Mit dilemma: Jeg ville være mor

Der var en del taler og sange til min konfirmation, og i dem alle blev det nævnt, at jeg var en stille pige, en bogorm og en dygtig babysitter. Det er sandt, at jeg var stille, men det skyldtes, at jeg var voldsomt genert. Genertheden fulgte med mig i gymnasiet.

I slutningen af 2.g begyndte jeg at chatte på nettet. Det var, som om det åbnede en helt ny verden, og det var også på en chatside, jeg mødte Trine, som blev min hjerteveninde.

Jeg fik min studentereksamen og blev efterfølgende optaget på uddannelsen til landskabsingeniør. Skolen lå i Nordsjælland, og jeg kom frem og tilbage med en kombination af tog og bus.

Jeg var 22, da jeg flyttede fra mit barndomshjem. På det tidspunkt havde jeg aldrig haft en kæreste. Det virkede skamfuldt, og det stressede mig også i forhold til min drøm om at blive mor til en mindre børneflok.

Trine foreslog, at jeg oprettede en profil på en datingside på nettet, men jeg stødte ind i Pierre i en genbrugsbutik, inden jeg fik taget mig sammen til at aktivere den. Da mit dankort drillede ved kassen, tilbød han at betale for mig. Der var noget dragende ved hans gestikuleren, og jeg var betaget af, at han insisterede på at tale dansk, selv om han famlede efter ordene. Det var kun i nødstilfælde, han slog over i engelsk, og det mest utrolige var, at han også virkede betaget af mig.

Pierre viste mig byen, som var den hans, og jeg var så forblændet, at jeg lod ham flytte ind bare tre måneder senere med udlejers velsignelse. Det brød Trine sig ikke om. Faktisk havde hun været rimelig lunken overfor Pierre fra starten, og det var skuffende, for jeg syntes jo, at hun skulle glæde sig på mine vegne.

Jeg blev ansat i en anlægsvirksomhed umiddelbart efter at have færdiggjort min uddannelse, og jeg havde flere penge til mig selv end tidligere, men det mærkede jeg ikke noget til. På en eller anden måde var de væk, inden de kom ind på kontoen, og jeg prøvede at forklare Pierre, at vi måtte skrue ned for restaurantbesøg og oplevelser. Selv om han også havde et job, endte det altid med, at jeg betalte.

En nat vågnede jeg til lyden af et klaprende tastatur. Pierre sad ved computeren med min pung foran sig, og jeg kunne se på skærmen, at han var i færd med at optage kviklån. Det viste sig, at han havde brugt hele min opsparing på elektronik og diverse spillesider. Beviserne var tydelige, men han nægtede at erkende sin skyld, og det trak så langt ud, at det var en lettelse, da han pakkede sine ting og smækkede døren bag sig.

Mit første forhold varede små to år, og det efterlod mig med minus på kontoen og et kæmpe hak i selvværdet. Det var skammeligt at indrømme, hvordan han havde narret mig, og jeg var så flov, at jeg nedtonede hans bedrag overfor familien.

En lun forårsaften blev jeg lokket ind i en port af levende musik. Det var Martin, som spillede covernumre med sit band, og jeg var solgt, da han blinkede kækt til mig fra scenen og løftede sin øl til en skål. Egentlig kunne jeg ikke lide øl, men jeg indvilgede i at drikke en sammen med ham efter sidste nummer, og vi blev nærmest kærester med det samme.

I samme stil var det ganske impulsivt, da han friede til mig på en tankstation over en hotdog, og jeg sagde ja. Igen forsøgte Trine at få mig til at tage den med ro. Måske skulle jeg lige mærke efter, for jeg havde jo brændt mig gevaldigt, sidste gang jeg lod mig rive med. Jeg forsikrede hende om, at Martin var helt anderledes end Pierre.

Jeg blev snart 29, og han havde lovet mig, at vi skulle have børn.

– Ja, men jeg skal først være klar, og jeg tænker, det ligger mindst fem år ude i fremtiden, sagde han.

