Tanja og Brian er blinde: Vi er forældre på vores måde

Parrets lyse labrador Nellie trissede rundt mellem stolene, præcis som alle førerhundene havde gjort, første gang Tanja og Brian Sørensen mærkede amorinerne i luften. Det var nemlig i et rum fyldt med logrende haler og blindestokke, at de helt uventet fandt kærligheden i hinanden på et førerhundekursus.

– Vi snakkede godt sammen og havde en dejlig kemi, fortæller Tanja.

De var ikke fremmede for hinanden, men det var de følelser, der opstod imellem dem. Tanja og Brian havde mødt hinanden før, fordi de kom i de samme kredse i Dansk Blindesamfund, hvor de begge fandt et værdifuldt fællesskab, da de mistede synssansen.

Brian har levet med 10 procent syn det meste af sit liv, indtil han, for halvandet år siden, mistede synet helt. Han blev født tre måneder for tidligt og fik som spæd konstateret blindhed på højre øje og stærkt nedsat syn på venstre.

Tanja derimod vågnede en morgen til en anden virkelighed end den, hun gik i seng til. I sommerferien, inden hun begyndte i 10. klasse, vågnede hun til mørke. Synet var væk.

Synstabet kom dog ikke helt uventet. Hun blev som 5-årig diagnosticeret med både regnbuehindebetændelse, grøn stær og grå stær og gennemgik i sine børneår utallige øjenoperationer i håbet om at redde synet.

– Der er stor forskel på at have lidt syn og slet intet syn. Jeg skulle som 15-årig lære punktskrift med fingrene, finde rundt med en hvid stok og sammensætte tøj i blinde. Det gjorde, at jeg hurtigt blev voksen, forklarer hun.

Læs også: Døve forældre: Her må vi gerne larme

En eller to streger?

Med kærligheden fulgte lysten til at skabe en familie, men tvivlen og usikkerheden på egne evner ulmede under overfladen.

– I mange familier er kun den ene forælder blind. Vi er blinde begge to, og derfor var vi bekymrede for, om det blev for stor en udfordring, fortæller Tanja.

Heldigvis havde de begge stor erfaring med at leve i en blind virkelighed, og Tanja var ikke i tvivl. Skulle hun have børn, skulle det være med Brian.

De kendte begge mange løsninger i forvejen og vidste, at spørger man, får man den hjælp, man søger. Så efter grundig overvejelse besluttede de at lade lysten til en familie overskygge frygten.

Vejen mod en positiv graviditetstest blev længere end forventet. Tanja og Brian havde forsøgt at blive gravide i et år, da de blev sendt til gynækolog for at påbegynde et ofte langt og omstændigt fertilitetsforløb. Den glædelige nyhed om familieforøgelse kom derfor helt uventet.

– Vi blev meget overraskede, da gynækologen, til vores første aftale, fortalte os, at der ikke blev brug for behandling. Der levede allerede et lille liv i min mave, fortæller Tanja.

Læs også: Bent er landmand, selvom han er blind

Kaos og kærlighed

Forventningens glæde var stor, og parret indledte, allerede inden lille Eik kom til verden, et godt samarbejde med deres sundhedsplejerske. De havde en god dialog og aftalte, at hun i begyndelsen skulle komme på hjemmebesøg hver anden dag for at gøre de nye usikre forældre trygge i rollen.

– Hun tog vores bekymringer og gjorde dem mindre. Hun gjorde os trygge og gav os troen på, at vi kunne løfte opgaven, fortæller Tanja.

Trygheden tog de med sig, da de halvandet år senere blev forældre til lillesøster, Gry. Det var kaos og kærlighed i en stor pærevælling, for når andre forældre brugte to minutter på et bleskift, brugte Tanja og Brian 20.

– Når synssansen er væk, skal man føle, mærke og lugte sig frem. Det tager længere tid, men det var vores vigtige kvalitetstid med børnene, fortæller Brian.

Hjælp at hente

Da Eik fyldte tre år, opstod der behov i hverdagen, som kun et sæt øjne kunne imødekomme.Tanja og Brian ville helst klare alting selv, men indså, at det var nødvendigt med hjælp. Familien blev derfor bevilliget en hjælper.

– Hun hjælper os ikke med at made og bade vores børn, det klarer vi nemt selv, men vi har brug for hendes hjælp, når de skal på legeplads, lave lektier eller på tur i trafikken, forklarer Brian.

For Eik og Gry, der var vant til at være alene med blinde mor og far, var det nyt at have en seende inden for hjemmets fire vægge. Det betød, at de små ballademageres numre blev opdaget.

– Vi fortalte hjælperen, at vi undrede os over, at vores tomatplanter ikke gav tomater. Hun kunne fortælle, at der skam var mange tomater, de lå bare alle sammen plukkede og halvspiste i et bed. Der fik Eik lidt røde ører, forklarer Brian med et smil.

En verden i ord

Forældrene fra Fredericia kender til hverdagsdrama, der hører enhver børnefamilie til. De laver mad midt i ulvetimen til to sultne børn og afværger skænderier mellem bror og søster i sofaen. Alligevel er forældrene ikke helt, som forældre er flest.

Mor og far skal hjælpes med ord. Når Eik viser en tegning, guider han fars fingre over tusch-stregerne, mens han som det mest naturlige forklarer farver, mønstre og motiver. Når Gry snurrer rundt i sin flaskegrønne glimmernederdel, råber hun til sin mor, at hun skal se, hvordan den strutter, når hun snurrer. Men i stedet for at se svarer Tanja, at Gry skal prøve at forklare hende det.

– Vores børn kan også synes, det er smadderirriterende, at vi er blinde, men alligevel falder det dem naturligt at beskrive deres verden. Jeg tror, at vores synshandicap har hjulpet dem i deres udvikling, fortæller Tanja.

For parret er det sværeste ved at være synshandicappede forældre dog hverken kaotisk madlavning i ulvetimen eller besværlige bleskift. Det er derimod sorgen over aldrig at have set deres børn.

– Jeg vil give alt i verden for at se mine børn, og det er en sorg for mig, at det aldrig vil ske. Gry skulle efter sigende lave de sjoveste ansigtsudtryk, og Eik skulle være den fineste dukkedreng, siger Tanja.

Brian og Tanja ved, hvad deres unikke styrke som forældre er. For nok vil de aldrig deres børns blå øjne, brede smil og lyse fehår, men til gengæld giver deres synshandicap familielivet andre kvaliteter.

– Vores familie er enormt lyttende og nærværende, og det er en værdi, jeg er stolt af at give videre til børnene. Vi er forældre på vores måde, siger Tanja.