Mit dilemma: Skulle jeg sætte min kompagnon af i svinget?

Ida og jeg mødte hinanden, da vi var ved at uddanne os til gartnere, og vi blev hurtigt hinandens bedste veninder. Vi besluttede os for at købe en planteskole, og tre år efter, vi havde fået vores svendebrev, lykkedes det os endelig at få skrabet nok penge sammen til en udbetaling.

Vi faldt for Karensminde, et lille husmandssted, der lå ude på landet, hvor der ikke var særlig meget trafik, men til gengæld et kæmpe opland og ikke mindst tusindvis af sommerhuse indenfor kommunegrænsen.

De første år var hårde, både arbejdsmæssigt og økonomisk. Vi knoklede fra morgen til aften og havde i starten kun få kunder. Men vi stod sammen og spændte livremmen ind, mens vi stille og roligt fik gang i butikken. Vores planteskole voksede, og både fastboende og sommerhusfolket begyndte at handle hos os.

Ida var den første af os til at få en kæreste, og kun et halvt år senere fulgte jeg trop. Ida flyttede ind hos sin Kim, der havde en lejlighed i byen en halv snes kilometer fra Karensminde, mens min kæreste, Thomas, flyttede ud på gården til mig.

I de år, hvor Ida og jeg havde boet sammen, havde vi hverken haft tid eller overskud til at gøre noget særligt ved stuehuset. Heldigvis var Thomas tømrer, og han begyndte at renovere vores hjem. Alt faldt på plads. Fremtiden tegnede lys og lykkelig. Der gik 12 år, og vi fik begge børn.

En dag kom vores naboer, Ejner og Else, og spurgte, om vi var interesserede i at købe deres gård. Vi takkede ja til deres tilbud og købte Sønderhøj, der lå blot en kilometer længere nede ad markvejen. På en måde var det som at starte forfra. Ejner havde dyrket korn på sin jord, og nu skulle det lægges om til grøntsager.

Det var svært at flytte på landet

Desværre var det ikke så let for Ida og hendes familie at flytte på landet, som hun havde håbet. Børnene skulle skifte skole, og det var især svært for hendes yngste datter, Sofie. Hun savnede sine gamle veninder og kunne ikke rigtig finde ind i fællesskabet med de andre piger i vores lokale landsbyskole. Det pinte Ida, og selvfølgelig skulle hun være der for sin datter, selv om det betød, at hun meget jævnligt tog en halv fridag.

Jeg måtte bare rende lidt stærkere, end jeg plejede, og det var også ok. Det kunne jeg godt holde til i en periode. Det gik godt med kartoflerne, men det var bare ikke nok til, at vi kunne forrente det nye, store lån, vi havde optaget for at købe Sønderhøj.

Det var langsomt begyndt at gå bedre med Sofie, da Ida blev syg. Hun havde fået brystkræft. Det var gudskelov blevet opdaget tidligt, så knuden blev fjernet, og allerede mens hun passede sin efterfølgende kemokur, var hun delvist tilbage på arbejde igen. Hun kunne selvfølgelig ikke det samme, som hun plejede, og jeg måtte acceptere, at vi igen satte planerne om dyrehold og gårdbutik på pause.

Økonomisk begyndte det at blive benhårdt. Der var under ingen omstændigheder råd til at ansætte flere folk, for vi kunne ikke engang trække løn ud til os selv længere. Alt, hvad vi tjente, gik til afdrag på vores lån. Det var som at være slået tilbage til start. Forskellen var bare, at vi i mellemtiden var blevet 15 år ældre og nu havde hver sin familie at forsørge.

Jeg sagde det dog aldrig højt, for Ida kunne jo ikke gøre for, at hun var blevet syg, og hun skulle i hvert fald ikke have en dårlig samvittighed læsset oven i alt det, hun i forvejen kæmpede med. Jeg måtte bare klemme ballerne sammen og fortsætte derudad.

Kræften var tilbage

Ida afsluttede sin behandling, og nu blev alt godt, håbede vi. Men nej. Kun et halvt år efter blev hun syg igen. Kræften havde spredt sig til det andet bryst, og hun skulle igennem det hele én gang til: Operation, kemo og stråler.

Det var sindssygt hårdt at få den besked. Jeg havde selvfølgelig ondt af Ida og hendes familie, det var helt klart værst for dem. Samtidig følte jeg mig som et dårligt menneske, fordi jeg også havde ondt af mig selv.

Lige siden, vi købte Sønderhøj, havde Ida været mere eller mindre indisponeret, og jeg havde knoklet for, at vi bare nogenlunde kunne holde skindet på næsen. Holdt det aldrig op? Det er flovt at indrømme, at jeg havde de følelser, og jeg undertrykte dem da også over for alt og alle. Men de var der.

Ida insisterede på at arbejde, når behandlingerne ellers tillod det, men det var bestemt ikke uproblematisk. De mange kemokure gjorde noget ved hende, så hun blev utrolig glemsom, ukoncentreret og træt. Vores to ansatte, Gunnar og Dorthe, og jeg selv måtte hele tiden slukke ildebrande efter hende.

Det var svært at være i for os begge to. Ida kæmpede både med sin sygdom og sin dårlige samvittighed overfor mig, mens jeg kæmpede for at redde vores firma. Et par gange sagde jeg, at vi var nødt til at skabe noget mere indtjening og kun kunne gøre det ved at få lavet den gårdbutik. Begge gange blev hun rasende.

Jeg forstod det godt. Hun følte sig magtesløs og malet op i et hjørne, for hun havde ikke kræfterne til det. Men altså … . Hvis vi ikke meget snart kom i gang med at skabe et overskud på Sønderhøj, ville det kun være et spørgsmål om tid, før vi mistede alt. Jeg kunne allerede se konturerne af en konkurs lidt ude i fremtiden.