Det slog mig fuldstændig ud, og han vidste selvfølgelig også godt, at der var en udløbsdato for, hvor længe jeg kunne vente. Jeg besluttede at give det et halvt år, inden jeg bragte det op igen, men Martin var næsten aldrig hjemme.

En nat i februar var han så fuld, at han faldt i søvn på græsplænen foran vores hus, og jeg vågende ved sekstiden, da en bekymret nabo bankede på. Det blev dråben. Vi blev skilt, og jeg overtog huset, mens han rykkede ind hos en af sine kammerater.

Min 30-års fødselsdag nærmede sig, og jeg følte, jeg var længere fra drømmen om at skabe min egen familie end nogensinde. Jeg var knust over, at jeg havde spildt så kostbare år på de forkerte mænd, og jeg lovede mig selv, at den næste skulle være anderledes.

Den ene måned tog den næste, og jeg besluttede at give netdating et forsøg. Efter tre uger fik jeg en besked fra Michael. Min første tanke var, at han virkede en smule kedelig, og jeg havde nok ikke selv fundet på at kontakte ham. Vi skrev frem og tilbage i nogle dage, inden han spurgte, om jeg ville med ud at spise. Det svarede jeg ja tak til, og det blev en fuldstændig uforglemmelig aften.

Michael var i mine tanker fra morgen til aften, indtil jeg så ham igen ugen efter. Den eneste ulempe var, at han havde to store børn fra et tidligere ægteskab. Det var ikke et problem, at han allerede var far, men jeg var usikker på, om han ville have flere. Jeg tog flere tilløb til at spørge ham, men uden held. Noget holdt mig tilbage, og det skyldtes nok, at jeg frygtede hans svar.

Jeg var rystende nervøs for, hvordan han ville reagere, men jeg var nødt til at vide besked, og en fredag eftermiddag fik jeg endelig fremstammet mit spørgsmål.

– Jeg var forberedt på, at det ville komme op, sukkede han.

– Selv kunne jeg ikke forestille mig et liv uden børn, og jeg ønsker for dig, at du bliver mor, men jeg har fået dem, jeg skal have.

Det slog fuldstændig luften ud af mig. Nu var det endelig lykkedes mig at finde mit livs kærlighed, og så skulle jeg vælge mellem ham og min drøm om at blive mor.

De næste dage var jeg fuldstændig ved siden af mig selv. Jeg tog på arbejde og gjorde, som jeg skulle, men når jeg lå i sengen om aftenen, kunne jeg knap nok huske, hvad jeg havde foretaget mig. Mine tanker kredsede konstant om valget mellem Michael og mit ønske om at blive mor.

Det var, som om mine ben havde svært ved at bære min vægt, da jeg tog hjem til ham for at gøre det forbi. Jeg følte mig afklaret, men synet af ham i døren truede med at tage modet fra mig, og min stemme knækkede flere gange.

– Det er okay, sagde han til slut.

– Jeg er ked af, at jeg mister dig, men du skal gøre det rigtige for dig selv.

Oprindeligt havde jeg drømt om en traditionel kernefamilie, men det lå ikke længere i kortene, og jeg vænnede mig i stedet til tanken om at skulle være alenemor. Jeg meldte mig ind i forskellige fora på nettet, hvor jeg kunne chatte med andre i samme situation, og jeg fik en masse gode råd til, hvordan jeg skulle gribe det an.

Første skridt var at blive udredt, og jeg bestilte tid hos min læge, som havde fulgt mig, siden jeg var barn. Jeg var skiftevis spændt og rystende nervøs, da dagen for konsultationen nærmede sig. Det kunne jo være, hun ikke ville hjælpe mig, eller at der var noget galt, og jeg følte mig nærmest syg, fordi der var så meget på spil. Det viste sig, at jeg havde bekymret mig uden grund, for hun var sød og forstående og indvilgede i at sende mig videre i systemet. Nu var jeg i gang.

