fødselsdepression.
Det havde nogle rødder et andet sted, ved Mia Lee i dag.
Da hun var 18 år, begyndte hun at interesse sig for sit ophav og meldte sig ind i et netværk for adopterede fra Sydkorea. Det var spændende at høre om andre, der havde fundet familie, og det inspirerede hende til at ville finde sin. Hun tog derfor kontakt til adoptionscenteret i Sydkorea, Korea Social Service (KSS) for at høre, om de lå inde med flere informationer, men først efter et års tid vendte de tilbage med den nedslående besked, at de ikke havde kunnet opspore noget hos de lokale myndigheder. Hendes biologiske forældre måtte have opgivet falske oplysninger.
Det fik hende dog ikke til at give op, og i 2011 rejste hun sammen med sine adoptivforældre for første gang til Sydkorea. Det var den mest fantastiske oplevelse for Mia Lee, der beskriver det som en rigtig rar følelse.
– Jeg følte det som en åbenbaring. Her kunne jeg have været. Rent fysisk lignede jeg dem også og blendede naturligt ind. Tøjet passede mig, og sæderne i bussen havde en tilpas højde, så jeg kunne nå gulvet … alle mulige små detaljer, der bare gjorde, at jeg følte, at jeg passede ind.
På forhånd havde hun meddelt adoptionsbureauet, at hun ville komme forbi, når nu hun var i landet, og hun håbede, at det ville være med til, at de så havde gjort lidt ekstra for at finde frem til nogle oplysninger. Men de gentog blot, hvad de havde svaret i mailen.
– Jeg blev virkelig skuffet og havde svært ved at acceptere det. Det kunne ikke passe, at jeg havde så mange oplysninger på mine biologiske forældre, og at der så ikke kunne findes noget på dem. Der var noget, der føltes forkert allerede der.
I de følgende år forsøgte hun at finde flere oplysninger selv. Hun oprettede sig i adoptionsnetværk og andre fora for adopterede på nettet, men det gled i baggrunden, da hun blev mor til sit første barn. Da hun blev mor anden gang, rumsterede tankerne igen om adoptionen, og hun tilmeldte sig et dna-register.
– Jeg regnede ikke med at finde mine forældre, men måske havde jeg nogle slægtninge, og jeg fik da også en masse match i begyndelsen, men det var så langt ude, at jeg nærmest var mere beslægtet med min nabo, smiler Mia Lee.
Men så i begyndelsen af 2022 fik hun et match på næsten tre procent med en kusine i Texas. Hendes oldefar og Mia Lees oldefar var brødre, og selv om det stadig var langt ude, blev Mia Lee glad, og kusinen tilbød at hjælpe med at lede efter hendes biologiske familie.
Der gik et halvt år.
Så skrev kusinen, at hun havde fundet nogle, der passede på forældrenes navne, og som også havde to døtre. Kusinens mor kontaktede Mias faster, der formidlede en kontakt til dem, men længe var der ikke nogen reaktion overhovedet.
Først en meget sen aften i efterårsferien, hvor Mia Lee efter en lang køretur sammen med sin familie lige var landet på et hotelværelse i Harzen, sendte kusinen en sms og skrev, at der var svar fra den koreanske familie. Mia Lees far ville gerne tale med hende via et videoopkald med det samme, hvor også en faster og kusinen ville deltage.
– Jeg gik nærmest i panik og kunne ikke overskue det, men samtidig var jeg også fuldstændig lykkelig. Min faster snakkede ret meget, min far sagde ingenting, men stirrede bare ind i kameraet, og jeg sagde mest hej, og at det var dejligt at møde dem. Det var som at se mig selv, da jeg så min far. Bare i en ældre udgave, siger Mia Lee, der slet ikke kunne sove efter den korte samtale.
Hendes to søstre, lillebror og moderen skrev efterfølgende beskeder til hende samme nat, og sådan fortsatte kontakten i ugerne efter, hvor sandheden om hendes adoption blev stykket sammen.
– Mine biologiske forældre syntes, det var et mirakel, at vi har fundet hinanden og ville vide alt om mig. Var jeg gift, havde jeg børn? Hvad lavede min mand? De ville mig virkelig, men samtidig var det også et stort chok for dem, at jeg var dukket op. Der er blevet løjet, og det har vækket en kæmpe uretfærdighedsfølelse hos både dem og mig.
Mia Lee føler, at nogen skal tage et ansvar for dét, der er sket for hende, og en trang til, at omverdenen skal kende sandheden, så i november kontaktede hun en koreansk tv-station, og i løbet af nogle uger blev hun inviteret til Sydkorea for at medvirke i en dokumentar.
Besøget fandt sted i december, hvor tv-holdet fulgte Mia Lees første møde med sine biologiske forældre, og det var her, at hun måtte tvinge en tåre frem, da hun stod ansigt til ansigt med sin mor, der begyndte at græde over synet af sin datter.
– Det hele var bare meget overvældende. Endelig mødte jeg mine rødder, og de ville mig. De havde ikke givet mig væk. Det føltes fremmed og samtidig trygt at være sammen med min mor og far. Min far klappede mig på ryggen, og så målte vi vores hænder. De var fuldstændig ens, fortæller Mia Lee.
Efter en intens rejse landede Mia Lee hjemme igen hos familien i Ringsted. Hun har planlagt en ny rejse til Sydkorea i april, hvor hun ikke har et kamerahold i ryggen, men hvor hun måske bedre kan lære sit ophav at kende. Der er stadig mange spørgsmål, hun mangler svar på. Hvem har ansvaret for det? Og hvem gjorde det mod hende og hendes familie?
– Det her burde ikke være sket. Og er det sket for mig, er der også andre derude, det er sket for. Forhåbentlig er der tale om det i en brøkdel af adoptionssager, så det er ikke, fordi jeg mener, at alle adoptioner sker på et falskt grundlag. Men man burde være mere nysgerrig på, om det nu også er sandheden, når en familie bortadopterer et barn. Det skylder man barnet.