Snydt for 1,7 millioner kroner: Jeg har tilgivet mig selv

– Hvis jeg har noget, har andre også.

Sådan har 65-årige Lisbeth Heje Sørensens tilgang til livet altid været. Hun har troet på det bedste i sine medmennesker og været generøs og givet til andre. Men for to år siden gav hun for meget. Hendes godhed endte med at blive så groft misbrugt, at det var tæt på at knække hende.

Læs også: Camilla var gravid i fire timer

Alle spor må være kolde

Hun forstod det knap nok selv. At hele hendes pension og pengene fra salget af familiens sommerhus var pist væk. For ikke at tale om de kviklån, hun havde oprettet, og nu måtte betale af på. 1,7 millioner kroner løb de lån op i alene. Foræret til en fremmed, hun aldrig nogen sinde havde mødt – kun set et profilbillede af på Facebook.

Hun regner ikke med nogen sinde at få sine penge igen, selv om sagen ifølge politiet stadig efterforskes. Det er halvandet år siden, så alle spor må være kolde nu, tænker hun. Til gengæld vil hun ikke længere tie om det. Hun vil bryde tabuet og fortælle sin historie, for hun ved, at hun langtfra er den eneste, der har bevæget sig derud, hvor det har tæret på både pengepungen og værdigheden.

Læs også: Smørrebrød og masser af snak

Ukendt venneanmodning

Lisbeths historie begynder i 2017. På det tidspunkt arbejder hun i et mentornetværk i Esbjerg, der hjælper mennesker med anden etnisk baggrund end dansk i job. Det er også her, at kæresten Anders gennem otte år arbejder som jobkonsulent. De bor i Anders’ hus i Egebæk-Hviding, en lille by seks kilometer syd for Ribe. Alle kender alle, og alt er, som det plejer. Og så alligevel ikke helt. Lisbeths datter, der er alene med sin lille pige og bosat i Odense, er gået ned med stress. Det betyder, at Lisbeth, som er nært knyttet til begge sine børn, selvfølgelig træder til for at hjælpe med at passe barnebarnet. Ofte tager hun til Fyn, samtidig med at hun passer sit arbejde i mentornetværket i Esbjerg, og det er på det tidspunkt, at tankerne om, hvad hun egentlig selv ønsker i fremtiden, begynder at rumstere. Skal hun fortsætte med at arbejde ved siden af sin efterløn eller helt forlade arbejdsmarkedet? Og hvad med Anders og hende? Der er langt mellem komplimenterne, synes hun nogle gange.

Så popper den op. En venneanmodning på Facebook fra en ukendt mand. Han er nydelig og mindst 20 år yngre end Lisbeth, bemærker hun, da hun svarer ham, at han har sendt hende en anmodning ved en fejl. Men det er hende, der tager fejl, skriver han tilbage. Det er Lisbeth, han vil i kontakt med.

– Han skriver, at jeg ser sød ud, men jeg gør ham med det samme klart, at jeg har Anders og ikke er interesseret i noget. Det undrer mig, men jeg tænker, at der vel ikke sker noget ved bare at skrive sammen, siger Lisbeth.

Læs også: Vi strikker sognet sammen

Smule smigret

Hendes nye penneven skriver, at han er en amerikansk soldat udsendt på en mission i Damaskus i Syrien for NATO. Han hedder Bronkley Gozzys Arias og omdøbes snart af Lisbeth til Mr. B. Men hans skriverier blev hurtigt for lumre, synes hun, så hun sletter og anmelder hans profil på Facebook. Kort tid efter opsøger han hende på mobiltelefonens Whatsapp. Selv om det føles lidt intimiderende, kan hun heller ikke lade være med at blive en smule smigret over hans ihærdighed efter at holde fast i hende. De fortsætter med at tale sammen om livet i Egebæk-Hviding, hans udstationering og datteren, der går på en kostskole i New York, fordi hans kone er død. Når Lisbeth stiller uddybende spørgsmål, er svaret ofte, at det kan han ikke sige, fordi det er en krigshemmelighed.

En måned senere beder han Lisbeth om hjælp. Han har en kuffert med 1,5 millioner amerikanske dollars, hvilket er lidt over 10 millioner kroner, som han har modtaget, fordi han har været med til at fange en IS-kriger. Nu vil han gerne have dem sendt til Danmark, så Lisbeth kan investere i et hus og en bil til ham.

Det afviser hun blankt med det samme. Hun vil ikke være med til at lave noget ulovligt, og hun ved, at man ikke bare lige sådan kan indføre penge på den måde. Men han beroliger hende, siger, at det bliver på lovlig vis, og spørger, om hun så ikke bare kan tage imod kufferten.