Næste skridt var et udredningsprogram, og jeg fik lavet en forundersøgelse, som heldigvis viste, at både livmoder og æggeledere fungerede normalt. Jeg gennemførte flere undersøgelser, og jeg begyndte at overveje, hvad jeg ønskede i forhold til donorsæd. Det var surrealistisk at skulle lave en slags ønskeliste for barnets far. Jeg udfyldte skemaet efter bedste evne, og det slog mig efterfølgende, at jeg havde valgt de muligheder, som passede bedst på Michael.

Det var snart et halvt år siden, jeg var blevet henvist, og det varede ca. lige så længe, inden jeg skulle i gang med den egentlige behandling. I de måneder gjorde jeg intet for at finde kærligheden. Det var slet ikke en prioritet, og det virkede også meningsløst at lede efter en mand, når jeg stadig elskede Michael.

En uge inde i januar begyndte coronavirussen så småt at dukke op i medierne. Det tænkte jeg ikke særlig meget over i starten, men jeg blev bekymret, da den fremmede sygdom krævede sine første ofre. Jeg følte, at det hele ramlede, da jeg fik besked om, at min behandling var udskudt. Det var det, jeg havde set frem til i næsten et år. Nu var aftalen strøget, og jeg fik ikke svar på, hvornår jeg kunne forvente en ny.

I efteråret blev restriktionerne strammet igen, men det var ventet, og det påvirkede mig mindre, end jeg havde frygtet. På det tidspunkt arbejdede jeg på et nyt projekt i et parkanlæg i udkanten af byen, og jeg var både våd og kold, da jeg startede bilen ved fyraften. Jeg vidste, køleskabet var tomt, så jeg blinkede impulsivt ind ved en dagligvarebutik, da jeg spottede en fiskebil på parkeringspladsen. Der var rødspættefileter på tilbud, og jeg skimmede varerne bag glasset, da en fornemmelse fik mig til at dreje en halv omgang. Der var han. Mindre end 10 meter bag mig.

Det blev min tur til at bestille, men jeg havde fuldstændig tabt tråden, og jeg gik ud af køen for at lade den næste komme til. Michael krydsede parkeringspladsen med posen foran sig, da jeg kiggede på ham igen. Michael havde mundbind på, men det var tydeligt, at et smil bredte sig på hans ansigt, og jeg blev klar over, at jeg smilede tilbage.

Det var som at være tilbage i de akavede år i gymnasiet, for vi trådte os selv over tæerne med røde kinder, mens vi gav hinanden en kort opsummering af, hvad der var sket det sidste års tid.

Jeg fortalte, at min fertilitetsbehandling var udskudt for anden gang, og det var tydeligt, at han var ked af det på mine vegne. Hans omsorg rørte mig, men jeg forsikrede ham om, at jeg var okay. Snart kunne vi ikke trække den længere, for han skulle ind til sin datter, og mine tænder klaprede af kulde. Med et afsluttende smil drejede jeg om på hælen, og jeg kæmpede med trangen til at vende mig, da jeg mærkede hans hånd på min skulder.

– Jeg har savnet dig, sagde han.

– Hver dag har jeg savnet dig, og jeg synes, du skal give mig en chance mere.

Vi aftalte at ringe sammen senere, og den samtale endte med, at han inviterede mig hjem på middag. Gensynet havde vækket så mange følelser, at jeg ikke kunne gøre andet end at takke ja. To dage senere parkerede jeg foran hans hus. Tvivlen rørte på sig, og jeg frygtede, at det alligevel var en fejl, da han viste mig ind og gav mig et glas vin.

– Du skal vide, at jeg har tænkt det igennem tusind gange, og jeg er kommet frem til, at det vil være en gave at få et barn med dig, sagde han.

Jeg kunne næsten ikke tro det, for jeg var så desperat efter at være sammen med ham, at jeg nær var villig til at opgive det, jeg ønskede mig allermest. Nu lod det til, at jeg kunne få begge dele.

Det er snart tre år siden, Michael og jeg mødte hinanden på en kold parkeringsplads. Efterfølgende solgte jeg mit hus og flyttede ind hos ham og børnene, og jeg er snart halvvejs i min graviditet. Nogle gange skal jeg stadig knibe mig i armen, men den er god nok, og vi glæder os helt enormt til at udvide familien med et nyt medlem.