Mit dilemma: Hvem skulle følge mig op ad kirkegulvet? - Del 2:2

Det gik op for mig, at jeg ikke kunne undgå at såre en af de mænd, jeg holdt allermest af. Hvis jeg fortalte min bonusfar, Ernst, at Peter, min biologiske far, skulle føre mig op gennem kirken til den ventende William, ville Ernst uden tvivl blive dybt skuffet og værst af alt såret.

Det samme ville gøre sig gældende, hvis rollerne blev byttet om. Fik min far at vide, at jeg egentlig hele tiden havde tænkt, at det var Ernst, der skulle gå ved min side, ville han føle sig svigtet. Min far tog det åbenbart som en selvfølge, at det var hans opgave, selv om han havde været noget fraværende i min barndom, hvor Ernst derimod aldrig havde svigtet mig. Men nu vidste jeg, at det tilsyneladende var noget, de begge så frem til.

Jeg kunne selvfølgelig spørge min mor, hvad hun syntes, men det var der ingen grund til. Jeg vidste allerede, at hun ville pege på Ernst. Det var ham, der havde været mest far for mig gennem hele min barndom. På den anden side havde min far bragt mig magiske eventyr, når vi endelig var sammen. Det føltes næsten, som om jeg ville hævne mig på hans svigt, hvis jeg fortalte ham, at han blot skulle være en almindelig bryllupsgæst.

Jeg havde overhovedet ikke tænkt på, at jeg kunne løbe ind i sådan et problem, og jeg mærkede en følelse af håbløshed fylde mig. Pludselig var lysten til at holde en stor bryllupsfest fuldstændig forsvundet.

Det betød selvfølgelig ikke, at jeg ikke længere ønskede at blive Williams kone, men hvis det kun kunne ske på bekostning af, at jeg sårede et af de mennesker, som jeg holdt uendelig meget af, hvad var der så ved det?

Helt i kulkælderen

Da William kom hjem, så han straks, at der var noget i vejen. I flere måneder havde jeg nærmest svævet på en lyserød sky, men nu var jeg helt nede i kulkælderen.

Han så spørgende på mig:

− Er der sket noget? Er der noget, du er ked af?

Jeg havde lyst til at græde som et barn, men jeg beherskede mig. Der fandtes trods alt mennesker med større problemer end mig. Inden jeg fortalte William om mit dilemma, tog jeg en dyb indånding.

− Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg gøre ked af det? Vil du ikke være sød at vælge for mig?

− Du ved, Agnes, at jeg vil gøre alt for dig, men der er nogle ting, jeg må overlade til dig selv. Det her er en af dem.

Jeg forstod ham godt. Det var urimeligt af mig at lægge ansvaret fra mig.

− Jamen så …

Jeg tav lidt. Så fortsatte jeg med undertrygt gråd i stemmen: − Så skal vi måske bare aflyse brylluppet? I hvert fald den kirkelige handling. Men … du har da også glædet dig til et kirkebryllup?

− Det har jeg, og jeg synes, det vil være ærgerligt at springe den del over, men jeg vil nu ikke have noget imod, at vi to bare smutter på rådhuset og bliver borgerlig viet. Vi behøver jo ikke aflyse festen. Jeg elsker dig, Agnes. På den ene eller den anden måde længes jeg efter, at vi to bliver gift.

− Du er fantastisk, hviskede jeg, og nu kunne jeg ikke længere holde gråden tilbage.

Han sagde ikke noget. Trak mig bare tæt ind til sig og holdt mig fast, indtil gråden stilnede af.

Søvnløse nætter

Den nat kunne jeg ikke sove. Time efter time lå jeg vågen og spekulerede på, hvad jeg skulle gøre. Jeg fandt ikke løsningen, men jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville nøjes med en borgerlig vielse.

Dagen efter undersøgte jeg, om den lille, hyggelige restaurant, min far og jeg af og til havde besøgt i min barndom, stadig eksisterede. Det gjorde den, og jeg besluttede, at jeg ville invitere min far på frokost der.

Jeg måtte prøve at finde ud af, om han virkelig var så opsat på at gå gennem kirken med mig, som jeg havde fået indtryk af.

Min far blev både overrasket og meget glad for mit opkald.

− Du husker restauranten? sagde han rørt. − Så har jeg måske ikke været en helt håbløs far.

− Ikke altid, svarede jeg muntert.

− Hvornår skal vi mødes? spurgte han.