Ida ville selvfølgelig føle sig kørt bagud af dansen, hvis jeg bare uden videre traf beslutningen om at få dyrehold og gårdbutik hen over hovedet på hende. Men var jeg ikke bare nødt til at gøre det alligevel?

En lus mellem to negle

Hensynet til min kompagnon og bedste veninde gennem mere end 15 år vægtede tungt. Selvfølgelig kunne Ida ikke overskue at sætte store, nye skibe i søen, mens hun kæmpede for sit liv. At hun fik bugt med sin brystkræft og blev rask, var det vigtigste af alt.

Men vores virksomhed kunne bare ikke overleve, hvis ikke vi tog nogle drastiske skridt nu. Og det var mig, der skulle træffe beslutningen. Vi havde ellers altid været fælles om alt. Vi havde bestemt lige meget, vi havde arbejdet lige meget, og vi havde tjent lige meget.

Ida følte sig kørt ud på et sidespor og blev både vred og såret, når jeg forsigtigt nævnte, at vi nok burde komme i gang med at tage næste skridt, og at jeg nok skulle stå for det.

Nu havde vi haft Sønderhøj i næsten to år, og bortset fra en enkelt kartoffelhøst var vi ikke kommet i gang med noget af det. Pengene fossede ud. Det samme gjorde mine kræfter. Allerede nu var der brug for at ansætte en mand mere, og skulle vi udvide, kunne vi måske endda blive nødt til at ansætte to. Også den beslutning ville jeg komme til at stå alene med.

– Bare gør det. Driv den forretning, som du ville gøre det, hvis du var eneejer, sagde min mand, Thomas, når jeg diskuterede det med ham. Det kunne lyde kynisk, når han sagde det, men det var egentlig ikke, fordi han var ufølsom.

Han kunne sagtens se, at der var nogle menneskelige hensyn, der vejede tungt. Det kunne bare ikke nytte noget at blande følelser og forretning sammen, mente han. Skulle virksomheden reddes, var jeg nødt til at sætte Ida af i svinget. I hvert fald i en periode.

– Der er jo også den risiko, fortsatte han og så mig dybt i øjnene, – at hun aldrig bliver rask.

Det var nu eller aldrig

Jeg indså, at jeg var nødt til at rykke, også selv om Ida ikke kunne være med. Endda selv om hun blev såret. Dagen efter gik jeg ind ad Idas køkkendør, da jeg vidste, at børnene var i skole.

– Hvordan går det? spurgte jeg og aede hendes hånd, der lå på bordet.

– Det ved jeg ikke. Jeg kan snart ikke holde til det her mere, sagde hun.

Hun havde blanke øjne. Jeg vaklede i min beslutning. Det syntes at være det helt forkerte tidspunkt, jeg havde valgt til at fortælle hende om min beslutning om at tage tømmerne ud af hånden på hende.

– Hvad med dig? spurgte hun.

Jeg sank, tog en dyb indånding og sprang ud i det.

– Vi kan ikke køre videre på denne her måde.

– Nej, sagde hun og så både opgivende og skyldbetynget ud.

– Jeg har tænkt meget over det, og jeg vil gerne have, at du sygemelder dig på fuld tid nu. Du kan ikke arbejde særlig meget, og både du, Kim og børnene vil have bedst af, at du koncentrerer dig om at blive rask.

– Går jeg i vejen? spurgte Ida kampberedt

Jeg var nødt til at være ærlig. Det var den eneste vej frem.

– Du går i vejen på den måde, at jeg, for ikke at såre dig, undlader at tage de skridt, der er nødvendige, hvis vi skal overleve. Ida sendte mig et mørkt blik, men jeg fortsatte:

– Vi skal have den gårdbutik op at stå. Vi skal have nogle dyr, vi skal dyrke nogle flere grøntsager, og vi skal have ansat en til to mand mere. Ellers går vi nedenom og hjem. Sådan er det. Ida sukkede hjerteskærende tungt. Jeg tog hendes hånd.

– Jeg elsker dig, Ida. Jeg vil have, at du skal blive rask og komme stærkt igen. Det er i virkeligheden det eneste, jeg ønsker mig. Men indtil da har jeg brug for at kunne manøvrere frit, så jeg forhåbentlig kan redde vores virksomhed. Og du har brug for at lægge det helt fra dig, så du kun skal tænke på dig selv.

Nu løb tårerne ned ad Idas kinder. Jeg begyndte også at få en klump i halsen.

– Må jeg så ikke engang gå ud og hakke lidt ukrudt mellem løgene? spurgte hun med et lille, forsigtigt smil, da hun en halv time senere fulgte mig ud.

– Du må hakke alt det ukrudt, du vil, så længe det gør dig godt, og du ellers overdrager alle beslutninger til mig, svarede jeg, før vi gav hinanden et kram.

En dag kom Ida pludselig gående og stillede sig hen ved siden af mig. Hun stak sin arm ind under min, og med sin anden hånd trak hun tørklædet af hovedet.

– Se. Jeg er ved at få håret tilbage, sagde hun og smilede. Hun gav min arm et klem.

– Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig, fortsatte hun.

– Det gjorde så ondt, da du satte mig fra bestillingen, men altså jeg er faktisk ikke i tvivl om, at det var med til at redde mit liv. Jeg kunne ikke finde ud af at passe på mig selv. Ikke før, du tvang mig til det.

Varmen løb igennem os begge. Ida var ved at blive rask. Og vores virksomhed skulle nok klare skærene.