Min far ville have været stolt af mig

Når verden ramler sammen, fordi du har mistet din mor eller far eller søskende, sidder der nogle, der både har tid og mod til at snakke med dig. Børn, Unge & Sorg hedder organisationen, der har unge frivillige ved telefonen og på chatten.

De sidder der, fordi de selv har prøvet at miste, men der skal ikke kun varme hjerter til at opretholde sådan en hjælpelinje. Der skal også kolde kontanter til, og i 2016 gav kronprinsparret 500.000 kr. til Børn, Unge & Sorg.

Kronprinsesse Mary er protektor, og de mange penge skulle blandt andet bruges til at undersøge, hvad unge uden forældre har behov for af støtte. Pengene skulle derfor også bruges til at lave et net af frivillige, der kan hjælpe, når et ungt menneske har mistet.

Læs om Ida der også hjælper andre

Det var et kæmpe chok

En af dem, der arbejder frivilligt i Børn, Unge & Sorg er Matilde. For seks år siden mistede hun sin far, og selv om hun aldrig kommer over sin sorg, har hun lært at sætte ord på den takket være hjælpen fra organisationen. Netop derfor har hun ønsket at hjælpe andre unge mennesker.

– Dengang i 2012 var jeg 19 år og gik i 3. g. Indtil min far blev syg, var jeg en almindelig, glad teenager, jeg gik i byen med veninderne, og livet var helt, som det skulle være. Min mor og far, min søster og jeg var en lykkelig og tæt familie. Min far var sådan en rigtig mand, hvis man kan sige det sådan: Han kørte motorcykel, han arbejdede med sine hænder, og han var den, der tog sig af os. Og så blev han altså pludselig syg. Det var et kæmpe chok, siger Matilde.

Uhelbredeligt syg

Matildes far havde fået kræft, og det viste sig desværre , at sygdommen var fremskreden. Da han fik diagnosen, fik han også at vide, at han var uhelbredeligt syg. Der fandtes ikke noget, der ville kunne kurere ham.

– Det var første gang, jeg kunne sætte vendingen ”uhelbredeligt syg” sammen med et menneske, jeg elskede. Det hang slet ikke sammen for mig. Min stærke far? Hvordan kunne han være døende? Heldigvis var han god til at fortælle os om sine tanker og følelser. Hans store ønske var at dø hjemme, og min mor fik orlov fra sit arbejde for at passe ham.

Brug for hjælp

– Han fik alle de hjælpemidler, han havde brug for. Der kom sygeplejersker, som hjalp med at passe ham. Vi fik mange brochurer og papirer, der handlede om hans sygdom. Det handlede meget om sygdom og død hjemme hos os, og derfor fyldte det også meget i mig i skolen. Jeg prøvede at passe min skole og haltede mig igennem, men det var rigtig svært, fordi der var vendt op og ned på alting derhjemme.

– Min far nåede kun at være syg i fire måneder, men vi nåede at have mange dybe snakke om liv og død, og jeg er glad for, at vi nåede at snakke om så mange ting, inden han døde i marts. Jeg ved, det betød meget for ham, at han nåede at sige, hvor vigtigt det var, at vi passede på hinanden, når han en dag ikke var der mere, fortæller Matilde.

– Bagefter var der bare en kæmpestor sorg og en slags ensomhed. Jeg fik min studentereksamen, men den var ikke så god, som den kunne have været. Jeg kunne ikke længere være den glade og udadvendte pige, jeg havde været før. Min mor og jeg kunne godt snakke sammen, men det var jo ikke det samme tab, vi havde: Hun havde mistet sin mand, jeg havde mistet min far. Hun begyndte i en sorggruppe i Kræftens Bekæmpelse for mennesker, der havde mistet deres ægtefælle. Det hjalp hende vældig meget, men det var jo ikke noget for mig.

Læs også om Vanessa der mistede sin far

– Jeg vidste godt, at jeg havde brug for hjælp, for mine kammerater i skolen fortsatte deres hverdagsliv, og jeg forestiller mig, at det var svært at blive ved med at tale med mig om min sorg, når deres egne liv var så fulde af nye oplevelser og nye planer. Jeg havde brug for at møde andre unge, der også havde mistet en forælder. Jeg så i en af de brochurer, vi havde fået med fra hospitalet, og opdagede Børn, Unge & Sorg. Det kunne måske være noget for mig, tænkte jeg.

Sorggruppen blev stor hjælp

Matilde kom med i en sorggruppe for unge, hvor hun gik til samtaler i 12 uger, og det blev en stor hjælp for hende.

– Jeg mødte andre unge, der forstod, hvordan jeg havde det, når jeg græd eller var ulykkelig. De forstod det og accepterede det, fordi de selv havde prøvet det. Det gav mig en stor ro at kunne fortælle om min far og alt det, vi havde mistet, men også om alle de sjove og gode ting, vi havde haft sammen. I sorggruppen var vi alle i samme situation, og det gode er, at her behøvede jeg ikke lægge bånd på mig selv, fordi jeg skulle skåne de andre eller prøve på at være glad igen, fordi andre mente, at ”nu må du videre med dit liv.” Selvfølgelig skal jeg videre, men sorg tager tid, og jeg slipper aldrig sorgen – men jeg har lært at leve med den, siger Matilde.

Livsbekræftende

I dag tænker Matilde tit på sin far, men nu mindes hun deres gode timer sammen. Hun er et andet sted i sit liv, men hun har ikke sluppet foreningen.

– Da jeg havde været igennem egen samtalegruppe, tænkte jeg, at det havde været så fantastisk at få den hjælp, så hvis jeg på nogen mulig måde kunne hjælpe andre videre, så ville jeg gerne være frivillig i foreningen, siger hun.

Siden har Matilde været frivillig og arbejdet på ”Linjen”, hvor hun har været i kontakt med rigtig mange børn og unge i sorg. I dag vejleder hun de frivillige, men hun hjælper også sig selv.

– Møderne herinde i foreningen er en måde at mindes min far på. Vi har alle prøvet at miste, og vi tør være de mennesker, vi er – og netop derfor bliver der efterhånden plads til alle de gode minder, der også er der. Jeg læser til jordemor, fordi jeg er fascineret af, hvad kroppen kan, og fordi det er så livsbekræftende at være med til at føde børn. Jeg er en del af livet igen – og jeg ved bare, at min far ville have været så stolt af mig, siger Matilde.