Rasmus er noget for sig selv

I et land uden høje bjerge, hvor der stort set aldrig ligger is og sne, er det en fantastisk drøm at ville kæmpe sig frem til at deltage i OL liggende på maven på en slæde, der kører med 140 kilometer i timen igennem en istunnel så hurtigt som muligt.

Sporten hedder skeleton og minder lidt om en anden vintersport: At køre på bobslæde. Forskellen er, at man kører to eller fire på en bobslæde, mens man er alene på slæden i skeleton. I skeleton ligger man ned med hovedet forrest og ansigtet vendt mod isen, mens man sidder på en bobslæde.

Rasmus Vestergaard Johansen fra Malling ved Aarhus er 20 år, og det er hans drøm at være med til OL i 2026. Lige nu er han nummer 24 på verdensranglisten over talenter i skeleton. I januar fik han en sølvmedalje ved Junior VM i Winterberg i Tyskland, og det er ret godt klaret af en ung mand, der ikke kan dyrke sin sport i Danmark. Der findes ikke isbaner i Danmark.

Man kan roligt kalde skeleton en nichesport. Derfor har vi også et ganske lille landshold, faktisk er der kun fire aktive medlemmer i forbundet, og de skal først kvalificere sig til at stille op til OL, og man regner kun med at stille med én deltager fra Danmark.

700 km til isbanen

Det ser legende let ud, men for udenforstående ligner det også en farlig sport. Man kører på en isbane i en slæde, hvor man ligger med hovedet forrest og næsen lige over isen. Banen er 1.200-1.500 meter lang, farten er omtrent 130 kilometer i timen, der er op til 20 bløde eller skarpe kurver, og hele turen varer omtrent et minut.

Det var farten, der var den vildeste oplevelse, da Rasmus begyndte sin karriere for snart syv år siden. Hans far, Tom Vestergaard Johansen, havde kørt bobslæde som topatlet på OL-niveau, og Rasmus havde altid set op til ham og ønsket at prøve det. Det blev så til skeleton i stedet, og Rasmus var solgt efter den allerførste tur i december 2017. Da han susede ned ad banen, stod Tom tilbage og var lidt bange for, hvad der kunne ske. Sådan er forældre, også selv om de selv er sportsmennesker.

– Min kone, Hanne, og jeg var helt sikre på, at vores to børn, Rasmus og Nanna, skulle dyrke holdsport. Vi har altid set sport som en dannelse og et fællesskab, som vi slet ikke kunne forestille os, at vores børn ikke skulle opleve. Men Rasmus var ikke helt af samme mening som os, fortæller far Tom og fortsætter:

– Han begyndte til fodbold som lille, men pludselig stod han stille midt på banen og kiggede efter et eller andet. Han begreb simpelthen ikke idéen med at løbe efter en bold. Cykling på et hold var heller ikke ham, men da vi satte ham i gang med atletik, vågnede han, og som 12-årig løb han hækkeløb, og han elskede det. Ens børn overrasker hele tiden.

Rasmus tog som sagt sin første tur i en skeletonslæde i december 2017, og fra det øjeblik var han solgt. Det her skulle være hans sport, og han besluttede straks at arbejde for at blive så god, at han kunne udtages til OL. Et ambitiøst mål, ja, men da Rasmus først bad sin far om hjælp til at komme videre inden for sporten, gik det stærkt.

Det er ikke den nemmeste sport, når man bor 700 kilometer fra den nærmeste isbane, men Rasmus fik lov til at følge træningen på det tyske ungdomslandshold i Winterberg i Tyskland. Her blev han oplært af de bedste, og Rasmus var en lærenem elev.

To år efter hans første slædetur blev han den første dansker nogensinde til Ungdoms-OL i 2020 i Schweiz, og han sluttede på en 9. plads.

Det perfekte løb

Det er dyrt at dyrke en nichesport. Slæde, støvler, styrthjelm og tøj nærmer sig de 100.000 kroner, og det koster desuden penge at deltage i løbene. Vintersæsonen begynder i november og varer et halvt år, og man kører der, hvor banerne er, så Rasmus har været i Norge, Tyskland, Østrig, Korea og USA. Sidste sæson kostede omtrent 300.000 kroner i flybilletter, udgifter til banen, træner og så videre. Rasmus kommer ikke fra en velhavende familie, men hverken Rasmus eller hans far beklager sig. Sådan er vilkårene, og så må de bare skaffe det, der skal til, for de tror på Rasmus, og det er der også andre, der gør.

– Vi har flere sponsorer. I begyndelsen var det mest mig, der snakkede med forskellige firmaer, men nu er det Rasmus, og han gør det godt. Hans plan er at leve som professionel skeletonkører på et tidspunkt. Jeg håber for ham, at det kan lade sig gøre, men vores tilgang til sporten handler ikke kun om konkurrencer og penge. Det handler også om almen dannelse. Når vi har sportsudøvere på eliteplan, så er de Danmarks idrætsambassadører. De skal kunne tale med alle, opføre sig ordentligt og gøre det endnu bedre end godt. De er forbilleder for andre unge mennesker, både herhjemme og i udlandet. De skal løfte hovedet og se sig om ude i verden og være med til at gøre verden til et bedre sted, synes far.

Det meste af tiden løfter Rasmus ikke hovedet. Det kan være farligt at gøre, når man ligger på en slæde med hovedet cirka 15 cm over isen og suser af sted, men bagefter er der god grund til det. Han er blandt verdens bedste, og målet om at deltage i OL er realistisk, men han arbejder også hårdt for det.

– Sidste sæson kørte jeg 170 løb, og nu er det ikke længere farten, der er det vilde sus. Nu er det jagten efter det perfekte løb, der tænder mig. og hvordan jeg kan gøre det endnu bedre næste gang. Det handler om at have den totale smidighed i kroppen, men man skal også kunne bruge hjernen og beregne farten og mulighederne. Jeg kan altid blive bedre, siger Rasmus.

Derfor træner han hver dag styrke og løb og opsøger isbaner overalt i verden. Næste mål er OL i Milano Cortina i 2026.