Jeg vidste, at han lige i øjeblikket ikke havde noget fast arbejde, men belært af erfaring havde jeg alligevel listet nogle forskellige datoer op på forhånd.

Det viste sig at være en god idé, for min far sagde beklagende nej tak til de to første datoer. Da havde han tilfældigvis andre planer. Da jeg nævnte den tredje dato, sagde han en anelse tøvende ja tak.

− Kan jeg regne med, at du kommer? spurgte jeg roligt.

− Ja selvfølgelig. Når jeg siger, jeg kommer, så kommer jeg.

− Det håber jeg, sagde jeg stille. − Jeg vil blive ked af at blive brændt af.

Jeg tror, min far blev ked af, at jeg sagde sådan. Måske kom han til at tænke på alle de gange, han havde svigtet et løfte.

− Jeg kommer, sagde han lidt heftigt. − Det lover jeg.

Ville min far forstå?

Nogle uger efter dukkede min far op til vores aftale. Jeg blev meget glad, men jeg mærkede også, at jeg var nervøs. Ville min far forstå det svære valg, jeg skulle træffe?

Vi talte først om løst og fast. Han fandt nogle af vores fælles gode minder frem og smilede bredt.

Det gjorde det svært at komme ind på det valg, jeg var nødt til at træffe. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få begyndt, men pludselig fløj det ud af mig.

− Ernst forventer vist, at han skal føre mig op ad kirkegulvet, sagde jeg febrilsk.

− Gør han det? Hvordan kan han da få den tanke? Det er da mig, der er din far. Du har måske lovet ham, at han får den store ære?

− Nej, jeg ville først tale med dig.

− Jeg kan ikke forstå, at han bare går ud fra, at du vil foretrække ham, sagde min far undrende.

− Ernst har også været min far, sagde jeg. − Han var altid til stede i mit liv. Han kørte mig på skadestuen, da jeg faldt i skolen og brækkede mit ene håndled, og han satte plaster på et blodigt knæ, hvis mor ikke var nået hjem fra job.

− Jeg var slet ikke i Danmark, da det skete, protesterede han.

− Det ved jeg godt, far, og det er ikke en bebrejdelse. Men Ernst var der.

− Ja, det var han jo, erkendte min far efter en kort pause.

Nu hang han lidt med hovedet. Så rettede han sig op. − Du foretrækker, at han følger dig op til William?

− Jeg vil ikke sige, at det er noget, jeg foretrækker, sagde jeg bedrøvet. − Men …

Jeg tav. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fortsætte. Min far var tydeligvis blevet såret.

Så smilede han pludselig. Verdens kærligste smil og med få ord løftede han byrden af mine skuldre.

− Med min livsform valgte jeg selv at stå i anden række. Det betyder ikke, at jeg ikke elskede dig. Jeg så jo, at du havde det godt, men jeg var også egoistisk. Selvfølgelig er det Ernst, der skal følge dig op ad kirkegulvet. Tro mig, min pige, jeg vil altid være der for dig.

− Det ved jeg far, sagde jeg blidt og tilføjede så tørt: − I hvert fald når du har tid, og når du opholder dig i Danmark

Han så måbende på mig og brast så i en latter, der var så smittende, at jeg måtte le sammen med ham.

Borgerlig vielse

Da jeg samme aften fortalte William, hvordan frokostmødet med min far havde udartet sig, lagde han armene om mig.

− Hvor er jeg glad for, at det var din far, der selv trak sig. Ved du hvad, Agnes? Det betyder faktisk, at han elsker dig meget højt.

− Det ved jeg, hviskede jeg.

− Det betyder så, at vi aflyser planen om at gå på Rådhuset for at få en borgerlig vielse? spurgte han blødt.

− Det gør det, sagde jeg fast.

Jeg fik et rigtigt prinsessebryllup. Ernst fulgte mig op til alteret, hvor William og en af hans kammerater ventede på mig.

På vej op gennem kirken fik jeg øjenkontakt med min far. Jeg er sikker på, hans glimtede lidt fugtigt, men smilet, han sendte mig, var så fyldt med kærlighed, at jeg med ro i sindet kunne nyde den kirkelige handling og den efterfølgende fest.

Jeg fik både mit ønskebryllup og et bevis på, at min eventyrlystne far elskede mig. Det sagde han også, da vi efter middagen dansede med hinanden.

− Det ved jeg, far, sagde jeg stille. − Det ved jeg.