Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Julie Andersen havde bestemt sig. Hun var 21 år, og hun havde lige sagt ja til en operation, der kunne gøre hende helt blind, hvis den gik galt. Men hun vidste også, at hun under alle omstændigheder ville miste synet, når hun blev 30, så hun syntes ikke, hun havde så meget at miste.
Julie blev opereret i øjnene i december. Næste dag kunne hun for første gang se, at blomsterne på bordet var gule, hun så, at hun havde en trøje på, som nogen fortalte hende, var rød. Den dag begyndte hendes liv i farver.
Julie er født med en sygdom, der hedder Leber Congenital Amaurosis. Det er en sjælden genfejl, som hendes forældre har givet videre, uden at de selv lider af sygdommen. Det betyder, at Julie altid har været nærsynet, farve- og natteblind, og at hun med stor sandsynlighed ville blive blind i en alder af 30 år. Der er kun 30 mennesker i Danmark, der har den sygdom – heldigvis – og det er først nu, det er blevet muligt at hjælpe patienterne med en operation. Julie var en af de første, der blev opereret i Danmark, og den operation gav hende endelig muligheden for at leve det liv, hun altid havde drømt om.
– Jeg har jo aldrig vidst, hvad det ville sige at kunne se normalt. I min verden var der ingen farver, jeg var natteblind, og samtidig var jeg også temmelig nærsynet, så jeg havde briller. Da jeg be-gyndte i skolen, blev det et stort problem. Jeg blev mobbet fra første dag og resten af de næste ni skoleår. Jeg havde en computer med i skole, en lup og en stærk lam-pe, så jeg kunne følge med på tavlen. Jeg sad nede i det ene hjørne og var bare helt anderledes. Jeg blev kaldt ”blindebuk”, ”brilleabe”, ”taber”, og hvad de ellers kunne finde på. Sådan var det hele vejen igennem folkeskolen, og faktisk skiftede jeg skole fem gange på grund af mobningen, uden at det blev bedre, fortæller Julie.
Dengang boede hun i Slagelse, hvor familien havde en gård og fem heste. Hendes familie er vilde med heste, og hendes mor var springrytter. Når Julie kom hjem fra skole, smed hun skoletasken i det ene hjørne, parkerede hjælpemidlerne i det andet hjørne og gik over i stalden, for hestene var ligeglade med, om hun var farveblind og nærsynet.
Det var her, hendes rigtige venner var. Hestene. Sammen med dem var hun ikke mærkelig eller udenfor – og Julie kunne noget med heste, som ikke alle og enhver kan.
– Min mor elskede at ride og var en rigtig god springrytter. Sidstnævnte havde jeg også prø-vet kræfter med, men jeg faldt af, så det var ikke noget for mig. Jeg elskede at sidde på hesten, stille og roligt. Jeg kunne få min hest til at gøre, som jeg ville, måske fordi jeg var så tæt forbundet med vores egne dyr, så jeg blev rigtig god til dressur. Det var noget, jeg havde succes med, og det gav mig kræfterne til at holde ud i skolen, siger Julie.
Faktisk har Julie haft så stor succes med sin dressur, at hun igennem årene har deltaget i adskillige stævner i Danmark. Hun har så mange medaljer og præmier, at hun kunne bruge flere timer på at pudse dem, hvis det var det, hun ville, men det har hun ikke tid til.
Lige siden hun var helt lille, har Julie vidst, hvad hun ville: Hun vil simpelthen bare være den bedste i dressur, og det har hun arbejdet henimod, siden hun kunne sidde på en hest – netop fordi hun kender følelsen af at være blevet kaldt ”taber”.
– Jeg husker mest følelsen af ensomhed fra folkeskolen. Jeg var den, der altid var udenfor, fordi der var så mange ting, jeg ikke kunne deltage i. Jeg var panisk angst for at falde over et eller andet, så de andre ville grine af mig, derfor ville jeg hellere træk-ke mig og lade, som om jeg slet ikke ville være med til alle de ting, som børn nu en gang laver.
Julies verden var delt i to. Den forhadte verden i skolen og så fritiden med hestene og de venner, hun fik i hesteverdenen.
– Da jeg blev teenager, havde jeg faktisk flere gode venner in-den for ridesporten, men da de så begyndte at gå i byen i weekenderne, ville jeg ikke med. Jeg var bange for at gå ud i mørke, for jeg kunne jo overhovedet intet se, så jeg var afhængig af, at andre skulle hjælpe mig, og det ville jeg bare ikke have. Dengang tænkte jeg altid på, hvordan andre opfattede mig, og så ville jeg hellere blive hjemme end at være hende, der var til besvær.
Derfor tilbragte Julie de fleste fredag- og lørdagsaftener hjemme, mens hendes jævnaldrende tog i byen. Det gjorde ikke noget, sagde hun altid, og hun ville ønske, hun selv troede på det.
Til gengæld blev hun bedre og bedre til sin sport.
Julie havde jo planlagt, at hun ville blive den bedste dressurrytter, at hun ville rejse, at hun ville have sit eget ridecenter, inden hun blev blind som 30-årig, for så var hendes liv jo nærmest forbi, tænkte hun.
Hun havde masser af tid til at træne. Indtil hun blev opereret sidste år, havde hun aldrig været på diskotek, aldrig været alene ude, når det var mørkt, ligesom hun aldrig gik steder, hvor hun ikke var absolut stedkendt. Sådan levede hun, indtil den dag hun tilfældigt så en tv-udsendelse sammen med familien og hørte om et andet menneske, der havde samme øjensygdom som hende, men som nu var blevet opereret.
– Det var nærmest en åbenbaring, og vi gik straks i gang med at undersøge mulighederne. Jeg kom til forundersøgelse på Rigshospitalet i april sidste år, hvor jeg fik at vide, at det kunne lade sig gøre at operere mig. Enten ville jeg få synet på et eller begge øjne, eller jeg kunne risikere at blive blind, siger Julie.
Læs også om synshandicappede og heste
Der gik små fem måneder efter forundersøgelserne, men 2. og 9. december sidste år blev Julie opereret. Et øje ad gangen. Glaslegemet i øjet bliver gennembrudt med en kanyle, så der kan sprøjtes medicin ind under nethinden, og så bliver glaslegemet fjernet. Det lyder enkelt, men det er ikke ufarligt. Man kan risikere at blive blind, hvis nethinden brister under operationen.
– Det var så vildt. Jeg havde været bange inden, men jeg syntes ikke rigtig, jeg havde noget valg. Hvorfor ikke prøve lykken? Bagefter gik der ikke mange dage, før jeg pludselig kunne se de farver, jeg bare havde hørt om før. Jeg kunne også pludselig se i mørke, og det var en hel verden af muligheder, jeg aldrig havde prøvet før, der åbnede sig for mig, og jeg er dybt taknemmelig for, at det lige var mig, der blev opereret, siger Julie.
Det var den ene store ting på Julies liste, men hvordan er det så gået med hendes andre drømme?
– Min bror og jeg har sammen med vores mor købt et ridecenter, Kongeå Dressage, i Gredstedbro ved Ribe. Vi har 50 heste, hvoraf de tre er mine, som jeg bruger til dressur. Jeg har været i England og Spanien, og endelig har jeg fået et helt almindeligt liv ligesom alle andre unge.