Min søster gav mig livet igen

”Du skal nok vænne dig til at leve længere, end du havde regnet med”, sagde lægen til Bente Hornbæk, da hun var til kontrol på Skejby Sygehus i september i år. Så kan man næsten ikke sige det mere forsigtigt, men når ordene bliver sagt med et smil, er det fantastisk godt nyt. For lidt over et år siden havde Bente akut leukæmi, og hendes kræfttal var langt over 50 procent. Nu er kræfttallet et stort rundt 0 takket være Bentes søster, Hanne Ebbesen, der har doneret stamceller til Bente. Derfor deler de nu samme blodtype, men de deler også glæden over at kunne give og modtage den største gave, som to mennesker kan give til hinanden: Livet.

Hanne og Bente var ”de små” i Lis og Ankers børneflok på otte. De voksede op i et fiskerhjem uden for Hvide Sande. Det var ikke et rigt hjem, men et meget kærligt et, og alle børnene kom godt i vej. De lærte at klare sig, at holde sammen og være taknemmelige for det gode, der skete i deres liv. De lærte også, at man skulle passe sit arbejde og ikke klynke unødigt. Derfor er det ikke så mærkeligt, at Bente ikke tog det så tungt i begyndelsen, da hun begyndte at føle sig skidt tilpas.

– Jeg havde været lidt sløj i julen 2018. Det viste sig, jeg havde haft lungebetændelse, men det gik ikke væk, selv om jeg fik antibiotika mod det. I februar blev jeg sendt videre til Horsens Sygehus, hvor der blev taget flere blodprøver, og så blev det hele pludselig alvorligt. ”Du har akut leukæmi”, sagde de og sendte mig videre til Skejby Sygehus.

– Jeg var 56 år. Jeg var glad for mit helt almindelige liv og kunne slet ikke forestille mig, hvad det betød at få den diagnose, husker Bente.

– Min mand, Poul, og jeg kom til Skejby. Vi spurgte forsigtigt, hvordan chancerne var for at overleve akut leukæmi. ”Det kan gå begge veje. Som du har det lige nu, er der 50 procents chance for, at du bliver rask”, svarede lægen. Jeg fik lagt et kateter ind, og samme dag begyndte kemobehandlingen. Det var marts 2019.

Donor søges

Akut leukæmi betyder, at man har blodkræft. Cellerne i knoglemarven fungerer ikke perfekt. Hvis det ikke bliver behandlet, dør man. Behandlingen er kemoterapi og til sidst stamcellebehandling, hvis man er så heldig at finde en passende donor.

– Fra det ene minut til det andet fik jeg at vide, at jeg var dødeligt syg. Jeg overlod det til Poul og Hanne at ringe rundt og fortælle det til vores familie og nære venner. Jeg brugte alle kræfter på at klare behandlingerne og sætte mig et mål. Jeg ville overleve det her.

Fra marts til september i 2019 var Bente skiftevis indlagt og hjemme. Det meste af tiden var hun i isolation, fordi hun under ingen omstændigheder måtte risikere smitte af nogen art. I september blev kræfttallene bedre, men blev de igen dårligere.

– Jeg så meget få mennesker i den tid. Min mand og to børn passede godt på mig, men det var ensomt, for alle dem, jeg elskede, kunne ikke give mig et knus, selv om det var det, vi havde brug for. Men jeg kunne da stadig strikke. Mine søstre og jeg har altid strikket meget, men nu kunne vi ikke sidde sammen i sofaen og strikke. I stedet strikkede vi sammen over Skype, for så kunne vi da i det mindste se hinanden på skærmen, fortæller Bente.

Men Hanne nøjedes ikke med at strikke. I begyndelsen af Bentes sygdom var alle hendes søskende blevet spurgt, om de ville lade sig undersøge, så lægerne kunne finde ud af, om de måske var egnede som stamcelledonorer. Det viste sig, at både Hanne og storebror Jakob havde matchende stamceller, der måske kunne hjælpe Bente, hvis det skulle blive nødvendigt.

– Begge mine søskende sagde ja til at donere. Det var så stort for mig, at der var to, der var egnede, og at de begge to gerne ville stille op for mig. Det er kærlighed, siger

Bente.

Begge søskende blev nøje undersøgt, og Hanne blev den udvalgte donor.

Et nyt liv

– Mine kræfttal, der havde set så fine ud i september, ændrede sig pludselig igen. I november var kræften tilbage for fuld styrke, og sådan fortsatte det. I januar 2020 fik vi at vide, at nu kunne de ikke gøre mere for mig. Jeg havde måske kun et par uger tilbage at leve i. Jeg ville så gerne leve meget længere med min mand og mine børn, som på det tidspunkt var 26 og 24 år. Jeg tænkte, at jeg så gerne ville have nået at se de forårsløg, som jeg havde lagt i efteråret, blomstre. Og at jeg gerne ville have prøvet at blive bedstemor, men jeg vidste også, at hvis jeg ikke nåede det, så ville Hanne også være bedstemor for mine børn. Det havde hun lovet mig, siger Bente.

Imens gik Hanne rundt i Rudkøbing og passede på sig selv, så hun kunne blive en rigtig god donor for sin søster, hvis der skulle blive brug for det. Og nu var der brug for Hanne og hendes stamceller.

– Ingen kan forestille sig, hvor stort det er at blive udvalgt som den, der måske kan redde sin søsters liv. For mig var det den største gave, jeg kunne give. Samtidig var jeg også bange for, at mine celler alligevel ikke var gode nok, husker Hanne.

Sidst i januar blev det svært for Bente at bevare håbet. Hun havde hele tiden kæmpet for at bevare det, hun havde trøstet sin familie og troet på, at det hele en dag ville ende godt. Nu havde hun ikke mere håb at give af. Hun og Poul talte om, hvordan hun ønskede sin sidste tid, men så skete der noget helt besynderligt.

– Pludselig fortalte lægen på Skejby mig om en ny form for kemokur, de havde fået en mulighed for at afprøve på mig. Den var netop frigivet i USA, og det ville være min absolut sidste chance. Jeg sagde med det samme ja, og en uge efter sad jeg med en taske med piller i til en værdi af en rund formue. Den kemokur hjalp. På ingen tid faldt mine kræfttal fra 50 til 4 procent, siger Bente.

Nu var tiden inde til, at Bente kunne få sin længe ventede stamcelledonation. 13. august 2020 sad hun sammen med Hanne på Skejby Sygehus, mens Hanne fik tappet blod. Det var den dag, Bente blev født på ny.

– Jeg sad med en nål i armen og kunne se mit blod løbe over i en beholder. Det gjorde ikke ondt, jeg havde det lidt, som om jeg have lidt influenza, men det var på grund af medicinen, som jeg havde fået for at gøre mit blod parat til min søster. Det tog seks timer, og da jeg var færdig med at afgive blod, havde jeg afleveret 7,7 millioner af mine gode stærke stamceller. Det var det samme som knap en procent af mine celler i kroppen, som blev gendannet med det samme, så det betød ingenting for mig. Det var derimod et nyt liv for min søster, siger Hanne.

Næste dag fik Bente sin søsters stamceller via en transfusion. Selv om de var søskende, var det ikke helt sikkert, at Bentes celler var hundrede procent forenelige med Hanne, men der var ”biologisk held”, som det kaldes. De var fuldstændig forenelige, og fra den første dag gik det fremad med Bente.

– I august fejrede vi, at det var et år siden, jeg fik mit liv igen. Jeg nyder og er taknemmelig hver dag, og jeg tror sagtens, jeg kan vænne mig til at leve rigtig længe, siger Bente.