Læs også: Hjertet får ikke demens (link fjernet)

Indlagt på Riget

Det er her, at Lisbeths gode hjerte skinner igennem. Hun vil jo som altid gerne hjælpe andre, hvis hun kan. Så da han siger, at kufferten vil komme med fragtselskabet Next Cargo, siger hun ja. Herefter er hun fanget. For kort efter modtager hun en besked fra Next Cargo om, at kufferten er stoppet i tolden i Paris. Hvis kufferten skal videre, skal der betales en told på godt 24.000 kroner. Lisbeth siger nej, men Mr. B. overtaler hende ved at sige, at hun jo bare kan tage dem fra kufferten, når hun får den. Så Lisbeth betaler, selv om hun er skeptisk. Da Next Cargo oplyser, at kufferten nu er blevet stoppet i Kastrup og sendt retur til Paris, aner hun knap nok sine levende råd.

Hun får ikke fortalt det til Anders, før ulykken sker. En lørdag tager han nemlig toget til København for at høre Rolling Stones. Han føler sig sløj, inden han tager af sted, og dagen efter koncerten bliver han fundet bevidstløs på en bænk i Fælledparken. Lisbeth er bekymret, da han ikke er med morgentoget, og da hun får fat i hans søn i København, finder han frem til, at Anders er indlagt på Rigshospitalet. Han har fået kraniebrud og flere blødninger i hjernen. Men han overlever, og et langt genoptræningsforløb begynder. I sit stille sind tvivler Lisbeth på, at hun får den samme Anders tilbage, når alt det her er overstået.

Kufferten er tilmed stadig ikke kommet frem til Ribe, og Lisbeth overfører igen penge for at få fragtselskabet til at sende den af sted igen. Mr. B. er med på sidelinjen og takker og forsikrer hende om, at hun bare skal tage pengene, når hun får den. Den kommer bare aldrig – selv om Lisbeth mange gange overfører pengebeløb. Efterhånden er hendes penge væk, og det får hende til at ty til kviklån, fordi hun nu er desperat efter at få fat i den kuffert, der bare ikke vil ankomme.

– Jeg var klar over, at det ikke var godt, det her. Men jeg turde heller ikke sige noget til Anders. Jeg følte, at jeg var nødt til at forsøge at få den kuffert hertil, så jeg kunne få mine penge igen, forklarer Lisbeth.

Læs også: Varm mad og et kærligt ord

Erkendelsen

Mr. B. har været på en mission, så Lisbeth har ikke hørt fra ham i et stykke tid, men en dag skriver fragtselskabet til hende og fortæller, at han er indlagt og måske skal have amputeret sit ene ben efter et skudsår. Mr. B. har brug for at låne 2.000 euro, så han kan betale en tyrkisk militærmand.

– Jeg blev så vred. Altså, jeg går og venter på den kuffert og har betalt rigtig mange penge nu, og den er stadig ikke kommet. Så jeg skrev nej, jeg havde simpelt hen ikke flere penge, siger Lisbeth.

Og lige dér går det op for Lisbeth, at hun er blevet snydt.

At hun aldrig vil få den kuffert, og at hun aldrig vil få sine penge tilbage.

– Det var helt forfærdeligt. Jeg fik det så skidt og skammede mig noget så frygteligt. Jeg har altid klaret mig selv og haft en ordentlig økonomi. Nu var jeg fuldstændig blanket af, siger Lisbeth ærligt.

Hun vælger at tilstå over for Anders, og hun er overbevist om, at han vil bede hende om at gå. Men det gør han ikke.

– Han sagde, jeg skulle tage det roligt. Han var nok mild ved mig, fordi han godt kunne se, hvor skidt jeg havde det, siger Lisbeth.

Læs også: Renee var hjemløs

Tabubelagt

Men med sine børns og Anders’ reaktion og omsorg hjælper hende igennem. Skyldfølelsen bliver vendt til vrede, så hun siden har holdt politiet fast på ikke at sylte hendes sag. Samtidig har hun engageret sig i en amerikansk-engelsk Facebookgruppe, der finder og anmelder falske profiler. Hun er blevet skarp til at finde dem, og det giver hende en stor tilfredshedsfølelse, når hun spotter en og får den anmeldt.

Mr. B. har hun ikke hørt fra, siden hun skrev, at hun ikke havde flere penge. Hun søgte og fandt hans billede tilfældigt på en militærside. Det er en amerikansk pilot fra Georgia. Hun har skrevet til ham og fortalt, at hans billede bliver misbrugt. Men hun har ikke fået noget svar.

– Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har været ude for det her. Men det er så tabubelagt, at ingen tør tale om det, fordi de er bange for at blive stemplet som dumme. Men hvis jeg ved at fortælle min historie, kan gøre andre opmærksomme på det her, så gør jeg det gerne. For jeg har tilgivet mig selv nu. Jeg vil ikke bruge mit liv på at være en sur gammel kone.