Rigtige kvinder har mange boremaskiner

Der var ikke noget i vejen med udsigten. Slet ikke. Inge og Christian stod og så på floden Mosel, et af de skønneste steder i Tyskland, men da de havde gjort det et stykke tid, spurgte Inge pludselig sin mand: ”Er det her egentlig det, vi gider?”

Inge og Christian Christensen, der blev kærester, da de var henholdsvis 14 og 13 år, kender hinanden godt. Det var også derfor, at Christian vidste, hvad Inge mente, og derfor han turde svare helt ærligt. ”Nej”, sagde han. ”Skal vi ikke bare vende om og køre hjem?”

Kort ferie - langt liv

Det var den udramatiske afslutning på deres nye liv som pensionister. I 14 dage klarede de det nye, frie liv, som de havde glædet sig til i årevis.

De havde sagt til sig selv og alle andre, at når de blev pensionister, ville de køre Europa tyndt i deres autocamper, for de skulle sørme slappe af og nyde deres tredje alder.

Nu er der gået 14 år, og de er i gang med det, man måske kan kalde den fjerde alder. De er 80 og 79 år og stadig i gang med det arbejde, de har haft hele livet, for det er sådan, de nyder livet. Parret har Korsør Køkkencenter, og det er stadig Christian, der laver plantegningen til køkkenerne, og Inge, der samler skabene. Inge elsker nemlig Makita-boremaskiner, hun har flere af dem, og hun håndterer dem så godt som nogen ung mand. Hun har altid været noget for sig. Det bemærkede Christian allerede for 66 år siden.

Ung kærlighed

– Jeg var blevet sendt afsted til Synscenter Refsnæs, der er en skole for blinde og svagtseende. Jeg er født med grå stær og kunne kun se meget lidt. Jeg ville ikke væk fra mit hjem og mine venner i Korsør, men så mødte jeg sløjdlærerens datter, Inge. Fra den dag var det os to, hende og jeg, og det har det været lige siden, fortæller Christian med stolthed i stemmen, for han har virkelig lavet en god scoring, som de unge ville sige.

Inge var 14, Christian var 13, og Inges far var slet ikke begejstret. Kæresteri var ikke velset på skolen, og de var vel også lige unge nok, har han måske tænkt. Men de to havde sat sig i hovedet, at det skulle være dem, og sådan blev det.

Christian kom i lære som tømrer, Inge blev uddannet som defektrice på et apotek, og så snart det kunne lade sig gøre, blev de gift. Først fik Christian arbejde som svend i sin fars tømrerfirma, men han ville gerne klare sig selv. Inge var enig med sin mand – det kunne de godt klare.

Eget firma

– Vi startede vores eget tømrerfirma. Christian var i værkstedet, og jeg passede regnskaberne, fortæller Inge.

– Det er kvinder også bedst til, siger Christian pludseligt.

Dét er et modigt udsagn fra en ægtemand, der burde vide bedre, og Inge sender ham da også straks et blik, der får ham til at tie og røre en ekstra gang i kaffen. For kvinder kan jo så meget andet end regnskaber, siger Inge. Og det kunne hun.

Inge fik arbejde på kontoret på Julemærkehjemmet i Skælskør, og ved siden af passede hun regnskaberne i firmaet og de to børn, der også kom til i de travle år. Ægteparret havde truffet den rigtige beslutning: Der var gang i byggeriet i Danmark, og Inge og Christian var med. De byggede huse, de måtte ansætte folk, og der var overskud i pengekassen. Lige indtil Christian blev kørt ned.

Inges plan

– Det var en alvorlig ulykke, og der var ikke mange knogler, der ikke var brækket. Jeg nåede lige at råbe, at de skulle lægge mine briller til side – de var helt nye og meget dyre – og så var jeg væk, husker Christian.

Han blev sat sammen igen, men det stod helt klart, at han ikke længere kunne arbejde som tømrer. Den store stærke mand var endt hjemme på sofaen hos Inge. Det gik godt en tid, men så fik hun nok. Lige så sød og flink hun kan se ud, lige så bestemt kan hun være, når der er noget, der skal ordnes.

– Hun kunne jo heller ikke være tjent med en mand, der lå på sofaen og havde ondt af sig selv, medgiver Christian. Og det var det også slut med, for Inge havde en plan:

– Han kunne ikke holde på en hammer mere, men tegne kunne han, så jeg tænkte, vi skulle til at lave køkkener, og dem kunne vi lave sammen.

Den 1. marts 1976 var Korsør Køkkencenter en realitet. Inge beholdt sit job på Julemærkehjemmet for en sikkerheds skyld, mens hun passede sit køkkenfirma efter arbejdstid. Og der var mange, der gerne ville have nye køkkener. Christian blomstrede op. Han kunne gøre noget med sine hænder igen, og han kom ud og snakkede med folk. Inges plan var en succes.

Læs også om en anden energisk kvinde

En kort pension

– Da jeg fyldte 67 år og gik på pension efter 31 år på Julemærkehjemmet, havde vi snakket om, at vi rigtig skulle til at nyde livet, slappe af og rejse Europa rundt med autocamperen. Vi skulle være frie fugle, sove længe og alt muligt, fortæller Inge, mens de begge ryster på hovedet.

Men det var slet ikke så nemt, som det kan lyde. Når man har været vant til at stå tidligt op og knokle, kan det være svært at ændre på vanerne – også selv om man forsøger at forberede overgangen bedst muligt. Og det gjorde parret. De havde solgt alle køkkener, undtagen et. De havde sagt farvel og på gensyn til venner og familie og sendt stueplanterne i pension.

– Da vi kom hjem efter de 14 dage, gik vi i gang. Vi havde jo kun et enkelt køkken på lager, og da det var solgt, måtte vi få nogle flere bestilt. Det er så 14 år siden, og det er kun gået godt, siger Christian.

Hverdagen starter

Hver dag står de op klokken seks, drikker morgenkaffe sammen og går så ud i værkstedet. Christian tager mål hos kunderne og bestiller elementer hos leverandørerne. Så læser Inge tegningerne og sætter de mange elementer sammen – og nej, der er aldrig skruer tilovers, når hun er færdig. 80 år er ingen alder, når man har en god boremaskine og kan lide sit arbejde. Soklen står i vater, så æggene ikke triller ned ad køkkenbordet, der står ikke skrevet noget med småt på deres køkkenkontrakter, og der er heller ikke noget med procenter.

Inge og Christian hader små bogstaver og procenter. Der skal være en reel pris for et reelt arbejde. Sådan arbejder de tre dage om ugen. Resten af tiden er de pensionister og går til gymnastik, passer haven og huset eller spiser aftensmad nede ved havet. De er ikke blevet rige af al deres arbejde, men de er med i en loge, ”Old Friend”, hvor man giver til andre, der har brug for lidt ekstra. Det skal der nemlig være råd til, og det er det gode ved at blive gammel, siger Christian: Man har pludselig lidt flere penge mellem hænderne, men derfor er der jo ingen grund til at samle på dem. Pengene skal bruges til at hjælpe andre eller til at rejse – bare man altid kommer hjem igen.

Læs også hvordan man lejer en pensionist

Bliver ved længe endnu

– Om jeg begriber, hvorfor folk holder op med at arbejde? siger Christian med en hovedrysten.

– Hvis man går på pension og bare sætter sig i en stol, så dør man inden længe. Jeg regner med at blive ved, indtil jeg ikke kan holde på en boremaskine længere, supplerer Inge og fortsætter:

– Det er da også meget sjovere end at holde ferie. Det skal vi nok nå endda, for jeg er jo kun lige fyldt 80. ■